Helle Thorning-Schmidts tale ved afslutningsdebatten

onsdag den 2. juni 2010

(det talte ord gælder)

Sjældent haft man haft mere lyst til at blive 12 minutter længere på jobbet end i disse dage.

For sjældent har Danmark haft en regering, som var så uegnet til at løfte opgaven.

Og sjældent har Danmark haft så meget brug for et nyt politisk lederskab.

Faldet for dansk økonomi har været dramatisk, og situationen lige nu er: Alt for få unge får en uddannelse. Danmark taber konkurrencekraft.

Arbejdspladserne forsvinder ud af landet. På et år blev vi 5 procent fattigere. Og vi står med et statsunderskud, som nærmer sig 100 milliarder. Et solidt opsving er blevet soldet bort. Muligheder er blevet spildt.

For Socialdemokraterne er der et enkelt mål, som står over alt andet, nemlig en ansvarlig genopretning af dansk økonomi.

Vi ønsker væksten tilbage så hurtigt som muligt. Vi ønsker, at danske virksomheder igen skaber job og velstand. Vi ønsker at sikre den langsigtede holdbarhed, så vi også i fremtiden har råd til velfærden.

Der skal være orden i vores fælles husholdningsregnskab. For vi ved alle, hvem der kommer til at åbne statsministerens berømte rudekuverter, hvis pengene ikke passer. Det bliver børnefamilierne og de mest udsatte mennesker i vores samfund.

For tre uger siden fremlagde oppositionen en helhedsplan for dansk økonomi, hvor vi beder alle om at bidrage til at løfte Danmark tilbage på sporet.

Sidste uge kom regeringen og Dansk Folkeparti med den såkaldte Genopretningspakke, der er det største og det skæveste spareindgreb i nyere tid.

Der er nu to veje i dansk politik. Og valget er klart:

På den ene side står regeringen og Dansk Folkeparti.

Hvis man tror, at Danmark bliver rigere og mere konkurrencedygtigt af at skære 3 milliarder kroner i forskning og uddannelse. Hvis man tror, at der kommer nye job, hvis vi halverer de arbejdsløses dagpengeperiode og skærer ned på deres uddannelsesmuligheder.

Hvis man tror, at nulvækst virkelig vil betyde uændret serviceniveau i kommunerne.
Hvis man tror, at man fremmer Danmarks indflydelse i verden ved at skære i udviklingsbistanden.

Så skal man vælge dem.

Men man skal samtidig regne med, at der efter valget kan komme nye og pludselige spareindgreb.

For man kan ikke stole på regeringen, og historien om den økonomiske krise er også historien om regeringens katastrofalt dårlige dømmekraft.

Ja det er rigtigt, at finanskrisen kom udefra. Men det gjorde siksak krisehåndteringen og de ufinansierede skattelettelser ikke. Igen og igen har regeringen fejllæst de økonomiske udfordringer for Danmark.

Den ene uge er krisen meget dyb.

Den næste uge lysner det.

Den ene uge siger statsministeren, at der ikke skal spares en bøjet femøre i den offentlige sektor.

Den næste uge skal der fyres 8.000 offentligt ansatte.

Den ene uge er topskattelettelser en del af løsningen. Den næste er de en del af problemet.

Regeringens økonomiske politik er en rodebutik, og regeringens økonomiske politik er reelt kollapset.

På den anden side står Socialdemokraterne og SF. Vi har sammen peget på en ny vej frem for Danmark.

Dansk økonomi har brug for både kortsigtede og langsigtede løsninger.

Først og fremmest skal vi sikre, at væksten får et godt tag i det danske samfund.

Derfor skal vi fremrykke offentlige investeringer over to år.

På den måde skaber vi beskæftigelse i den private sektor og får bugt med den langtidsledighed, der er gift for dansk økonomi.

Samtidig skal vores konkurrenceevne fornys og forbedres. Derfor skal vi investere i forskning og uddannelse - og frem for alt i vores folkeskole. Vi skal satse på grønne løsninger, så dansk erhvervsliv igen kan opnå et strategisk forspring, præcis som vi så med vindmølleindustrien.

Bagefter bliver der brug for at udvide arbejdsstyrken. Så vi kan arbejde os ud af problemerne og underskuddet, i stedet for at skære ned på velfærden og de mennesker der i forvejen har mindst.

Derfor skal de unge hurtigere gennem deres uddannelser. Og derfor har vi bedt danske lønmodtagere om at arbejde en time mere om ugen - med fuld løn naturligvis.

Vi vil indkalde til nye trepartsforhandlinger - med den bundne opgave at styrke den økonomiske holdbarhed for 15 milliarder kr.

Lønmodtagernes organisationer har udtrykt en klar vilje til at gå aktivt og konstruktivt ind i det arbejde.

Og det er da en indstilling, som bør kalde på respekt fra alle partier i Folketinget.

For er det ikke netop samarbejde og dialog, der er den rigtige måde at skabe forandringer og fremdrift på i Danmark.

