Her er EU-Kommissionens asyludspil

DUBLIN-DILEMMA: EU-Kommissionen præsenterede onsdag et udspil til et nyt fordelingssystem for flygtninge i Europa. En ny asylreform udgør dog et dilemma for Danmark, som i dag kun følger Dublin-forordningen som led i en parallelaftale.

Onsdag fremlagde EU-kommissionen et udspil til en ny europæisk asylpolitik.

Udspillet er første skridt mod en fornyelse af Dublin-systemet, som indtil nu har betydet, at asylansøgere skal have behandlet deres sag i det EU-land, hvor de først registreres.

Men den voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter har sat systemet under pres, fordi det især belaster lande beliggende langs Europas ydre grænser.

Systemet er nu i praksis brudt sammen, og Danmark og mange andre EU-lande har indført midlertidig grænsekontrol - og dermed etableret en reel trussel mod de åbne grænser i Schengen-samarbejdet.

Det eksisterende system er derfor hverken fair eller bæredygtigt, fastslår EU-Kommissionen, som med udspillet præsenterer forskellige modeller for en ny fælles asylpolitik.

"Vi kan fikse det ved enten at bygge et mere retfærdigt system ind i Dublin-reglerne, som jeg vil kalde Dublin Plus, som bevarer de gældende kriterier, men supplerer dem med fordeling til andre lande i særlige omstændigheder. Vi kan også følge en anden tankegang og ændre de grundlæggende kriterier, der bestemmer, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for en asylbehandling. I det scenarie vil ansvaret være bestemt fra udgangspunktet og i hver eneste sag på basis af en omfordelingsnøgle," sagde næstformand Frans Timmermans på pressemødet.

Særligt dilemma for Danmark
Kommissionen udstikker altså to veje. Enten en udbygning af de nuværende regler, hvor man tilføjer mulighed for omfordeling af flygtninge i krisesituationer. Eller et helt nyt system baseret på en fordelingsnøgle, som tager hensyn til landenes evne til at absorbere flygtninge - for eksempel med udgangspunkt i velstand.

Hvis man ender med et helt nyt system, vil der altså være tale om reelle asylkvoter, mens 'plus-modellen' også uundgåeligt vil rumme en tvungen fordeling af flygtninge.

For Danmark udgør asylreformen et særligt dilemma, fordi vi i dag kun følger Dublin-forordningen som led i en parallelaftale.

Det betyder, at Danmark i praksis ikke har stemmeret, men vil skulle tilslutte sig nye dele for at forblive en del af i systemet. Hvis man derimod vælger at skrue et helt nyt system sammen, vil Danmark på grund af retsforbeholdet automatisk stå uden for.

Kommissionen har dog indtil videre undgået at tænke højt om Danmarks status i et revideret asylsamarbejde.

Se Kommissionens udspil i faktaboksen.

Læs hele artiklen med politiske reaktioner på Altinget: eu (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Rungende hollandsk nej til EU-aftale Rungende hollandsk nej til EU-aftale Næste artikel Bent Hansen: Vi har leveret varen, men kæmper videre Bent Hansen: Vi har leveret varen, men kæmper videre