Frihedsbrevet skal lede Den Uafhængige

Frihedsbrevet overtager radiokanalen Den Uafhængige, som skal fortsætte med at sende magtkritisk lyd ud i æteren, men blot under Frihedsbrevets faner. 

Den Uafhængige, som har slået sig op på at være en uafhængig og magtkritisk radiokanal siden 2020, skal fremadrettet fortsætte under Frihedsbrevet. Det skriver Frihedsbrevet på LinkedIn.

Frihedsbrevet med Mads Brügger i spidsen har siden deres stiftelse i 2021, ligesom Den Uafhængige, ført sig frem som et magtkritisk medie, som ikke modtager statsstøtte.

Derfor er de også tilfredse med overtagelsen, da de kæmper for samme sag.

“Det ligner jo en helt oplagt ide, at vi slår os sammen og gør fælles sag. Vi er jo begge rundet af en kongstanke om at være et medie som politikerne ikke kan lukke ned. Det er derfor vi begge principielt siger nej til mediestøtte og udelukkende vil være i lommen på vores medlemmer," udtaler ansvarshavende chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger og fortsætter:

"Hvad vi også har tilfælles er ambitionen om at bedrive magtkritisk journalistik ud fra idealet om, at et rigtigt uafhængigt medie ikke er venner med nogen.”

Begge medier er startet af tidligere ansatte på Radio 24syv. En radiokanal på FM-båndet der valgte ikke at ansøge om at forlænge deres sendetilladelse efter et medieforlig, der fastslog, at mindst 70 procent af redaktionen skulle ligge over 110 kilometer fra København. Derefter tabte de et kritiseret udbud på en DAB-kanal til det tidligere Radio Loud.

Forrige artikel Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og flere siger farvel til Lise Nørgaard: Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og flere siger farvel til Lise Nørgaard: "En stærk og folkekær kvinde, der aldrig var bange for at gå forrest" Næste artikel 50 år efter EF-afstemningen: Glødende nej-sigere i 1972 er ja-sigere i dag – og omvendt 50 år efter EF-afstemningen: Glødende nej-sigere i 1972 er ja-sigere i dag – og omvendt