Fra kupmager til kongemager: Løkke fylder rundt. Her de vigtigste nedslag i hans politiske liv

Han har haft sin gang på Christiansborg i snart 40 år.

Han har været partiformand og statsminister ad to omgange.

Han blev væltet af sine egne og forlod det parti, han havde været medlem af i fire årtier. 

Og han har gjort comeback. I et nyt parti med nye alliancepartnere og i en ny rolle som Danmarks udenrigsminister – i en regering, hvor han har leveret de afgørende mandater.

Lars Løkke Rasmussens politiske karriere har budt på flere op- og nedture end de flestes, og 15. maj kan han fejre sin 60 års fødselsdag.

I den anledning kigger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, tilbage på de største øjeblikke med en af de mest markante skikkelser i dansk politik.

1986: Ungdomskuppet

Venstres Ungdom er præget af interne uenigheder. Lars Møller Sørensen har siddet som formand i knap et år, men han er ikke lige populær i alle dele af ungdomspartiet.

En skare af kritikere hverver den 22-årige Lars Løkke Rasmussen og tildeler ham hovedrollen i et mytteri, der kulminerer på en generalforsamling i Helsinges lokale sportshal. 

Med stemmertallene 219 mod 150 må den siddende formand gå af og overlade posten til kupmageren Lars Løkke Rasmussen.

"Det er første gang, han markerer sig som en effektiv magtpolitiker," siger Erik Holstein.

Men i moderpartiet er det ikke alle, der billiger Løkkes metoder. 

"Fogh er tydeligt utilfreds med, at man vælter en VU-formand, der kun har siddet et år. Han synes, det er for meget," siger Erik Holstein.

Lars Løkke Rasmussen er til dags dato den eneste VU-formand, der har siddet i tre år. Der er tradition for, at en formand sidder på posten i to år for derefter at give stafetten videre.

1994: Nyvalgt

Ved folketingsvalget i 1994 høster Venstre mere end 23 procent af stemmerne. Det sikrer Løkke en plads i Folketinget. Samme år bliver han valgt som viceborgmester i Græsted Kommune. 

"Han spiller ikke en særlig rolle i sine første år i Folketinget, men han får gradvist opbygget en stærk lokalpolitisk position," siger Erik Holstein. 

Formand Uffe Ellemann-Jensen er i de år et af Lars Løkke Rasmussens helt store forbilleder, fortæller Erik Holstein: 

"Begge hører til den liberalistiske del af Venstre. På det tidspunkt ligger de begge på den bløde fløj i udlændingepolitikken, og de sværger begge til en ret hård borgerlig-økonomisk politik."

1998: Amtsborgmesteren

I 1998 bliver Lars Løkke Rasmussen valgt som borgmester i Frederiksborg Amt. Han er kun 33 år, og dermed bliver han den yngste amtsborgmester nogensinde.

Her bliver det kendetegnende for ham, at han brænder for at lave fritvalgsordninger, privathospitaler og udliciteringer. Noget, der senere skal vise sig at blive et gennemgående træk for ham, påpeger Erik Holstein.

"Det er også i Løkkes tid som amtsborgmester, at de første bilagssager opstår. De ruller bare først i medierne mange år efter," siger Erik Holstein. 

Lars Løkke Rasmussen sidder som amtsborgmester frem til 2001.

2001: Ministertaburet

Efter en knusende valgsejr får Venstre vippet Socialdemokratiet af magten og Anders Fogh Rasmussen indtager for første gang statsministerkontoret.

Han danner regering med Konservative og har opbakning fra Pia Kjærsgaards kun seks år gamle Dansk Folkeparti. Lars Løkke Rasmussen bliver placeret som sundheds- og indenrigsminister.

"Det er en ret magtfuld post, og den passer godt til en politikertype som ham. Han er ikke den store ideolog, men fra den ministerpost kan han gennemføre nogle af de reformer, han brænder for," siger Erik Holstein og tilføjer:

"På den måde bliver han ret hurtigt en vigtig minister for Fogh."

