Fire tal viser Det Blå Danmarks rekrutteringsudfordringer

Kvinderne er markant underrepræsenterede på både uddannelserne og havnene, blandt de søfarende, i den maritime industri og på ledelsesgangene i det blå Danmark. Få overblik over tallene her. 

Rekrutteringen af kvinder er én af de helt store udfordringer i Det Blå Danmark.

Fagene i branchen er traditionelt blevet betragtet som mandefag, og det afspejler sig også i kønsfordelingen på uddannelserne og i virksomhederne, hvor kvinderne historisk har været – og stadig er – i markant undertal.

Altinget giver herunder et overblik over de vigtigste nøgletal.

Mænd dominerer massivt på de maritime uddannelser

Kvinderne udgør et markant mindretal på de maritime uddannelser og har gjort det længe.

Blandt de i alt 860 optagne på uddannelserne i 2023 er der således blot 50 kvinder. Det svarer til en andel på 5,8 procent.

De nye tal for indeværende år markerer dog samtidig en svag stigning, efter at kvinderne i de foregående år kun har udgjort mellem tre og fem procent af de kommende studerende.

De i alt 50 optagne kvinder er ligeledes ny rekord, og det blev mødt af begejstring i Danske Rederier tidligere på sommeren.

”De maritime uddannelser er fortsat en af grundstenene i vores indsats for at få flere kvinder til at vælge en karriere til søs, og derfor håber jeg, at det her kun er begyndelsen på en mere ligelig fordeling mellem kønnene på de maritime uddannelser”, sagde direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse Anne Windfeldt Trolle.

De maritime uddannelser i opgørelsen er Fredericia Maskinmesterskole, Martec – Maritime and Polytechnic University College, Maskinmesterskolen København, Svendborg International Maritime Academy (Simac) og Aarhus Maskinmesterskole. 

Blot én ud af fem ansatte i rederierne er kvinde

Behovet for at få flere kvinder på de maritime uddannelser ses også tydeligt i kønsfordelingen i shippingbranchen.

Blot hver femte af alle de ansatte i rederierne er således kvinder. Det viser tal for 2023 fra Danske Rederier.

Tallet er endnu mindre blandt de søfarende, hvor det kun er 10 procent af de ansatte, der ikke er mænd.

Det er dermed også andelen af kvinder blandt de landansatte, der trækker det samlede tal op. Her er 35 procent af medarbejderne kvinder.

Over de seneste par år har udviklingen dog været positiv, efter at andelen af kvinder tog et markant dyk fra 2020 til 2021. Kvinderne udgjorde således blot seks procent af de søfarende og 13 procent af alle ansatte i rederierne i 2021.

Kvinderne er i undertal på havnene og i den maritime industri

Rederierne er ikke alene om den skæve kønsfordeling i Det Blå Danmark.

Kvinderne er også stærkt underrepræsenterede på havnene og i den maritime industri.

Det viste en undersøgelse i 2019, der blev lavet for Danske Maritime og Danske Havne.

Blandt de to organisationers medlemmer var hele 79 procent mænd, fortalte tallene.

Skævest stod det til på havnene, hvor der blot var 19 procent kvinder. Det stod kun marginalt bedre til i den maritime industri, hvor andelen af kvinder var tre procentpoint højere.

Der er få kvinder i det blå Danmarks chefkontorer

Kønsfordelingen er skæv på uddannelserne, i rederierne, på havnene og i den maritime industri. Og den er det også i ledelseslokalerne.

Den føromtalte undersøgelse fra 2019 for Danske Maritime og Danske Havne viste således, at kvinderne i de to brancher kun udgjorde 17 procent af de ansatte i ledelsesstillinger.

Det står stort set identisk ud i dansk shipping.

En gennemgang foretaget af Shippingwatch.dk i 2021 afslørede, at det kun var en femtedel i den øverste ledelse og bestyrelserne i Danmarks 20 største rederiselskaber, der var kvinder.

Altinget åbner i september et nyt nichemedie om det blå Danmark. På Altinget Maritim vil der blandt meget andet blive sat fokus på rekrutteringsudfordringerne i skibsfarten, den maritime industri og på havnene.

Forrige artikel Sygeplejerskernes formand før trepart om lønløft: Vi er dem, der har kæmpet længst Sygeplejerskernes formand før trepart om lønløft: Vi er dem, der har kæmpet længst Næste artikel Ugen i dansk politik: Troels Lund Poulsen skal i to samråd om våbensagen Ugen i dansk politik: Troels Lund Poulsen skal i to samråd om våbensagen