Gratis omgang med SDG’erne? 40 procent af kommunerne arbejder med verdensmål uden at opgøre deres fremskridt

Stadig flere kommunerne tilslutter sig aktivt arbejdet med verdensmålene.

På bare to år er der sket en stigning fra 51 procent til 89 procent i andelen af kommuner, der har truffet beslutning om at arbejde med målene. Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra KL.

Tallene er indsamlet i henholdsvis 2018, 2019 og 2020 og bekræfter en tendens, som Jannik Egelund, Ph.d.-studerende på Roskilde Universitet, også har registreret. I et samarbejde mellem Roskilde Universitet, KL, Gladsaxe, Guldborgsund og Vejle Kommune undersøger han kommunernes arbejde med de 17 verdensmål. Her oplever han også en stigende tilslutning til arbejdet:

”Noget af det mest interessante er, at antallet af kommuner, som arbejder med verdensmålene, stiger fra år til år. Det afspejler, at emnet er på lystavlen og fylder i alle mulige sammenhænge. Så kommunerne ser god fornuft i at arbejde med det.”

Men hvor det tilsyneladende er nemt for hovedparten af landets byråd at tilslutte sig målsætningerne, er det langt færre, der kan holdes op på deres faktiske arbejde med målene.

Mere end hver tredje kommune opgør ikke fremdriften i SDG-arbejdet

Blandt de adspurgte, SDG-aktive kommuner svarer 40 procent i 2020, at de slet ikke opgør fremdriften i arbejdet med at implementere verdensmålene.

Dermed er der 27 kommuner, som på den ene side har truffet beslutning om at arbejde med verdensmålene, men på den anden side ikke opgør udviklingen i egen indsats.

Kommuner ser en værdi i opgørelser

Skeler man til nogle af de kommuner, som faktisk følger op og monitorerer, er holdningen dog, at målbare opgørelser af verdensmålsindsatserne har en stor værdi.

Her er to af de centrale kommuner i Jannik Egelunds forskning, Gladsaxe Kommune og Guldborgsund Kommune, eksempler på både forskellige måder at implementere verdensmålene strategisk og måder at monitorere fremdriften i indsatsen.

Gladsaxe Kommune bliver med den såkaldte Gladsaxestrategi fra 2018 ofte fremhævet som et godt bud på, hvordan kommuner kan arbejde med verdensmålene. Eksempelvis i regeringens handlingsplan for arbejdet med verdensmålene, hvor kommunen selv beskriver, hvordan strategien er styrende for hele kommunens kernedrift. Samtidig bliver kommunens kvantitative og kvalitative monitorering af fremdriften i arbejdet med SDG’erne fremhævet som en måde at styre arbejdet og skabe internt og eksternt engagement.

I Guldborgsund Kommune har man valgt at implementere udvalgte verdensmål i de eksisterende kommunale strategier. Her finder formand for kommunens Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten) opfølgning vigtig: 

”Det er nemt nok at sidde i byrådet og træffe en politisk beslutning om at arbejde med verdensmålene, men det giver kun mening, hvis man også følger op. Det må være i alles interesse at lave opfølgning,” mener Peter Bring-Larsen, der forklarer, hvordan de i Guldborgsund eksempelvis dokumenterer deres indsatser ved at opgøre bæredygtigheden ved konkrete kommunale byggeprojekter.

KL: Kommunerne måler rigeligt i forvejen

Samme syn på nødvendigheden af målstyring på SDG-indsatserne finder man ikke hos KL-direktør Laila Kildesgaard. Hun ser ingen problemer i, at mere end hver tredje verdensmålsaktive kommune ikke laver opgørelser:

”Jeg har holdt rigtigt mange foredrag og oplæg om verdensmålsindsatserne, og her siger de kommunale ledere, at man skal passe på ikke at kvæle indsatsen i måleværktøjer,” fortæller Laila Kildesgaard, der mener, at kommunerne har rigeligt, de skal måle og veje i forvejen. Hun er omvendt imponeret over den store andel af kommunerne, som faktisk arbejder aktivt med målene.

Men er der ikke risiko for, at der bliver tale om ”en gratis omgang”, hvis man beslutter at arbejde med målene uden at følge op?

”Man kan godt have noget, hvor det er en gratis omgang. Man kan have et byggeri af eksempelvis en børnehave, som man alligevel ville have klimacertificeret. Så er det ikke så vigtigt, om det er inspireret af verdensmål, af klima eller noget helt tredje. Sagen er den, at man får sat initiativerne i gang, og man er enige om, hvad målene er,” siger Laila Kildesgaard, som dermed ”ikke er så bange for det med en gratis omgang”.   

