Valgloven giver ikke ekstra mandat til blå blok

VALGLOV: Valgforsker Jørgen Elklit begraver forestillingen om, at blå blok vil kunne få en fordel af den geografiske fordeling af folketingsmandater, som en pressehistorie i weekenden ellers påstod.

Hverken blå blok eller nogen af partierne vil få den ringeste fordel af valglovens geografiske fordeling af mandater ved folketingsvalget på torsdag.

Det fastslår valgforsker Jørgen Elklit i dag over for Altinget.dk.

Det forlød ellers i flere medier i den forgangne weekend, at det ville kunne forære blå blok et ekstra og "ufortjent" mandat, at valgloven placerer flere folketingsmandater i de tyndest befolkede områder af Danmark, hvor de borgerlige partier traditionelt står stærkest.

Historien var baseret på beregninger fra valgforsker ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch. Men konklusionen afvises skarpt af Jørgen Elklit:

"Det er altså noget vrøvl. Der er overhovedet ikke grundlag for at sige, at blå blok kan få et mandat ekstra på torsdag. Blå blok vil få det, blå blok ud fra en matematisk betragtning har krav på. Tillægsmandaterne udjævner de forskelle, der eventuelt måtte opstå, og derfor har arealfaktoren kun betydning for, hvor partiernes får deres mandater - ikke, hvor mange de får," siger Jørgen Elklit.

Geografisk fordel
Forvirringen opstår, fordi både kreds- og tillægsmandater forud for folketingsvalgene er fordelt geografisk mellem storkredse og landsdele. Hvor mange kreds- og tillægsmandater en storkreds eller en landsdel skal have, afgøres ikke kun af storkredsens eller landsdelens indbyggertal, men også i et vist omfang af dens areal.

Det betyder, at de tyndest befolkede områder i Danmark får en lille fordel i tildelingen af antallet af mandater - og det betyder igen, at det er en lille smule lettere for en kandidat at blive valgt her, end det ville være i en tæt befolket storkreds eller landsdel.

Men det betyder imidlertid ikke, at noget parti får en særlig fordel. Et parti kan nemlig aldrig få flere tillægsmandater, end der skal til for at give dem det samlede antal mandater på landsplan, som partiets samlede stemmetal berettiger til. Uanset, hvor stærkt det så måtte stå i en bestemt landsdel.

"Det er primært et spørgsmål om, hvor mandaterne placeres. Hvis vi tager Venstre som eksempel, så er det rigtigt, at de kandidater, der er opstillet for Venstre i de storkredse, der har det største areal i forhold til befolkningstallet, har en lidt bedre chance for at blive et af de folketingsmedlemmer, som Venstre skal have på baggrund af sit samlede stemmetal. Det er deri, fordelen ligger. Men Venstre får ikke mere, end de efter vælgernes mening skal have, og blå blok får ikke mere, end de efter vælgernes mening skal have," siger Jørgen Elklit.

Teoretisk mulighed
Roger Buch medgiver i dag over for Altinget.dk, at det ikke er sandsynligt, at blå blok skulle få nogen mandatgevinst ud af den geografiske fordeling ved det kommende folketingsvalg. Men han fastholder dog, at der er en teoretisk mulighed for det.

Dén mulighed opstår, hvis et parti får flere kredsmandater i storkredsene, end deres samlede stemmetal på landsplan berettiger til. I det tilfælde får det nemlig lov til at beholde alle kredsmandaterne, og der bliver så færre tillægsmandater til fordeling blandt resten af partierne.

"Det er ikke så sandsynligt, at det vil ske, men det kan lade sig gøre. Der er den her lille mulighed for, at et parti kan tilkæmpe sig flere kredsmandater, men jeg tror da heller ikke, det vil ske. Det er ikke særlig sandsynligt," siger Roger Buch.

Ikke sket siden 1948
Det er faktisk så usandsynligt, at det ifølge Jørgen Elklit ikke er sket siden 1948, og udviklingen siden har kun gjort sandsynligheden endnu mindre. Dels er de geografiske forskelle mellem partierne blevet udjævnet, og dels har Danmark været gennem to valgkredsreformer, der har reduceret antallet af amts- og storkredse fra 23 til først 17 og nu 10:

"De større storkredse har nu gjort, at det blevet endnu mere usandsynligt, at et parti kan få så meget for meget i en storkreds, at det bryder billedet. Roger kan måske godt sige, at det kan ske teoretisk, men i den praktiske verden vil det ikke forekomme, og derfor synes jeg ikke, at man skal trække det frem som en mulighed, der måske kunne manifestere sig på torsdag," siger Jørgen Elklit.

Roger Buch opfordrer dog fortsat til en revurdering af valgloven, så fordelen til de tyndt befolkede områder mindskes eller fjernes.

Forrige artikel På vej til Folketinget: Christian Langballe På vej til Folketinget: Christian Langballe Næste artikel Her er årtiets mindste stemmeslugere Her er årtiets mindste stemmeslugere