Direktør for Tobaksproducenterne er ny kommunikationschef i medicinalgigant

Maria Krüger Torp er ny kommunikationschef i Pfizer. Hun kommer fra en stilling som direktør for brancheforeningen Tobaksproducenterne.

36-årige Maria Krüger Torp har fra 1. august skiftet direktørstolen i brancheforeningen Tobaksproducenterne ud med en stilling som kommunikationschef i medicinalvirksomheden Pfizers danske afdeling.

I sin nye stilling skal Maria Krüger Torp arbejde med kommunikation, presse og public affairs.

Dermed vender Maria Krüger Torp, der blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2006, tilbage til det journalistiske felt, som hun også beskæftigede sig med, inden hun fik jobbet som direktør for Tobaksproducenterne i 2016.

Tidligere har Maria Krüger Torp blandt andet været presserådgiver hos Liberal Alliance, Skatteministeriet, PFA Pension, Arbejdernes Landsbank samt journalist hos Berlingske og BT.

Forrige artikel Jens Kramer Mikkelsen starter konsulentfirma Næste artikel Gentofte får ny kommunaldirektør