Grøndahl: Nytårets nultime

Vi holder jul og nytår i Skagen. De første dage gik, som de plejer, med at købe ind og pynte huset op. Først i kirken juleaften faldt der ro på. Der var så mange mennesker, at jeg måtte sætte mig på bænken bag den, hvor min familie sad. Mens vi ventede på, at gudstjenesten skulle begynde, betragtede jeg deres velkendte, elskede skikkelser i det summende kirkerum. Jeg kom til at tænke på, hvor meget gentagelsen betyder. Det gælder traditioner som julen, men også alle de andre ting, vi gør sammen som familie, og det gælder de steder, vi vender tilbage til. Vores to piger er døbt i Skagen kirke, vi tilbringer alle vores ferier heroppe, og det er her, jeg skriver mine bøger.

Gentagelse og genkendelse. Begge dele er med til at gøre os trygge. Indgyde os tillid og mod på fremtiden, give os overskud til at kunne leve os ind i andre end vores nærmeste. Måske ligefrem gøre noget for dem. Ikke for at vise os som gode mennesker, men fordi det gode i de bedste tilfælde kommer over os som en indskydelse, en spontan erkendelse af det menneskelige skæbnefællesskab.

Mens jeg sad i kirken, vidste jeg endnu ikke, at Emilie Meng samme eftermiddag var blevet fundet i et vandhul ved Borup.

Så sent som dagen før havde jeg igen set efterlysningsplakaten med hendes portræt, da jeg hentede min far på Skagen station. Alle danskere må have set den plakat i løbet af de måneder, der er gået, siden hun forsvandt. Et muntert, intelligent ansigt, underfundigt og en anelse koket, sådan som en ung pige kan være. Fuld af liv. Vi har alle frygtet den nyhed, Emilies nærmeste fik juleaftensdag. Vi er trods alt ikke flere danskere, end at vi godt kan være fælles om at mærke en svag skygge af det tab, der har ramt en familie i Korsør.

Hvad ingen kan leve sig ind i, er den angst og ensomhed, som Emilie må have følt. Vi er så vant til at have tillid til hinanden. Det er ikke til at forstå, at nogen har haft den ondskab i sig. At hun ikke skulle have lov til at leve. En ung pige i sommernatten.

To dage efter jul kom stormen Urd, opkaldt efter en af nornerne, der i den nordiske mytologi sidder under træet Yggdrasil og spinder menneskenes skæbnetråde. Jeg vågnede flere gange i nattens løb og lyttede til alt vejret omkring vores tag. Huset er gammelt, det har modstået mange storme, og man føler sig tryg midt i udsatheden her på Jyllands nordligste spids. Jeg lå og tænkte på alt det, der intimiderer os. Alt det, der rykker ind på livet af os og gnaver i vores tiltro til verden og menneskene. Ondskaben, der tog Emilie Meng. Ondskaben, der drev en ung, tunesisk afvist asylansøger til at kapre en lastbil og dræbe 12 mennesker på et julemarked i Berlin. Ondskaben i Aleppo og Mosul, hvor familier i tusindvis er taget som gidsler for volden, svævende mellem liv og død.

Ondskaben er den samme, hvad enten den kommer til udtryk som afstumpet, brutaliseret seksualdrift eller som jihadismens afstumpede brutalisering. Hvor langt ind i mørket rækker vores forklaringer? Hvem og hvad kan forklare den bestialske mangel på ærefrygt over for menneskelivets ukrænkelighed? Må man simpelthen indrette sig med, at enhver befolkning rummer en vis mængde psykopater, og at der altid vil være flere, end vi bryder os om at tænke på?

Efter myrderierne ved Gedächtniskirche blev den tidligere operativchef i PET Hans Jørgen Bonnichsen på TV 2 News spurgt, hvad Islamisk Stat egentlig tilstræber. Han svarede, at terrorens målsætning er at få os i Vesten til at dæmonisere de herboende muslimer og gennemføre forholdsregler, der vil radikalisere dem.

Strategien er i så fald den samme som hos Rote Armee Fraktion, der med sine terrorhandlinger i 70’erne ville provokere staten til at vise sit sande, fascistiske ansigt for derigennem at mobilisere arbejderklassen til at starte en revolution. Hvis Bonnichsen har ret, optræder de europæiske højrefløjspartier som Islamisk Stats allierede, når de mistænkeliggør muslimer over en kam. Som om de alle til hobe var shariatilhængere og terroristsympatisører.

Man må prøve på at se ind i mørket uden at blive sort i hovedet. Undgå at lade sig overvælde af rædsel, paranoia eller vrede. Men hvordan forholder man sig målrettet til den bundløse afstumpethed? Man kan finde Emile Mengs morder og spærre ham inde, men man kan ikke identificere hver eneste potentielle seksualforbryder. Man kan skaffe sig efterretninger om de radikaliserede miljøer, men man kan ikke nå at uskadeliggøre hver eneste ensomme ulv. Og hvad med ondskaben uden for vores jurisdiktion? Hvad med Aleppo?

Ondskaben lammer os. Det er med Aleppo, som det var med Srebrenica under borgerkrigen i Eksjugoslavien og med Rwanda under folkedrabet dér. Vi er grusomhedens passive vidner. Til gengæld handlede vi til overflod i Afghanistan og Irak. Nogle vil ligefrem sige, at vi har ført de forkerte krige, og at det har forhindret os i at føre den rigtige. Hvis Vesten ikke havde væltet Saddam Hussein på falske præmisser, er det muligt, at man havde grebet ind over for Bashar al-Assad, da han overskred Præsident Obamas berømte røde streg og brugte giftgas mod sine egne medborgere.

