Hårdere straffe splitter rød blok

VALG: Straffen for grov vold og voldtægt skal skærpes ifølge et stort flertal af Socialdemokraternes folketingskandidater. Men det kan de glemme, lyder det fra resten af rød blok.

Hvis en person begår grov vold eller voldtægt, skal vedkommende straffes endnu hårdere end i dag.

Det mener langt hovedparten af de socialdemokratiske kandidater, der stiller op til folketingsvalget, fremgår det af Altinget og DR's kandidattest.

56 ud af 79 socialdemokratiske kandidater er ’helt enige’ eller ’delvist enige’ i, at ”straffen for grov vold og voldtægt skal skærpes”. Det svarer til cirka 70 procent af alle partiets folketingskandidater.

Det er ellers ikke et tema, der foreløbig har fyldt særligt meget i valgkampen eller indgår i Socialdemokraternes valgoplæg.

S-profiler som justitsminister Mette Frederiksen og tidligere justitsminister Morten Bødskov erklærer sig begge ’delvist enig’ i behovet for skærpet straf.

”Mit ideologiske udgangspunkt er, at kriminalitet skaber usikkerhed. Og hvis man ikke sætter hårdt ind, ved man med sikkerhed, at det går ud over ofrene og de pårørende. Og derfor skal vi være de første og ikke de sidste til at skærpe straffen,” siger Morten Bødskov.

Derfor mener han, at der er behov for at se på, om man kan skærpe straffen inden for nogle typer af grov vold og voldtægt – dog uden at kunne komme det nærmere.

”I dag er balancen mellem straffen og retsfølelsen hos offeret, de pårørende og samfundet på flere områder ikke god nok,” siger Morten Bødskov.

Uenighed i rød blok
Det synspunkt står Socialdemokraterne dog alene med i rød blok, hvor både folketingskandidaterne fra regeringspartneren, Radikale, samt Enhedslisten og SF er imod at skærpe straffen for grov vold og voldtægt.

Gruppeformand for Radikale Camilla Hersom slår fast, at regeringspartiet ikke ønsker højere straf for vold og voldtægt.

”Vi er to forskellige partier. Det er svært at skabe balance mellem retsfølelse og straf, når man kun ser på straffen. For hvad skal et voldeligt overfald koste, før offeret føler sig kompenseret? Det er meget vanskeligt at sætte barren tilstrækkeligt højt,” siger hun og fortsætter:

”Der er behov for at lade fornuften råde frem for at lade følelserne tale.”

Radikale mener i stedet, at man skal fokusere på at forebygge vold og give ofrene tilstrækkelig hjælp.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, afviser ikke at se på strafferammen inden for de to typer af kriminalitet på sigt. Men først mener hun, at der er behov for at kigge på, hvordan man sikrer, at ofrene får hjælp.

”Det er meningsløst at blive ved med at tale om at hæve straffen. Det handler nu om at få stillet flere til regnskab og få hjulpet ofrene,” siger Karina Lorentzen.

Alle de blå partier er modsat rød blok enige i spørgsmålet. Hele vejen fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti er der opbakning til at skærpe straffen for grov vold og voldtægt.

Forrige artikel Velkommen til en Alternativ valgmaskine Velkommen til en Alternativ valgmaskine Næste artikel Professor: K-forslag kan være i strid med menneskeret Professor: K-forslag kan være i strid med menneskeret