Lars Løkke Rasmussen sidder som indenrigs- og sundhedsminister i seks år. Det er i den periode, han blandt andet er hjernen bag den store kommunalreform, der barberede antallet af kommuner ned fra 271 til 98 og erstattede de 14 amter med de fem regioner, vi har i dag. 

2007: Kronprins Løkke

Lars Løkke Rasmussen bliver valgt som Venstres næstformand allerede i 1998. Det er en post, der traditionelt tilfalder den, der også er arvtager til formandsposten.

Men ifølge Erik Holstein er Anders Fogh Rasmussen i en længere periode i tvivl om, hvorvidt Løkke vil være den rette arvtager.

"Han plejer omgang med nogle af de Venstre-folk, som Fogh anser for ustyrlige og økonomisk yderliggående. Men Fogh er også en ekstremt disciplineret mand, og det står i kontrast til Løkke, der ikke er bleg for en munter nat i byen," siger han og tilføjer:

"Løkke er på prøve i mange år. Det er først, da han efter folketingsvalget i 2007 bliver udnævnt som finansminister, at han får det blå stempel fra Fogh."

2009: Lille Lars fra Græsted

Efter flere måneders spekulation bliver det officielt: Anders Fogh Rasmussen skal være generalsekretær i Nato. 

På Venstres landsmøde i Odense får Lars Løkke Rasmussen officielt overrakt formandsstafetten, og han fortæller, hvor stor en dag det er for "lille Lars fra Græsted". 

"Herfra skal Løkke op i niveau. Sådan var det også for Fogh, da han fik magten i partiet, hvor vi var mange, der var i tvivl om, hvorvidt en stivstikker som ham kunne løfte arven efter en så karismatisk formand som Uffe Ellemann-Jensen," siger Erik Holstein.

Politisk set var det dog ikke de letteste betingelser, Lars Løkke Rasmussen fik som ny formand, for finanskrisen var en realitet. 

"Han skal vænne sig til at operere på en ny måde. Til gengæld har han en folkelig side, som Fogh aldrig har haft."

2009: Klimafadæsen

"I know I ganged the ... I made this banging but, ehh, perhaps it's because it's too late and I'm a bit tired."

Året er 2009, København er værtsby for FN's årlige klimatopmøde og ordene falder fra en træt Lars Løkke Rasmussen, der netop har banket løs i bordet med sin hammer efter at være blundet hen foran hele den internationale forsamling.

Det er Løkkes første internationale optræden som Danmarks statsminister. Og det ender som den rene fiasko, fortæller Erik Holstein:

"Det er decideret pinligt. Han bliver hakket ned i både danske og internationale medier, der er nådesløse i deres dækning. Han efterlader et ekstremt dårligt indtryk og fremstår som en ren amatør."

2011: Efterlønsdrama

1. januar 2011 udnytter Lars Løkke Rasmussen sin nytårstale til at kaste en bombe ind i dansk politik, da han fortæller, at VK-regeringen ønsker at afskaffe efterlønnen.

"På det tidspunkt står Venstre og regeringen til at få en ordentlig vasker ved det kommende folketingsvalg. Men ved at smide det forslag på bordet, håber Løkke på at kunne skabe kaos i modstandernes lejr og starte en splid mellem De Radikale og Socialdemokratiet," siger Erik Holstein.

Ifølge Erik Holstein er det et af de mest klassiske eksempler på en presset Løkke, der vælger "at smide alle kortene op i luften" i håb om, at det kan skabe nye dynamikker i hans favør.

"Og det lykkes for ham. Han får en god valgkamp, og han får skabt den splid hos de røde, som han håbede på," siger han.

2011: Kære Helle. Pas godt på nøglerne. De er kun til låns

 

Helle Thorning-Schmidt (S) kunne ikke slå Anders Fogh. Til gengæld kan hun slå hans efterfølger.

Ved folketingsvalget i 2011 må Lars Løkke Rasmussen sande, at regeringsmagten er tabt, og at hans exit fra Statsministeriet er en realitet.

