Freitag valgt som ny PLO-formand

Uden modkandidater blev den praktiserende læge fra Holte, Christian Freitag, valgt som ny formand for PLO. Det skete på de praktiserende lægers repræsentantskabsmøde lørdag.

Lørdag valgte de praktiserende læger en ny formand for deres landsorganisation, PLO.

Det skriver Lægeforeningen på sin hjemmeside.

Den nye formand er 49-årige Christian Freitag, der sikrede sig titlen uden konkurrence fra modkandidater. Han har været speciallæge i almen medicin og praktiserende læge i den nordsjællandske by Holte siden 2003, først med solopraksis og siden i kompagniskab fra 2011.

Christian Freitag har været formand for PLO-Hovedstaden siden årsskiftet og efterfølger Bruno Melgaard Jensen på sin nye formandspost.

Forrige artikel Kommunal topchef stopper i København Næste artikel Flere MF'er modtager ridderkors