Friis Bach leverer Mette Frederiksens bedste argument for SVM-regeringen

”Tæller du mandater, er der lige nu et blåt flertal i Folketinget. Vi er godt tilfredse med, at der sidder en socialdemokratisk statsminister i den situation.”

Sådan opsummeres situationen af en af de socialdemokratiske strateger ved indgangen til det nye folketingsår. Ikke en dybfølt begejstring for midterprojektet, ikke en tro på, at de elendige socialdemokratiske meningsmålinger ændrer sig lige om lidt, men en lidt resigneret ”hvad skulle vi ellers have gjort-holdning”.

Og sandt er det, at Christian Friis Bachs overraskende skifte til Venstre understreger statsminister Mette Frederiksen (S) væsentligste grund til at indgå i et fast forhold med sine gamle borgerlige fjender, Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).

Det var frem for alt den manglende tillid til stabiliteten i valgaftenens spinkle rød-grønne flertal, der fik S-formanden til at søge mod midten. Ulysten til at lade folk som Zenia Stampe (R),Theresa Scavenius (UP) og Aki-Matilda-Høegh Dam sidde med det yderste mandat. Eller for den sags skyld den nu tidligere radikale, Christian Friis Bach.

Den skepsis er blevet endeligt bekræftet med Friis Bachs afhopning til Venstre, og det kan på de indre linjer styrke Mette Frederiksens ræsonnement efter valget.

Problemet er bare, at det over for offentligheden er et lukket kort: Socialdemokraterne kan ikke offentligt kalde deres gamle parlamentariske grundlag ubrugeligt, og de kan heller ikke i klartekst sige, at samarbejdet med Lars Løkke har karakter af et tvangsægteskab.

Den modige regering
Da SVM-regeringen blev dannet, blev den præsenteret som en krise-regering, der skulle tackle myriaden af presserende kriser, men da de forduftede en for en, blev argumentationen ændret: Nu skulle den brede regering frem for alt være ”den modige regering”, der gennemførte ting, som ingen andre regering havde stamina til.

Den målsætning er bare ikke nået. Gennemgår man SVM-regeringens reformer, ville det meste sagtens kunne gennemføres af en blå eller rød sammen med et flertal over midten:

Det gælder ældrereformen, som blev landet i en meget bred aftale i foråret, og som de fleste allerede har glemt indholdet af. Mere historisk var den heller ikke.

Det gælder universitetsreformen, der fjernede nogle studiepladser på universiteterne og til gengæld styrkede erhvervsskolerne. Den reform havde en ren S-regering ikke kunnet lave med sit gamle parlamentariske grundlag, men alt tyder på, at socialdemokraterne i stedet kunne lande et forlig sammen med en række borgerlige partier.

Det gælder det store forsvarsforlig, der havde støtte lige fra LA til SF. Forliget lå i forlængelse det nationale kompromis om forsvaret fra foråret 2022, der vel at mærke blev indgået under den socialdemokratiske et-parti regering. På den måde er forsvaret snarere et eksempel på, at man overhovedet ikke behøver en bred regering for at lave brede aftaler.

Så er der den grønne trepart om en CO2-afgift til landbruget. Den aftale fortjener faktisk betegnelsen ”historisk”. Men havde det været umuligt at lande den uden en midterregering? Næppe.

Den store landbrugsorganisation Landbrug & Fødevarer er ret resultatorienteret og ville formodentligt også have indskibet sig i en trepart under ren S-regering. Efter valget var der et klart flertal i Folketinget for en CO2-afgift til landbruget, og den store landbrugsorganisation kunne dårligt tillade sig at sidde med korslagte arme uden at påvirke udformningen af afgiften.

Men store bededag da? Den var vel ikke blevet afskaffet uden bred regering over midten?!

Det er utvivlsomt rigtigt. Lige præcis den reform var ikke blevet gennemført uden SVM.
Det er bare ikke en reform, der har afgørende betydning for det danske samfund, og de politiske omkostninger var ekstreme. En meget stor del af SVM-regeringens politiske kapital blev anvendt her, mens modet har svigtet i forhold til andre og langt mere grundlæggende reformer.

