Helveg lander bred klimaaftale

AFTALE: Regeringen er sammen med Enhedslisten og Konservative enige om indholdet i en ny klimalov. Partierne har samtidig aftalt, at de står bag regeringens mål om 40 procent CO2-reduktion i 2020. Venstre takker nej til aftalen.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) kunne torsdag morgen præsentere SR-regeringens første aftale: Sammen med Enhedslisten, SF og Konservative er der opbakning til en klimalov, der indeholder et klimaråd og tilslutning til regeringens mål om, at der i 2020 skal reduceres 40 procent CO2-udledning i forhold til 1990.

"Det er en stor dag. Den brede aftale sikrer det ambitiøse klimamål, som regeringen har sat. Og vi får et uafhængigt klimaråd, der skal komme med konkrete anbefalinger til, at vi opnår vores klimamål," siger klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen.

Han er særligt tilfreds med, at Konservative er med i aftalen.

"Det glæder mig meget, at Konservative med aftalen har meldt sig blandt de partier, der tager ansvar for klimaet," siger ministeren.

K: Aftale er god erhvervsliv
Konservatives Mike Legarth siger, at hans parti er garant for, at den grønne omstilling også tager hensyn til erhvervslivet.

"Det er en velkendt sag, at Konservative er et grønt parti, men samtidig et erhvervsvenligt parti. Denne aftale er grøn og erhvervsvenlig. Vi har hele tiden sagt, at klimaindsatsen skal sørge for at styrke virksomheders konkurrenceevne og arbejdspladser. Det slår vi nu fast," siger Mike Legarth.

Han er glad for, at der nu bliver nedsat et klimaråd.

"Vi har ikke brug for smagsdommere, som udtaler sig i øst og vest. Vi har brug for nogle videnskabelige retlingslinjer for, hvordan vi når de målsætninger, vi bliver enige om," siger Mike Legarth.

Venstre siger nej
Det store oppositionsparti Venstre er ikke med. I eftermiddag bliver partiet inviteret over i ministeriet til forhandlinger, men ifølge Lars Chr. Lilleholt (V) skal man ikke forvente, at Venstre bare tilslutter sig aftalen.

"Vi siger nej tak. Vi frygter, at det går ud over vores konkurrenceevne og koster arbejdspladser. Det er åbenlyst, at man kan ikke lade sit CO2-reduktionsmål stige fra 34 til 40 procent, uden at der kommer en regning, som skal betales," siger Lars Chr. Lilleholt.

Klima- og Energiministeriet oplyser, at lovforslaget vil blive sendt i høring i denne uge. Det er regeringens målsætning, at klimaloven bliver vedtaget inden sommer.

Forrige artikel Danske socialdemokrater er EU-mestre i stemmeændring Danske socialdemokrater er EU-mestre i stemmeændring Næste artikel Auken ny EU- og erhvervsordfører for Radikale Auken ny EU- og erhvervsordfører for Radikale