Behov for fælles retningslinjer

Tilbage i Guldborgsund mener Peter Bring-Larsen samtidig, at arbejdet med de 17 verdensmål kan være en stor mundfuld for nogle af landets kommuner. Ikke mindst i forhold til monitorering af fremdriften. Han efterlyser derfor, at staten, eventuelt med KL som oversætter, formulerer nogle konkrete retningslinjer, som kommunerne kan følge i deres arbejde med at monitorere verdensmålsindsatsen.

Heller ikke det, mener Laila Kildesgaard, skal være KL’s opgave:

”I den her sammenhæng skal KL lave vidensdeling og inspirere i stedet for at lave måleværktøjer,” mener KL-direktøren, der henviser til eksempelvis 2030-panelets ’Vores Mål’, der opstiller måleindikatorer i en dansk kontekst.

Netop ’Vores Mål’ hører til blandt de måletilgange, som kommunerne ifølge KL’s undersøgelse tyr til, hvis de opgør en fremdrift i SDG-indsatserne. 15 ud af 76 adspurgte kommuner svarer, at de følger egne måleindikatorer, mens 10 finder inspiration i ’Vores Mål’ og 4 i FN’s måleindikatorer. Nogle gør flere ting sideløbende.  

Respekt for det kommunale selvstyre

Ph.d-studerende Jannik Egelund tror også mere på fleksible, lokale implementeringer af verdensmålene, og at monitoreringen følger heraf. Blandt andet i respekt for det kommunale selvstyre.

At 40 procent af de SDG-aktive kommuner ikke opgør fremdriften i arbejdet, undrer ham nu heller ikke. Med den voldsomme stigning i antallet af kommuner med en aktiv verdensmålsbeslutning, vil der ifølge ham også være mange steder, hvor arbejdet med SDG’erne er så meget i opstartsfasen, at der reelt ikke er noget at måle på.

Han er ikke nervøs for, at manglende målopfølgning kan resultere i en ’gratis omgang’ med verdensmålene. Han ser snarere den risiko i forbindelse med måden, hvorpå verdensmålene implementeres:

”Man risikerer nok i højere grad, at det bliver en gratis omgang, hvis man bare siger, ’nå ja, vi arbejder med verdensmål’, men så gør man ellers bare fuldstændigt, som man plejer. I verdensmålene ligger der jo en forandringsdagsorden, så hvis man bare gør, som man plejer, så skal det jo være rigtigt godt, hvis man ikke kan se muligheden for at løfte barren bare en lille smule.”

Mål kan både skabe og kvæle engagement

Dermed taler Jannik Egelund ind i en problemstilling, som hersker generelt i arbejdet med bæredygtige målsætninger. Hvordan undgår man, at der ikke bliver tale om tomme ord uden handling, når verdensmålene er på dagsordenen?

Netop det forhold har Christa Breum Amhøj, ekstern lektor på CBS, beskæftiget sig med gennem længere tids forskning i offentlige institutionernes implementering af bæredygtighed. For hende er spørgsmålet om målopfølgning eller ej ikke så afgørende for SDG-indsatsens succes, som selve måden, hvorpå man implementerer og forankrer af verdensmålene, er det.

Hun skitserer tre strategiske tilgange til arbejdet med verdensmålene: de kan sættes op som målbare størrelser i tråd med new public management-logikker, de kan bruges til at legitimere en nuværende praksis, eller de kan danne grundlag for innovative og nye måder at handle og tænke på:

”Hvis det bliver den her innovative, nye praksis, får det helt vildt stor betydning. For så bliver kommunerne nødt til at gentænke lederskab, organisering og værdiskabelse. Det har kæmpestore konsekvenser. Men hvis de bare bliver i deres målstyringsrationalitet, får det ikke særlig stor betydning. Så risikerer verdensmålene blot at fastholde den instrumentelle rationalitet, der har skabt vores problemer i første omgang,” vurderer Christa Breum Amhøj.

Monitoreringen tjener dog ifølge hende også et andet, ikke uvæsentligt formål ved at skabe en følelse af at opnå noget. Derfor tror hun, at verdensmålsindsatserne i landets kommuner vil få størst gennemslagskraft, hvis man finder den rette balance mellem målstyring og nytænkning. Netop den balance har Christa Breum Amhøj samarbejdet med flere forskellige kommuner om at finde. 

”Hvis man skal blive ved at holde engagementet oppe, er man nødt til at have en vis form for målstyring, så man sikrer noget stabilitet og fremdrift. Omvendt skal målstyringen ikke være så stærk, at den dræber engagementet, og indsatserne bliver et Excel-ark, man hele tiden styrer efter. Målstyring kan ikke i sig selv få os over i et nyt bæredygtigt ledelsesparadigme.”

red@altinget.dk