Her er Folketingets udvalg for begyndere og dem for de garvede

UDVALG: En række af Folketingets stående udvalg har kun de mest garvede politikere som medlemmer, mens andre udvalg typisk har nyvalgte medlemmer. "Helt naturligt," mener folketingsdebuterende socialdemokrat. 

Når udvalgsposterne i Folketinget skal fordeles, er der tendens til, at de folketingsmedlemmer, der har den største anciennitet, får tildelt posterne i udvalg, der beskæftiger sig med økonomi og udenrigspolitik. 

I Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, Finansudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn har mellem 70 og 100 procent af medlemmerne således siddet i Folketinget i mindst to perioder. 

De nyvalgte politikere bliver derimod oftere placeret i blandt andre udvalg, som Ligestillingsudvalget, Skatteudvalget, Erhvervsudvalget og Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Det viser en gennemgang af Folketingets udvalgssammensætning, som Altinget har lavet. Og tallene er ikke overraskende, lyder det fra Jørgen Grønnegård Christensen, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

"Det siger jo noget om politisk tyngde. Hvis du tager finansudvalget og retsudvalget som eksempler, sidder der jo nogle af de tunge og velafprøvede folk med mest erfaring. Det er kerneudvalg og knudepunkter i meget af det parlamentariske arbejde."

Er det udtryk for, at arbejdet i de udvalg er sværere?

"Nej, ikke nødvendigvis. De beskæftiger sig bare med ting, som er højt placeret på den politiske dagsorden," siger Jørgen Grønnegård Christensen. 

De erfarne passer økonomien
Tallene fra Folketinget viser, at posterne i Udvalget for Efterretningstjenesterne udelukkende er besat af folketingsmedlemmer, der har mere end to valgperioders anciennitet.

I Finansudvalget er Alternativets Rasmus Nordqvist den eneste af de 17 medlemmer, der har siddet i mindre end to perioder. I Udvalget for Forretningsordenen er Nye Borgerliges Pernille Vermund det eneste nyvalgte medlem.

Og ifølge Bjarne Lausten, der blev valgt som folketingsmedlem for Socialdemokratiet for første gang tilbage i 1992, giver det god mening, at nogle udvalg besættes af personer med en vis erfaring.

"Det er en fordel at kende de demokratiske processer og vide, hvordan tingene fungerer. Det kræver en del indsigt og interesse. Hvis dit parti er i opposition, så kræver det, at man skal kunne stille med et vist modsvar til regeringen. Hvis man for eksempel er finansordfører, skal man matche hele det embedsapparat, der sidder i Finansministeriet," siger han.

Se grafikken med ancienniteten i alle Folketingets forskellige udvalg i den fulde artikel på Altinget Christiansborg. 

, ,

Forrige artikel Støttepartier og DF vil gøre op med stor forskel på kommuneskatter Støttepartier og DF vil gøre op med stor forskel på kommuneskatter Næste artikel Regeringen opgiver besparelser på de frie skoler Regeringen opgiver besparelser på de frie skoler