Helle Thorning-Schmidt udgiver bog om feminisme og at være kvinde

Den tidligere statsminister udgiver bogen ’Blondinens betragtninger’, hvor hun skriver om sine erfaringer med spørgsmål om køn og ligestilling.

Helle Thorning-Schmidt, Danmarkshistoriens første kvindelige statsminister, har skrevet bogen ’Blondinens betragtninger’.

Det skriver forlaget 28B, der udgiver bogen, i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen drejer bogen sig om den tidligere statsministers erfaringer med spørgsmål som ligestilling, feminisme, magt #metoo og sex. I bogen ønsker Helle Thorning-Schmidt at undersøge, ”hvordan der kan blive mere frihed til alle, og hvordan vi – kvinder og mænd – kan komme videre sammen”, fremgår det af pressemeddelelsen.

”Når jeg hører folk sige, at vi da har ligestilling i Danmark, og at der ikke er mere at tale om, får jeg altid lyst til at spørge: Hvilken dag eller bare sådan cirka i hvilket år var det, at vi kom i mål?” udtaler Helle Thorning-Schmidt i pressemeddelelsen, hvor hun bliver beskrevet som ”feminist og blondine”.

’Blondinens betragtninger' udkommer 4. oktober i år.

Helle Thorning-Schmidt var statsminister for Socialdemokratiet mellem 2011 og 2015. Fra 2016 var hun generalsekretær for Red Barnets internationale afdeling. I dag er hun en del af Facebooks tilsynsråd, der skal træffe bindende beslutninger om, hvilket indhold på Facebook og Instagram der skal tillades eller fjernes.

Helle Thorning-Schmidt er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet og har en master i europæisk politik fra Brügge-kollegiet i Belgien.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. Christiansborg-frisør Bibbi Bergholdt (75) Næste artikel DanBred udskifter hele sin bestyrelse efter skandalesag DanBred udskifter hele sin bestyrelse efter skandalesag