Forældre til K: Flere pædagoger i ydertimerne er slet ikke nok

DEBAT: Det kræver en lovfastsat minimumsnormering, hvis pædagogerne skal kunne støtte udsatte børn i daginstitutionerne, skriver formanden for Fola.

Af Louise Gjervig Lehn
Formand for Fola – Forældrenes Landsforening

Det er sidst på sommeren, traditionen tro er der fuld gang i partiernes sommergruppemøder, og de står nærmest i kø for dele gaver – og valgløfter – ud til de mindste.

SF lover minimumsnormeringer, og Mai Mercados parti, Konservative, garanterer flere voksne i ydertimerne på Radisestuen.

Vi er dybt taknemmelige for enhver forbedring for de mindste, for baggrunden er katastrofal.

I runde tal mangler der 4.400 pædagogiske medarbejdere, hvis vi kigger på de sidste ti år. Så 4.400 ekstra medarbejdere skal der til, hvis vi blot skal nå niveauet fra 2009.

En farlig cocktail
Blækket fra den nye dagtilbudslov er knapt tørt.

En dagtilbudslov, hvis formålsparagraf lover at fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse, at give børn omsorg og bidrage til, at de får en god og tryg opvækst.

Flotte ord og gode intentioner. Men på samme tidspunkt viser en undersøgelse fra BUPL, at 74 procent af pædagogerne ofte oplever, at der er et eller flere børn, de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for på grund af personalemangel.

Og 75 procent af pædagogerne oplever, at dårlige normeringer gør, at de ikke kan give den nødvendige støtte til udsatte og sårbare børn.

Hvis vi til dét lægger, at danske småbørnsforældre hører til blandt dem, der arbejder mest, hvilket afføder lange dage i vuggestuen og børnehaven, ja, så har vi en cocktail, hvis virkning hidtil ikke har bekymret flertallet på Christiansborg synderligt, men som bekymrer mig og rigtig mange andre forældre gevaldigt.

Politisk vilje og investeringer
Så tak til Konservative for at anerkende behovet for flere medarbejdere i ydertimerne. Det er også tiltrængt, men det er slet ikke nok.

Hele dagen kalder på flere veluddannede pædagogiske medarbejdere til vores børn, for der skal ikke herske den mindste tvivl om, at de skal opleve en hverdag, hvor trøst og omsorg er en selvfølgelighed.

Der skal politisk vilje og investeringer til, for det kræver en lovfastsat minimumsnormering – som vi også kender det fra skoleområdet – for børnenes skyld.

Forrige artikel Enhedslisten: Der er stadig brug for at køre en bulldozer gennem beskæftigelsessystemet Enhedslisten: Der er stadig brug for at køre en bulldozer gennem beskæftigelsessystemet Næste artikel Lektor: Den store velfærdskagedyst giver vigtig debat Lektor: Den store velfærdskagedyst giver vigtig debat