"Løkke er faktisk forbavsende tæt på at klare skærene. Venstre får som parti et godt valg, og det betyder, at Løkke står stærkt som formand, selvom han taber regeringsmagten," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Og sammen med nøglerne til Statsministeriet får han også efterladt en giftig velkomstgave på Thornings bord i form af en efterlønsreform og en halveret dagpengeperiode, som hendes vælgere er indædte modstandere af." 

På valgnatten lykønsker Lars Løkke ikke desto mindre sin modstander med valgsejren – og sender hende et par kærlige, mindeværdige ord med på vejen:

"Kære Helle, pas rigtig godt på de nøgler. De er kun til låns."

2013-2014: Bizarre bilagssager

I 2012 bliver Lars Løkke Rasmussen formand for organisationen The Global Green Growth Institute, som Danmark har støttet med 90 millioner kroner siden 2011 fordelt på tre år. 

I starten af oktober 2013 skriver Ekstra Bladet, at Lars Løkke Rasmussen som GGGI-formand har været på 15 rejser, der tilsammen løber op i over en million kroner.

Pengene er gået til flyture på 1. klasse, luksushoteller og limousiner. Løkkes kone har også fået en rejse betalt af GGGI.

På et pressemøde bruger Lars Løkke Rasmussen tre timer og 43 minutter på at besvare pressens spørgsmål om rejserne. Han fremlægger også alle sine rejsebilag.

Et halvt års tid senere – i maj 2014 – kan Ekstra Bladet fortælle, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister har købt sokker, boxershorts, habitter, slips, bukser og sko for i alt 152.000 kroner på Venstres regning.

{{toplink}}

Historien om de dyre shoppevaner lander i medierne kun to uger inden valget til Europa-Parlamentet – og konsekvenserne viser sig at blive fatale for Venstre, der mister to ud af sine fire EU-mandater.

"Løkke er helt enormt presset. Der er stor spænding om, hvorvidt han vil gå af som formand den aften. Da han holder sin tale, er vi mange politiske journalister som tænker: Nu er det nu," siger Erik Holstein.

Sådan går det imidlertid ikke. Lars Løkke Rasmussen tager ganske vist ansvaret for det brutale valgnederlag på sig, men han opgiver ikke sin formandspost.

2014: Kælderen i Odense

Efter den syngende vælgerlussing ved europaparlamentsvalget har flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe samt store dele af partiets bagland fået nok.

De vil af med Løkke og udskifte ham med partiets næstformand, Kristian Jensen.

For en stund ser det ud til at lykkes. 

Lars Løkke Rasmussen har selv fortalt, at han sådan set havde forberedt sig på sin afgang. Og flere medier kunne forud for et skæbnemøde i Odense fortælle fra pålidelige Venstre-kilder, at Løkke ville gå af som formand. En melding, de dog senere måtte trække tilbage med røde ører.

"Løkke er ikke en snedig strateg. Men det er her, han for alvor viser sig som Christiansborgs bedste taktiker. Han agerer ekstremt impulsivt og griber nogle chancer i selve øjeblikket," siger Erik Holstein.

I en hemmelig samtale i kælderen under Odense Kongres Center lykkes det Lars Løkke Rasmussen at "intimidere" Kristian Jensen, der "ryster på hånden og viger tilbage fra at gennemføre det oprør, han selv har ført an i", forklarer Erik Holstein:

"Han kunne sandsynligvis være blevet formand, hvis han havde turde stå fast. I stedet blev han spist af med et delt 'formandsskab', der aldrig blev en realitet."

2015: Identitetskrise

Ved folketingsvalget i 2015 har vælgerne stadig ikke tilgivet Lars Løkke Rasmussen.

Venstre taber 13 mandater. Helle Thorning-Schmidt sikrer derimod fremgang til Socialdemokratiet til trods for en turbulent tid som statsminister.

Alligevel er det Løkke, der ender med at erobre regeringsmagten.

Dansk Folkeparti leverer en jordskredssejr og vinder 21,1 procent af stemmerne, vokser med 15 mandater og indtager pladsen som blå bloks største parti. Og det er den succes, der bliver rygstødet til Lars Løkke Rasmussens statsminister-comeback.

