Gentofte får ny kommunaldirektør

Torben Frølich bliver ny kommunaldirektør i Gentofte Kommune. Han kommer fra en stilling som direktør for børn, skole, kultur, unge og fritid i samme kommune.

Det bliver Torben Frølich, der overtager posten som kommunaldirektør i Gentofte Kommune, skriver Danske Kommuner.

Det sker, efter at Gentoftes nuværende kommunaldirektør, Frank E. Andersen, fra 1. september skifter stillingen ud med en tilsvarende i Slagelse Kommune.

Torben Frølich har siden januar 2014 været direktør for børn, skole, kultur, unge og fritid i Gentofte Kommune. En stilling, han i sin tid også overtog efter Frank E. Andersen.

59-årige Torben Frølich blev i 1983 uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, hvor han efter endt uddannelse blev lektorvikar. Han har siden haft forskellige stillinger på blandt andet Roskilde Tidende, Københavns Radio, Danmarks Radio og TV 2/Lorry.

Ud over journalistuddannelsen har Torben Frølich også taget en MPA-uddannelse ved CBS og en lederuddannelse ved Dansk Management Forum.

Forrige artikel Direktør for Tobaksproducenterne er ny kommunikationschef i medicinalgigant Næste artikel Politiken opruster med politisk kommentator