Foreningen for Undersøgende Journalistik skifter formand efter ti år

John Hansen takker af som formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik, FUJ, efter ti år. I stedet står Katrine Jo Andersen, der er souschef på Berlingske, klar til at tage over.

Foreningen for Undersøgende Journalistik har valgt deres næste formand, og det bliver Katrine Jo Andersen, der er souschef på Berlingske. Dette sker, da John Hansen træder tilbage fra posten.

Det skriver FUJ i en pressemeddelelse.

John Hansen er undersøgende journalist og tidligere graverchef på Politiken. Han er den længst siddende formand i FUJ, men træder nu tilbage. Han forbliver dog stadig medlem af foreningen.

"Jeg har lært en masse dygtige kolleger i ind- og udland at kende og udvidet det netværk, som er så værdifuldt i undersøgende journalistik," siger John Hansen i pressemeddelelsen.

Formandsposten går videre til 32-årige Katrine Jo Andersen, der er undersøgende journalist og souschef på Berlingske. Hun blev enstemmigt valgt som formand ved FUJ's generalforsamling.

"Her er vi for en stund ikke konkurrenter, men kolleger, der inspirerer hinanden og lærer af hinanden. Det er en stor ære at få lov til at stå i spidsen for FUJ – og ikke mindst løfte arven efter John Hansen," siger Katrine Jo Andersen i pressemeddelelsen.

 

Forrige artikel Dødsfald: Digter Eske K. Mathiesen (77) Næste artikel FSR - danske revisorer henter ny direktør ind fra Dansk Industri