Folketingets nye tv-site er åbnet
FOLKETINGS-TV: Folketinget har åbnet for et nyt tv-site på hjemmesiden, der giver mange nye muligheder. Det er eksempelvis muligt at spole tilbage i et møde, der vises direkte.
På Folketingets nye tv-site er det muligt at se møderne "on demand" og dermed se eller gense et møde på et hvilket som helst tidspunkt.
Tv-optagelserne bliver desuden integreret i de skriftlige referater, så man både kan se og læse forhandlingerne i Folketingssalen.
Når man ser direkte transmissioner på Folketingets hjemmeside, får man desuden muligheden for at spole tilbage i møderne, mens de vises direkte.
"Nu kan man når som helst få adgang til optagelser af møderne i Folketinget, hvad enten det er som borger eller professionel bruger," siger Folketingets formand Thor Pedersen i en pressemeddelelse om det nye tiltag og fortsætter:
"Med tv-sitet er Folketinget som parlament førende i forhold til åbenhed og tilgængelighed til det parlamentariske arbejde."