S-byrådsmedlem trækker sig fra politik efter kampvalg

Socialdemokraten Lars Bisgaard Andreasen har valgt ikke at genopstille til kommunalvalget i 2021. Det sker, efter at han er blevet fravalgt som spidskandidat til borgmesterposten i Brønderslev.

Socialdemokraterne i Brønderslev har valgt Bettina Bøcker Kjeldsen som borgmesterkandidat, når næste kommunalvalg står for døren. Det skriver Nordjyske.

Den beslutning har fået hendes modkandidat til borgmesterposten, Lars Bisgaard Andreasen, til at meddele følgende på Facebook:

"Jeg har i de sidste par uger godt kunne fornemme, at afstemningen ikke ville gå min vej, så ventetiden er brugt på at tage mit politiske virke op til overvejelse. Jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg ikke vil være at finde på den socialdemokratiske liste ved valget i 2021."

Lars Bisgaard Andreasen ønsker at fokusere mere på sin virksomhed og skriver, at det har været udfordrende at kombinere lokalpolitik med jobbet som handelschef for Brønderslev Handel samt drift af egen virksomhed.

Lars Bisgaard Andreasens facebookopslag kan læses her:

Forrige artikel S-byrådsmedlem klager over S-borgmester og kommunaldirektør Næste artikel Ny kontorchef med ansvar for asylsager har det bedst med kompliceret jura