Henrik Dam bliver ny formand for Folketinget

NY FORMAND: Den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Dam Kristensen vil efter alt at dømme blive valgt til at afløse Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget.

Det ser ud til at blive den erfarne socialdemokrat, 62-årige Henrik Dam Kristensen, der skal stå i spidsen for Folketinget fremover. 

Det bekræfter S-formand og kongelig undersøger Mette Frederiksen over for DR:

"Det håber jeg. Jeg fik i går opbakning fra alle Folketingets partier. Det ser ud til, at Henrik Dam kan blive valgt som formand, og det er jeg rigtig glad for," siger hun.

Det er dog først fredag, at Henrik Dam Kristensen formelt vælges som formand.

Det er snart tredive år siden, Henrik Dam Kristensen blev valgt ind i Folketinget første gang. I sin tid som folketingsmedlem har Henrik Dam Kristensen bestredet en lang række ministerposter. Senest var han beskæftigelsesminister under Helle Thorning-Schmidt (S). Han har også siddet som blandt andet transportminister og socialminister.

Næstformand i Folketingets Præsidium
Desuden har Henrik Dam Kristensen de seneste tre år været medlem af Folketingets Præsidium, hvor han har siddet som næstformand.

S-veteranen har også haft en kort karriere i Europa-Parlamentet, hvor han sad i to år. Han stoppede sit arbejde i Bruxelles, da han blev valgt til partisekretær for Socialdemokratiet i 2006.

Til folketingsvalget 5. juni fik Henrik Dam Kristensen 7.450 personlige stemmer. Han er uddannet på Kolding Teknisk Skole og har arbejdet som både landpostbud og skoleleder.

Forrige artikel Millionær fra Brønshøj: Filantropi kan ikke redde verden – beskat de rigeste Millionær fra Brønshøj: Filantropi kan ikke redde verden – beskat de rigeste Næste artikel Sådan ser den perfekte EU-chef ud Sådan ser den perfekte EU-chef ud