Forsvunden kinesisk udenrigsminister er blevet fyret

Den kinesiske udenrigsminister Qin Gang, som ikke er set i offentligheden i en måned, er blevet fyret. Han afløses af den tidligere udenrigsminister Wang Yi.

Qin Gang, Kinas udenrigsminister, har været forsvundet fra offentligheden siden et møde med den russiske viceudenrigsminister Andrey Rudenko for en måned siden.

Det kinesiske udenrigsministerium har om Qin Gangs fravær skrevet, at det var af sundhedsårsager. Da den kinesiske stat har afvist at besvare yderligere spørgsmål om udenrigsministerens fravær, har det fået rygterne til at svirre internationalt.

Nu skriver flere medier, heriblandt Reuters, dog, at Qin Gang er blevet fyret efter knap et halvt år på posten, og at han bliver erstattet af den erfarne toppolitiker Wang Yi, der tidligere har været udenrigsminister. 

De kinesiske statsmedier har ikke kommenteret på, hvornår Qin Gang blev fjernet fra posten, og det vides stadig ikke, hvor han befinder sig.

 

 

Forrige artikel Dødsfald: Redaktør og lederskribent ved JP Gerhardt Eriksen (92) Næste artikel Mindeord om fhv. departementschef i Indenrigsministeriet Ole Asmussen (86)