Formænd for nyt medicinråd er udpeget

Jørgen Schøler Kristensen og Steen Werner Hansen bliver formænd for Danske Regioners nye medicinråd, der næste år erstatter de nuværende råd på området.

Formændene for Danske Regioners nye medicinråd bliver Jørgen Schøler Kristensen og Steen Werner Hansen. Det skriver Danske Regioner på sin hjemmeside.

Jørgen Schøler Kristensen og Steen Werner Hansen er i dag formænd for henholdsvis Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) og Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS), der fra begyndelsen af 2017 erstattes af det nye medicinråd.

61-årige Jørgen Schøler Kristensen arbejder som lægefaglig direktør på Hospitalsenheden Horsens og er formand for Region Midtjyllands lægemiddelkomité. Han er uddannet fra Aarhus Universitet og speciallæge i intern medicin og hæmatologi.

64-årige Steen Werner Hansen er vicedirektør på Herlev Hospital, formand for Region Hovedstadens lægemiddelkomité samt tilknyttet Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) som faglig ekspert. Han er uddannet fra Københavns Universitet og speciallæge i intern medicin.

Forrige artikel Danske Havne vælger ny bestyrelse Næste artikel Karen Melchior genvalgt som folketingskandidat