Generalkonsul skal stå i spidsen for dansk sundhedsvirksomhed

Jakob Skaarup Nielsen forlader posten som generalkonsul ved Danmarks Generalkonsulat i Chicago for at stå i spidsen for Healthcare Denmark. 

Med Jakob Skaarup Nielsen får Healthcare Denmark en direktør med stor international erfaring. Det skriver Healthcare Denmark i en pressemeddelelse. 

Jakob Skaarup Nielsen har bestredet flere lederstillinger i Udenrigsministeriet og ved danske repræsentationer i USA, Kina, Japan, Singapore og EU. 

Jakob Skaarup Nielsen skal blandt andet bidrage i implementeringen af en ny strategi, der skal styrke det internationale samarbejde med innovative danske løsninger på Life Science og sundhedsområdet. 

"Danmark er allerede internationalt kendt for at have et innovativt sundhedsvæsen, hvor der konstant udvikles og implementeres nye løsninger med patienten i centrum. Jeg ser frem til muligheden for at styrke det internationale samarbejde gennem en øget digitalisering af Healthcare Denmark's værditilbud og et endnu tættere samarbejde med relevante partnere for derigennem samlet at øge kendskabet til innovative danske sundhedsløsninger," siger Jakob Skaarup Nielsen.

Det offentlige-private partnerskab Healthcare Denmark har til formål at promovere innovative danske løsninger og koordinere delegationsbesøg for internationale beslutningstagere og presse, som besøger Danmark for at se løsningerne i praksis.

Jakob Skaarup Nielsen tiltræder som direktør den 1. marts 2021.

Forrige artikel Christiansborgs teaterchef slukker de skrå brædder i to år Næste artikel DR-chef på Christiansborg ny chef for P1 Orientering