FOPA bliver en del af Cevea

KORT NYT: Forum for Politisk Analyse (FOPA) bliver en del af tænketanken Cevea. FOPA har hidtil eksisteret som selvstændig tænketank og afholdt debataktiviteter, udgivet et webtidsskrift og publikationer om progressiv politik.

Cevea kommer, som følge af beslutningen, til at opprioritere arbejdet omkring udviklingen af ny politik, udgivelse af publikationer, der præsenterer nye ideer og politiske diskussioner, samt afholdelse af debataktiviteter målrettet centrum-venstre.

FOPA's hidtidige daglige leder, Nanna Westerby, vil indgå i arbejdet med ansvar for en ny publikationsenhed i Cevea. Cevea vil samtidig overtage udgivelsen af FOPA's webtidsskrift, Politisk Analyse. 
 
"FOPA og Cevea komplementerer hinanden rigtig godt. Det betyder ikke bare, at vi samler vores arbejde, men øger og forbedrer det. Vores fælles arbejde for udviklingen af nye politiske løsninger i Danmark vil blive styrket – og det skulle medier, samarbejdspartnere og andre også gerne kunne mærke inden længe," siger Kristian Weise, direktør for tænketanken Cevea i en pressemeddelelse.
 
Sammenlægningen af de to organisationer fejres ved en fredagsbar 12. april kl. 17.00, hvor også bogen DeltagerDanmark præsenteres. Fredagsbaren foregår på Ceveas sekretariat, Vesterbrogade 124B, 3.tv, København V.

Forrige artikel Lav kvotepris koster Danmark otte milliarder Lav kvotepris koster Danmark otte milliarder Næste artikel Færre kolde hænder i kommunerne Færre kolde hænder i kommunerne