Tabuet om boligskatten
En af de reformer, man spejder forgæves efter, er en skattereform, der konfronterer problemet med de stigende arbejdsfri gevinster, ikke mindst når det gælder ejerboliger i de store byer. Stort set alle økonomer i kongeriget har i årtier argumenteret for en skattereform, der beskatter de arbejdsfri boliggevinster og til gengæld letter skatten på arbejde.

Det vil gavne produktiviteten, øge arbejdsudbuddet, stoppe prisspiralen på boliger i de større byer og mindske den sociale ulighed. Uden for referat er de færreste politikere på Borgen uenige i, at det ville sagligt rigtigt at gøre, men det anses for politisk selvmord at lægge sig ud med den store gruppe af boligejere. Bred regering eller ej – her skal absolut ikke klinkes noget.

Heller ikke den smalle S-regerings Rwanda-model kommer man til at se noget til i SVM-regeringens tid.
Uanset om man mener, det var en inhuman konstruktion, eller man ser det som den eneste realistiske løsning, havde forslaget potentiale til at skabe en total ændring af både den danske og europæiske asylpolitik. Men det blev under regeringsforhandlingerne stallet af Radikale og Moderaterne.

Tesfaye og Hummelgaard i offensiven
I det kommende folketingsår har SVM-regeringen flere store reformer på bedding, men ingen af dem synes at nødvendiggøre en bred regering:

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har allerede i de første dage af august givet en stribe interviews for at slå på tromme for en reform af ungdomsuddannelserne. Hovedformålet er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse eller et af de velfærdsfag, der skriger på personale.

Tesfaye lægger blandt andet op til at lade en del af gymnasieuddannelserne indeholde flere praktiske fag og lede i retning af velfærdsuddannelserne. Tesfaye har den - utvivlsomt rigtige - analyse, at hvis man skal tiltrække flere til velfærdsuddannelserne, skal de unge der have mulighed for et lige så attraktivt socialt liv, som man har i det gymnasiet. I erkendelse af at dét meget er styrende for unge på 15-16 år..

Der er gode socialdemokratiske perspektiver i den reform, men Tesfaye har selv erkendt, at det ikke bliver ført ud i praksis i denne valgperiode     

En anden af regeringens ideologer, justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) barsler med en strafferetsreform, der ventes at skærpe straffene for flere personfarlige forbrydelser. Også Hummelgaard er kommet flyvende fra start efter ferien, om end mere af nød, fordi han konstant skal forholde sig den efterhånden helt ukontrollable svenske bandekriminalitet. 

De svenske gangster-eksport over Sundet er med til til at gøde jorden for Hummelgaards dagsorden, og han har benyttet lejligheden til at understrege, at vi nu ser de fulde konsekvenser af "den naive svenske rets-og udlændingepolitik."

Og så der naturligvis det store dyr i åbenbaringen: Den kommende sundhedsreform.

Det burde egentlig være en folkelig sællert, for sundhedspolitik er altid helt i top på den politiske dagsorden.
Regeringen vil blandt andet styrke de praktiserende lægers rolle og frem for alt sikre i en ordentlig lægedækning i hele landet. Den del kan der være noget vælgerappel i. 

Problemet er bare, at en stor del af diskussionen om sundhedsreformen - i bedste Lars Løkke-stil - kan ende i et slagsmål om regionerne fremtid: Skal de fortsat eksistere, og hvor mange skal der være??

Den diskussionen er meget teknokratisk, og her vil de fleste vælgere stå af. Og under alle omstændigheder kommer et forbedret sundhedsvæsen i bedste fald til at blive en realitet på den anden side af næste valg.

Der er derfor ikke meget, der tyder på, at de kommende reformer for alvor vil booste SVM-regeringen popularitet - eller overbevise de socialdemokratiske vælgere om, at det var en absolut nødvendighed med en regering over midten.

For S-vælgerne er det kun en ringe trøst, at der sidder en socialdemokratisk statsminister, hvis de ikke kan genkende den socialdemokratiske politik. 

erik@altinget.dk