Folketinget forlænger DR-bestyrelse med to år

Regeringens forslag om at strække den nuværende bestyrelses beskikkelsesperiode frem til 2025 er blevet hastbehandlet i Folketinget. 

Der skulle egentlig have været skiftet ud på bestyrelsesposterne i Danmarks Radio ved årsskiftet, men et hastbehandlet lovforslag har muliggjort, at den siddende bestyrelse kan fortsætte to år længere. 

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil gennemføre medieaftalen fra maj 2022 med tilpasninger, og det fremgår af medieaftalen, at DR’s nuværende bestyrelse skal genbeskikkes for to år. Det har en afstemning nu gennemført. 

"Det her er det første initiativ i medieaftalen, som regeringen fører ud i livet. I den kommende tid vil jeg kaste mig over de andre dele af medieaftalen," siger den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

DR's bestyrelse består i dag af 11 medlemmer og har Marianne Bedsted som formand. Formanden og to andre medlemmer er udpeget af kulturministeren. Seks medlemmer er udpeget af kulturministeren og Folketingets seks største partier efter indstillinger fra partierne. Derudover er der to medarbejdervalgte medlemmer. 

Forrige artikel Her er Socialdemokratiets nye ordførere Her er Socialdemokratiets nye ordførere Næste artikel Her er de folketingsmedlemmer, der har stillet flest spørgsmål til ministrene Her er de folketingsmedlemmer, der har stillet flest spørgsmål til ministrene