Helge Sander genopstiller ikke

NAVNE: Helge Sander (V) trækker sig som folketingskandidat. Den tidligere videnskabsminister har siddet i Folketinget i sammenlagt 20 år, men blev ikke valgt ind ved det netop overståede folketingsvalg.

Venstre må se sig om efter en ny folketingskandidat i Ikast-Brande kredsen. Denne kreds er nu blevet ledig, da den tidligere videnskabsminister Helge Sander har besluttet, at han ikke genopstiller.

Den 61-årige Helge Sander (V) var videnskabsminister i ni år og har sammenlagt siddet i Folketinget i 20 år. Men nu indstiller han den politiske karriere.

"Jeg stopper som kandidat. Jeg har hele tiden vidst med mig selv, at dette skulle være min sidste valgperiode, og da jeg ikke blev valgt, er det naturligt at melde ud allerede nu, at jeg ikke genopstiller," siger Helge Sander.

Vil tage den med ro
Den tidligere Herning-borgmester blev for nyligt udpeget som formand for den komite, der skal arrangere Hernings 100 års jubilæum som købstad i 2013. Ser man bort fra den tjans, har Helge Sander umiddelbart ingen planer for fremtiden.

"I mange år har jeg haft en arbejdsuge på over 60 timer, så nu vil jeg tage den lidt med ro. Der trænger til at blive ryddet op i de mange kasser hjemme i kælderen fra min tid som både borgmester, videnskabsminister og min første periode som folketingsmedlem. Og nu er der lige kommet otte flyttekasser mere hjem her efter valget. Og jeg har lovet min kone at rydde op i dem inden jul, ellers smider hun dem ud," siger Helge Sander.

Han afviser, at et politisk comeback kan komme på tale eksempelvis som Europa-parlamentariker, sådan som en lang række andre eksministre ellers har gjort det.

"På Venstres landsmøde i weekenden blev jeg af flere opfordret til at opstille til Europa-parlamentsvalget i 2014, men det har jeg sagt nej tak til," siger Helge Sander.

Forrige artikel Udsmidte lejere skubbes rundt mellem ministre Udsmidte lejere skubbes rundt mellem ministre Næste artikel Filadelfia dumper kvalitets-test Filadelfia dumper kvalitets-test