Historiker: Folkeafstemning om store bededag er et af oppositionens få magtmidler
En folkeafstemning om store bededag er en af de meget få muligheder, som oppositionen støder på i de kommende år for at kunne styrke deres egen politiske situation, skriver Jens Lei Wendel-Hansen.
En folkeafstemning om store bededag bliver en af oppositionens meget få muligheder for at kunne kontrollere SVM-regeringen. Det er svært at se andet alternativ til enten hængekøjen eller reelt ukritisk opbakning.
Folkeafstemningen, som ellers ikke er blevet brugt siden jordlovene i 1963, er en mulighed for oppositionen til at understrege, at den har pressionsmidler over for regeringen, inden både regering og opposition vænner sig til et nyt og markant ændret magtforhold i regeringens favør.
Grundlovens § 42, stk. 1 gør det muligt for en tredjedel af Folketinget inden for tre hverdage at begære folkeafstemning om et vedtaget lovforslag. Paragraffen blev indført i 1953 som en kompensation for Landstingets afskaffelse.
Formålet med Landstinget havde hidtil været at skabe en bremse for lovgivningsprocessen og forhindre forhastede beslutninger. Det var den rolle, som folkeafstemningerne nu overtog. Desuden skulle reglen beskytte det parlamentariske mindretal mod et etableret flertals ensidige styre.
Når paragraffen kun sjældent er blevet brugt, er det, fordi det meget let ville kunne føre til fjendtlighed mellem blokkene, og brugeren vil i længden komme til at stå som en sabotør af lovgivningsprocessen – eller kunne vente gengældelse, når denne selv overtog regeringsmagten.
Det betyder dog ikke, at paragraffen ikke har haft en betydning. Det er tænkeligt, at paragraffen på den lange bane har bidraget til en opretholdelse af en dansk politisk konsensus, fordi en siddende regering helst ikke ville risikere en situation, hvor oppositionen kunne bruge paragraffen ved at påberåbe sig regeringens magtfuldkommenhed.
Oppositionen får næppe ny mulighed
Efter regeringsdannelsen i december er den politiske situation i Danmark en ganske anden, end den plejer at være. Danmark har nu en regering, der råder over sit eget flertal, mens oppositionen er splittet. Det forrykker magtbalancen i regeringens favør.
Den indre splid, der uden tvivl er i regeringen, og den nødvendighed, regeringen derfor føler for at virke beslutningsdygtig, gør det nødvendigt, at alle udmeldinger er klappet af. Dette vil føre til både lukkethed, men også et behov for at gennemtvinge beslutningerne uden slinger. Ellers har regeringen miskrediteret sig selv.
Det betyder, at oppositionen har dårlige vilkår for at kunne kontrollere regeringen. Den kommer, så længe regeringen består, formodentlig til at blive mødt med en meget lille forhandlingsvilje, fordi regeringen ikke har tilladt sig selv megen bevægelsesfrihed.
De meget forskellige ideologiske standpunkter har skullet forenes i et regeringsgrundlag, hvor blot en smule forrykkelse kan skabe problemer internt. Selve fordringen om, at et parti skal stemme for afskaffelsen af en helligdag for at kunne indgå i forhandlinger om forsvarspolitik burde gøre det klart, at regeringen ikke agter at bevæge sig meget.
Oppositionen er dermed også henvist til at lede med lys og lygte efter en kontrolmulighed over for så ubevægelig en regering. Her er en folkeafstemning om store bededag en af de meget få muligheder, som oppositionen støder på i de kommende år for at kunne bedre oppositionens politiske situation.
Når oppositionspartierne vægrer sig ved at bruge denne mulighed, er det formodentlig, fordi man ikke har vænnet sig til den markant anderledes politiske situation. Ikke desto mindre vil en mulighed som netop en store bededags-afstemning næppe komme igen.
Magtmæssigt misforhold
På den ene side har regeringen lagt sig forholdsvist entydigt fast på en tilmed hastebehandlet afskaffelse af store bededag og tilmed fordret tilslutning for at kunne indgå i forhandlinger med regeringen på forsvarsområdet. Som nævnt understreger det meget klart regeringens manglende vilje til bevægelighed.
På den anden side er afskaffelsen ikke bare upopulær, men har samlet så forskellige parter som socialister og nationalkonservative og fagforeningerne og arbejdsgiverne imod sig, ikke mindst fordi den bliver set som et brud på den danske model.
{{toplink}}
Også Cepos har meldt sig som modstander. Internt i regeringspartierne er der desuden også rumlen, og forslaget har endda ført til Venstre-koryfæet Birthe Rønn Hornbechs udmeldelse af sit parti.
Samtidig er der tale om en markant grad af indblanding i folkekirkens anliggender uden at inddrage folkekirken selv, hvilket er et markant brud på hidtidig praksis. Det er ganske rimeligt deraf at konkludere, at regeringens adfærd fremstår lidet konsensussøgende.
Det er dette magtmæssige misforhold, som oppositionen enten kan underkaste sig eller forsøge at rette op på ved at tvinge regeringen til, også fremtidig, politisk bevægelighed. Dertil har de ikke mange midler, men muligheden for folkeafstemning er et af dem.
Sex & Samfund vil udvide retten til abort: “En så afgørende beslutning bør ligge alene hos kvinden selv”
Professor: Tilliden til embedsfolk er lavere end til alle andre offentligt ansatte