"Men det er en tilstand, Løkke og Venstre ikke kan leve med. De kan ikke leve med, at Dansk Folkeparti vinder så stærkt frem ved primært at hugge stemmer fra Venstre i landområderne," siger Erik Holstein.

Derfor sætter Lars Løkke Rasmussen sit partis selvforståelse over den politiske strategi under de efterfølgende regeringsforhandlinger.

"Han udmanøvrerer Kristian Thulesen Dahl ved at tilbyde ham så ringe vilkår, at DF ikke går med i regeringen," siger Erik Holstein.

Lars Løkke Rasmussen danner i stedet en ren Venstre-regering, der halvandet år senere bliver udvidet med Konservative og Liberal Alliance.

2019: Befrielsens øjeblik

Efter fire års dysfunktionelt samarbejde i den borgerlige familie står Lars Løkke Rasmussen til et stensikkert nederlag ved det forestående folketingsvalg, hvis udskrivelse han trækker helt til det sidste.

Dansk Folkepartis magi er forduftet, regeringspartnerne i Liberal Alliance står vingeskudte i meningsmålingerne og fra højre kræver Pernille Vermund, at Løkke bakker op om hendes "ufravigelige krav" i udlændingepolitikken, hvis han skal sidde som statsminister på Nye Borgerliges mandater.

Og så gør Løkke det, han gør bedst: Han smider en politisk bombe. 

Midt i valgkampen udgiver han bogen 'Befrielsens øjeblik' i samarbejde med journalist Kirsten Jacobsen.

{{toplink}}

I bogen afliver han det borgerlige samarbejde og rækker i stedet hånden ud til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet med en invitation til et regeringssamarbejde over midten.

"Der er ingen af os, der ser den bog komme. Men jeg tænker, at det er typisk Løkke," siger Erik Holstein og uddyber:

"Han har været tilhænger af blokpolitikken siden sin første ministerpost i 2001, fordi den har tjent både ham og Venstre godt. Nu står han så til at tabe – ligesom han gjorde i 2011 – og det håndterer han så ved at kaste alle boldene op i luften og erklære sig som tilhænger af det brede samarbejde. Det handler udelukkende om taktik."

Lars Løkke Rasmussens taktik viser sig at give pote. Vælgerne kvitterer med 23,4 procent af stemmerne.

Mette Frederiksen afslår ikke desto mindre Lars Løkke Rasmussens invitation. For anden gang går han af som statsminister.

2019: Slaget i Brejning

I Venstre er det langt fra alle, der deler Lars Løkke Rasmussens idé om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Næstformand Kristian Jensen vælger i kølvandet på folketingsvalget at genoplive oprøret mod Venstres formand. Men efter et turbulent sommergruppemøde får Venstres bagland nok. 

"Kontoen er simpelthen overtrukket hos Løkkes egne," siger Erik Holstein.

Det hele kulminerer på et lukket krisemøde i Brejning, hvor flere toneangivende medlemmer af hovedbestyrelsen stiller både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen stolen for døren og kræver deres afgang. 

"Det er nogle ellers rimelig fredelige Venstre-folk, der giver formandsskabet dødsstødet. Men Venstres bagland har levet med deres magtkamp i flere år. Og oven i det kommer så bilagsskandalerne plus det løse. Det er kort sagt blevet for meget," siger Erik Holstein.

Jakob Ellemann-Jensen bliver valgt som ny formand for Venstre. Inger Støjberg overtager næstformandsposten fra Kristian Jensen.

2021: Solokarrieren

Lars Løkke Rasmussen kan ikke finde sig til rette som backbencher i Venstres folketingsgruppe.

"Løkke er den type politiker, der kun vil spille med ved det store pokerbord," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Og der er ingen tvivl om, at han er stærkt utilfreds med ikke at blive mere inddraget under Ellemanns formandsskab. Han har en forventning om, at han stadig kan trække i nogle tråde og deltage i afgørende forhandlinger. Men det får han ikke lov til."

1. januar 2021 melder han sig officielt ud af Venstre efter 40 års medlemsskab og bliver løsgænger i Folketinget.