Jeg er overbevist om, at danskerne er klar til at yde deres bidrag til at genoprette dansk økonomi.

Hvis - og kun hvis - vi her fra Christiansborg samtidig sikrer, at økonomien styres sikkert og uden hovsaløsninger, og når vi sikrer, at byrderne fordeles fair.

Derfor vil Socialdemokraterne og SF også bede de bedst stillede om at yde et særligt bidrag.

Det sker med en ny millionærskat og med højere skattebetaling fra bankerne og de multinationale selskaber, der i årtier har bidraget minimalt til fællesskabet.
Regeringen har valgt en anden vej.

De har valgt et smalt forlig med Dansk Folkeparti, hvor de sender regningen til grupper, der blev anset for at være for svage til at gøre modstand. Klokkeklare
løfter til dagpengemodtagerne er blevet brudt uden at blinke. Og uden varsel har børnefamilierne fået ændret deres situation.

Socialdemokraterne har åbent fremlagt vores økonomiske politik. Vi har fremlagt vores skattepolitik. Så den enkelte borger ved, hvad de har at regne med.

Det er sådan, vi ønsker, at Danmark skal regeres. Hvor man breder tingene ud.

Både her på Christiansborg og ud af Christiansborg.

Siden 2001 har regeringen og Dansk Folkeparti forsøgt at skabe skel i den danske befolkning. Her i Folketinget. Mellem får og bukke. Mellem dem og os.

Nu rammer det velfærden og den offentlige sektor. I april udtalte statsministeren, at den offentlige sektor skulle være solidarisk med den private sektor. Derfor skal der skæres ned.

Nedgang i virksomhederne og i den private efterspørgsel skulle modsvares af ringere velfærd og fyresedler i folkeskolen og ældreplejen. Udover at det er dårlig nationaløkonomi at dæmpe den samlede efterspørgsel, når der er ledig kapacitet i økonomien, så er det også udtryk for en gammeldags modstilling mellem den offentlige sektor og den private sektor.

Jeg vil gerne citere en konservativ politiker, som jeg respekterer for en altid saglig tilgang til den økonomiske debat. I 1988 sagde daværende finansminister, Palle Simonsen:

"Problemet er ikke, at den offentlige sektor er for stor, men at den private sektor er for lille".

Hvor er det trist, at der ikke længere lyttes til sådant et synspunkt i det borgerlige Danmark. For Schlüters finansminister havde ret.

Der kan ikke være tvivl om, at den velstand, som gør velfærden mulig, skabes af virksomhederne og deres medarbejdere. Men velfærdssamfundet er selve forudsætningen for, at vi i Danmark har en konkurrencedygtig økonomi. Den private og den offentlige sektor er ikke hinandens modsætninger.

Men hinandens forudsætninger.

Regeringens nulvækst vil presse kommunerne ud i nedskæringer de kommende år, og det vil medføre tab af velfærd. Og tab af arbejdspladser både i den private og den offentlige sektor.

Derfor skal nulvæksten tages af bordet og erstattes af en beskeden vækst i kommunerne og et nyt konstruktivt partnerskab med kommunerne.

Lad det være sagt med det samme. Et nyt flertal vil ikke, som regeringen, love guld og grønne skove.

Vi vil ikke love 80 milliarder til nye hospitaler og ende med det halve. Vi vil ikke love kvalitetsreform og et megaløft i velfærden og så ende med nulvækst. Vi vil ikke sige, at der er råd til skattelettelser og mere velfærd. For så at ende med at fjerne støtten til familier med alvorligt syge og handicappede børn samtidigt med, at der gives skattelettelser til landbruget.

Vi vil sige tingene, som de er.

De investeringer, vi vil foretage i velfærden, er finansieret krone for krone. Når vi vælger at styrke vores skoler og sundhedsvæsen. Og når vi vælger at øge trygheden for vores ældre og lønmodtagerne, så gør vi det ikke alene, fordi historien har vist, at et stærkt fællesskab er det, som giver almindelige mennesker en fair chance i livet.

Nej, vi gør det også, fordi vi ved, at det er velfærdssamfundet og vores lighed, vores fællesskab som er Danmarks vigtigste konkurrencefordel. Vi har ikke enorme naturressourcer. Vi har ikke verdens stærkeste valuta. Vi har ikke en endeløs strøm af billig arbejdskraft. Men vi har hinanden.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil spare på børnefamilierne, de arbejdsløse, uddannelse og forskningen.

Oppositionen vil investere i fremtiden. Vi vil bygge bro mellem arbejdsmarkedets parter. Vi vil modernisere velfærden. Vi vil skabe vækst og muligheder for danske virksomheder og lønmodtagerne. Og vi vil gøre det fair og i åben dialog med de borgere, vi er her for at tjene.

Jo der er i sandhed to veje i dansk politik. Og jeg tror i stigende grad, at befolkningen har lyst til, at de får lov at vælge.