I stedet har han fået lov at terrorisere syrerne indtil det punkt, hvor oppositionen ikke længere består af andet end islamister i varierende grader af radikalisering. Sådan endte Det Arabiske Forår i den mørkeste vinter. Men hvem kunne fortænke Obama i at tøve? Hvorfor skulle en militær intervention mod Assad have skabt fred, når interventionen mod Saddam viste sig at være vejen til Helvede?

Under krigene i Eksjugoslavien sagde daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen engang noget i retning af, at hvis folk absolut vil slå hinanden ihjel, så kan man ikke forhindre dem i det. Jeg husker udtalelsen, fordi den gjorde mig vred. I sammenhængen lød den som en undskyldning for ikke at gribe ind over for den etniske udrensning, men med årene er jeg blevet tilbøjelig til at give ham ret. Virkeligheden byder ikke altid på de håndtag, hvor viljen til at handle kan få fat. Men hvad, hvis der er tale om massakrer på forsvarsløse civile? Er det ikke vores moralske pligt i det mindste at gøre et forsøg? Kan vi tillade os at se passivt til?

Der er i det globaliserede informationssamfund et accelererende misforhold mellem, hvad vi ved, og hvad vi kan. Vi følger udviklingen i Aleppo time for time, men kan tilsyneladende intet stille op, og det indebærer en overbelastning af vores samvittighed, med mindre vi vælger at fortrænge de indespærrede civiles lidelser.

Man kan konkludere som de danske tidehvervspræster, der formaner os om, at det ikke er en kristen pligt at redde hele verden, men tværtimod et udtryk for moralsk overmod at føle sig ansvarlig over for medmennesker så langt borte som Syrien. Vores næste er, siger de, altid og kun det konkrete menneske, vi møder i dét nærmiljø, hvor vi nu engang lever vores liv. Det lyder besindigt, men ligner også en bekvem form for menneskelig nærsynethed. Vil det sige, at beredskabet standser ved havelågen?

Lågen klaprer i vinden. Den moralske selvransagelse følger med, hvis man vil føre en ”aktivistisk udenrigspolitik”, som det har heddet, siden Danmark efter Murens Fald på ny meldte sig ind i verdenshistorien, især som USA's lille, men trofaste allierede. Men i mellemtiden har en ny virkelighed gjort kvababbelserne overflødige.

En ny verdensuorden kendetegnet ved et mere indadvendt USA, der belært af sine fejltagelser er tilbageholdende over for rollen som global politibetjent, og et svækket Europa, der ikke engang ved, om det overhovedet er et politisk subjekt med én bevidsthed og én vilje.

Den tid er for længst passé, hvor vi europæere med nogen form for troværdighed kunne føre os frem som bannerførere for demokratiets og menneskerettighedernes universelle relevans. Man må le ad os i Ankara, Moskva og Beijing, når et halstarrigt medlem af Europa-Parlamentet fra tid til anden vifter med humanismen.

Klodens udfordringer har fra klimaforandringer og finanskrise til flygtningestrømme og terror dét til fælles, at de blotter os i vores handlingslammelse. Men for det europæiske fællesskabs vedkommende forstærkes lammelsen af, at europæerne i land efter land er på vild flugt fra den blotte forestilling om et fælles ansvar. Europas problem er ikke eliternes magtvilje, som tidens højrepopulister råber sådan op om. Problemet er, at kontinentets befolkninger har besluttet at favne deres egen afmagt. I fraværet af politiske visioner gør man sig mere nærsynet, end man behøver at være.

Vi vender os alle mod det nære i dagene mellem juleaften og nytårets nultime. Det skal vi også have lov til. I lykkeligste fald er højtiden et blødt og varmt mellemværende, hvor vi genopdager vores dybe afhængighed og tilhørsforhold i de nære relationer.

Dem kan der være brug for at blive mindet om i en samfundskultur, hvor de succesfulde enere er helte, og toppræstationer under spidsbelastning anses for at være det fornemste adelsmærke. Sandheden er jo, at uden sine nærmeste er man ingen. Det ved om nogen de, der sidder alene, hvad enten familien svigter dem, eller de slet ikke har nogen.

Lige om lidt begynder et nyt år, og udfordringerne har ikke holdt ferie. Som altid vil det være uvist, hvor langt den gode vilje rækker, især i international politik. Det moralske kriterium kan aldrig blive, om ting lykkes, kun om vi prøver. Over for afmagtens omsiggribende morads af komplikationer må vi aldrig opgive at træde nye stier mellem det nære og det fjerne. Som livets første fællesskab er familien ikke det dårligste udgangspunkt. I en god familie lærer man at bære over med de andres svagheder og selv påskønne deres overbærenhed. Yde, hvad man kan, loyalt og i tillid.

Sådan er det også i et godt samfund. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi danskere næsten føler, at vi er i familie med hinanden, når vi mødes fjernt fra Danmark. Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, at så mange danskere gør sig positivt bemærket i internationalt arbejde, hvad enten det er i EU-, FN- eller NATO-regi, i udenrigstjenesten eller som NGO’er. I hver sit hjørne gør de en indsats til gavn for mennesker, der ikke er så privilegerede at være født i et samfund præget af fred, solidaritet og gensidig velvilje.

Deres engagement viser en vej ud af afmagten. De møder verden i øjenhøjde, skridt for skridt, en dag ad gangen. Dem sender jeg mine bedste nytårshilsener.

...

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk