DPU-leder: Det er ikke godt for folkeskolen, at politikerne ikke længere tør bestemme over den
Den nye skoleaftale risikerer at føre til lokalt dilettanteri og underminere selve idéen med folkeskolen, skriver Claus Holm.
Den politiker, som bestemmer mindst, bestemmer bedst.
Sådan kan man sammenfatte devisen bag den nye folkeskoleaftale, som alle forligspolitikerne for tiden markedsfører som læreres, skolers og kommunalbestyrelsers sejr over central styring.
Den ledsages af en frihedskampagne, som skal forklare de lokale skoleoffentligheder, hvad de så egentlig kan bruge deres nyvundne friheder til.
Men den slækkede statsstyring kan have ikke-intenderede konsekvenser. Ikke mindst en opgivelse af det, der historisk har været ”folkesuverænitetens folkeskole”.
Det vil sige en folkeskole, der på tværs af kommuner og skoledistrikter har en ensartet tilgang til at opdrage, oplyse og udstyre eleverne med en fælles bagage, der gør alle til nogenlunde lige, livsduelige borgere.
I stedet får man nu en ”deltagerdemokratisk” skole, som alene henviser til, at de lokale deltagere, for eksempel et forældreflertal i skolebestyrelsen, tror at vide, hvad deres børn har behov for at lære.
Suveræne skolekongedømmer
Så frisættelsesreformen er et farvel til den danske folkeskole og et første goddag til de lokale forskellighedsskoler.
Konkret sker det indtil videre med ’Frihed til kortere skoledage og afskaffelse af understøttende undervisning’, der giver kommunalbestyrelser og skoleledere en udstrakt frihed til at tilrettelægge skoledagen ud fra lokale forhold og hensyn.
Det gælder blandt andet stillingtagen til ’bevægelse i skolen’, ’den obligatoriske projektopgave i 9. klasse’, læseplaner og om der skal gives karakterer på 6. og 7. klassetrin.
Det vil nogle skoler beslutte at gøre, mens andre ikke vil – tolkningen af lokale behov vil bero på den enkelte skolebestyrelses, skoles og læreres ledelses-, styrings- og dømmekraft. {{toplink}}
Det, der i nogles øre kan lyde vældig godt, kan i andres være for meget af det gode, og hvis lokalismen fører til alt for suveræne skolekongedømmer, der plejer lokale Hassan’er eller meler egne småkager, vil man se balladen.
Siden 1990erne har dansk skolepolitik balanceret mellem kommunalpolitisk styring og lokalt råderum for skolen, og de steder, hvor balancen har tippet for meget mod det lokale, har kvalitetsmålinger – og lejlighedsvis også dagspressen – vidnet om, at såvel for meget styring som tilfældig lokal dømmekraft kan have sin pris.
En ubalance i engagement
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har udtalt, at friheden til forskellighed muligvis vil vise sig at føre til en mere ensartet folkeskole, fordi skolerne stadig vil have samme formål, læreplaner og kernestof, og de vil fortsat understøttes af en fælles læreruddannelse.
Ministeren antyder i samme åndedrag, at lærerne måske aldrig rigtig har skelet til de Fælles Mål for undervisningen, og så kan man jo lige så godt trykke delete.
Men bare fordi de politiske styringsværktøjer ikke har vist sig effektive i forhold til at sikre kvaliteten i folkeskolen, gør man sig som politiker så bedst i at afskaffe sig selv?
Hvor mange i skoledebatten har bekymret sig for, om folkeskolen var på vej til at lade sig indrette på rundkredspædagogikkens eller konkurrencestatens præmisser, vil man i fremtiden nok høre endnu større bekymringer for lokalismens ditto.
For selvom det utvivlsomt er godt, når det demokratiske engagement i en skole er stort, og det er det heldigvis de fleste steder, er det mindre godt at miste fokus på de kedelige, nationale kvalitetsstandarder. For det er dem, man skal kunne regne med, uanset hvilken kommune man flytter til, og hvilken folkeskole, ens børn bliver elever i.
Og fra skole til skole kan modsætningerne mellem dem, der finder, at deres lokale skole er for vigtig til, at den kan overlades til Christiansborg, og dem, som enten ikke har ressourcer til at engagere sig, eller ikke gider høre på lokale dilettanter, risikere at skabe forskelligheder, som ingen ønsker.
Uanset om man elsker eller hader tanken om lokalforvaltning af folkeskolen, så kan en ubalance i retning af arbitrære løsninger ikke være til fordel for folkeskolen.
Det var den preussiske uddannelsesreformator Wilhelm von Humboldt som i 1792 udgav ”The Limits of State Action”, der formulerede den frisættende liberale vision for politisk ledelse og styring, altså at de politikere som regerer bedst, også er dem, som regerer mindst.
At der i Danmark et par århundrede efter indgås en de facto skolereform baseret på hans filosofi ville måske glæde Humboldt, men for den fælles folkeskoles fremtid er der mindre at fejre.
{{toplink}}
Lektor i økonomi: Det er svært at finde fagligt grundlag for en kriseretorik på velfærdsområdet
Muskelsvindfonden: Skal vi virkelig til at vurdere, om mennesker med handicap er pengene værd?