Herefter følger nogle måneder, hvor Lars Løkke Rasmussen giver den en tur som realitystjerne i programmet 'Over Atlanten' og dyrker 'Det Politiske Mødested', som senere skal vise sig at danne grundlag for hans nye parti. 

På Grundlovsdag 5. juni stifter han officielt partiet Moderaterne.

"Partiet får en spag start. Foruden den tidligere Venstre-politiker Jakob Engel-Schmidt er der ingen politiske navne med tyngde, der gider at lege med Løkke," siger Erik Holstein.

2022: Kongekabale

Lars Løkke Rasmussen trodser den tavshed, han møder fra sine politiske modstandere.

Ved folketingsvalget i november sætter han alle sejl ind på at føre sit parti over spærregrænsen.

"Løkke fører en meget stærk valgkamp. Han udnytter til fulde, at det er sundhedspolitikken, der fylder mest hos vælgerne. Her er han ekspert," siger Erik Holstein.

Resultatet bliver, at Moderaterne stormer ind i Folketinget med hele 16 mandater.

Herefter begynder de langstrakte og intense regeringsforhandlinger på Marienborg med Mette Frederiksen som kongelig undersøger. 

"Venstre og Socialdemokratiet forsøger først at danne en midterregering uden Løkke," siger Erik Holstein og uddyber:

"Det gør de vel vidende, at Moderaterne risikerer at gå i opløsning, hvis de ikke kommer i regering. Men det lykkes ikke. Hverken Konservative eller SF vil være med, og De Radikale kan ikke levere de afgørende mandater til en flertalsregering. Efter flere ugers forhandlinger bliver Løkke derfor inviteret ind i varmen." 

14. december indkalder de tre partiledere – Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen – til pressemøde på Marienborg: De er nået til enighed, og en flertalsregering er født.

2024: Udenrigsministeren

Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, Jakob Ellemann-Jensen placerer sig selv i Forsvarsministeriet og Lars Løkke Rasmussen indtager rollen som udenrigsminister.

"Det fuldbyrder virkelig et enestående comeback for korkproppen fra Græsted," siger Erik Holstein. 

Det er nu præcis 17 måneder siden, SVM-regeringens ministre blev præsenteret for pressen på Amalienborgs Slotsplads.

Og ifølge Erik Holstein har Lars Løkke Rasmussen leveret en "dygtig" indsats på sin ministerpost.

"Jeg tror, mange synes, at hans pragmatisme fungerer meget godt. Den almindelige opfattelse på Christiansborg er, at Løkke har optrådt nuanceret – også mere nuanceret end Mette Frederiksen – i de svære diskussioner om både konflikten mellem Israel og Palæstina samt forholdet til Kina," siger han og fortsætter:

"Han er desuden vellidt i Udenrigsministeriet, hvor embedsmændene er glade for at have fået en udenrigsminister, der har en betydelig tyngde i regeringen, for det stiller ministeriet stærkere."

{{toplink}}

Men har Løkke slået sig til tåls med ikke at sidde som regeringschef? 

I sidste uge overraskede Lars Løkke Rasmussen den danske presse med en tre timer lang lydbog, der denne gang har fået titlen 'Befrielsens pris'. 

Her runder han selv spørgsmålet om en ny statsministerperiode og siger, at han ikke vil "sige nej til at have ambitioner" på sine egne og Moderaternes vegne. Han forudser imidlertid et problem: Inger Støjberg. 

"Hvis jeg skulle blive statsminister ved at iklæde mig – i overført betydning – de fodlænker, Inger Støjberg i så fald ville forsyne mig med, så ville jeg jo ikke troværdigt kunne komme til at give det bidrag til dansk politik, som jeg synes, Moderaterne har givet de sidste år," uddyber han. 

Men den sten på vejen giver Erik Holstein ikke meget for.

"Der er ingen tvivl om, at i det øjeblik, der kommer en taktisk mulighed for at generobre Statsministeriet efter et valg, så vil han gå benhårdt efter det. Og selv om han skal være låst fast i Støjbergs fodlænke," siger han.

{{toplink}}

mauricio@altinget.dk