Fogh vil fremrykke transportinvesteringer - se listen

INFRASTRUKTUR: VK vil fremrykke offentlige investeringer i transport- og infrastruktur, siger Fogh. Se listen projekter, der kan fremrykkes.

For at imødegå udfordringerne i den kriseramte danske økonomi er regeringen åben over for at fremrykke en række offentlige investeringer. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sit pressemøde tirsdag, hvor han også fremhævede investeringer i transport og infrastruktur som områder, hvor offentlige investeringer kan fremrykkes.

På pressemødet sagde Fogh:

"Vi har jo for de kommende år planlagt ret betydelige offentlige investeringer. Vi kan fremrykke en række af disse investeringer. Det gælder blandt andet på velfærdsområdet. Vi har jo etableret en kvalitetsfond, der over de næste ti år skal investere ganske betydelige midler i nye topmoderne sygehuse, skoler, daginstitutioner og ældreboliger. Vi kan fremrykke en række af disse investeringer, hvis det er nødvendigt for at holde aktiviteten i gang. Et andet område, det er trafik- og andre infrastrukturinvesteringer, hvor vi har fremlagt et stort oplæg. Også her er der mulighed i et vist omfang, at fremrykke offentlige investeringer, hvis det er nødvendigt for at holde beskæftigelsen oppe."

Fogh pointerede dog, at den såkaldte Bankpakke 2 skal være færdigforhandlet, før man tager hul på at kigge på fremrykning af offentlige investeringer. Fogh forventer, at en aftale om Bankpakke 2 vil være indgået inden udgangen af januar måned.

K: Projekter skal fremrykkes hvor behovet er størst
Dermed er statsministeren på linje med regeringspartneren Det Konservative Folkeparti, som ser offentlige investeringer i transport og infrastruktur som en god måde at opnå kortsigtede gevinster, som kan afhjælpe dansk økonomi.

"Vi kommer nok til at skulle fremrykke en række offentlige investeringer, men det er ikke afklaret endnu, hvilke investeringer det kommer til at dreje sig om. Med hensyn til investeringer i transport- og infrastruktur, så kan de store megaprojekter nok ikke komme på tale, da de har en alt for lang tidshorisont til at gøre noget for økonomien. Modsat kan projekter, hvor alle forberedelser er på plads og tidshorisonten er god, godt komme på tale at fremrykke, så længe projekterne lever op til målsætningen om at sætte ind der, hvor behovet er størst," siger finansordfører Mike Legarth (K).

Også regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er indstillet på at fremrykke offentlige investeringer i transport- og infrastruktur.

I Pia Kjærsgaards ugebrev mandag skriver DF-formanden, at partiet ønsker, at Folketinget åbner op for fremrykning af offentlige investeringer bl.a. i infrastruktur. Kjærsgaard lægger dog vægt på, at der ikke bliver tale om ekstrabevillinger.

"Når bankpakken forhåbentlig falder på plads med et resultat, som sikrer bredest mulig tilfredshed, ønsker Dansk Folkeparti, at Folketinget i foråret åbner op for hurtige beslutninger om en fremrykning af offentlige investeringer på områder, hvor udviklingen har haltet bagefter, og hvortil der allerede er øremærket offentlige midler. Vi taler om skoler og plejehjem. Vi taler om sundhedssektoren og infrastruktur. Men vi taler ikke om ekstrabevillinger eller øgede udgifter, men derimod om en fremrykning af allerede trufne beslutninger. Det bliver altså hverken billigere eller dyrere, men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være," skriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev.

Disse trafikprojekter kan fremrykkes
Når politikerne diskuterer at fremrykke investeringer inden for infrastruktur for at fremme beskæftigelsen og styrke økonomien, er det især 16 vejanlægsprojekter, der er aktuelle.

Vejanlægsprojekterne står beskrevet i regeringens trafikplan "Bæredygtig transport - bedre infrastruktur". (Se projekterne i faktaboks nederst på siden.)

Transportministerens særlige rådgiver oplyser, at de 16 vejanlægsprojekter er projekter, som allerede er sat i gang, men som er sat i bero på grund af mangel på penge.

Projekterne blev i sin tid igangsat af amterne, men blev i forbindelse med kommunalreformen overtaget af staten. Siden har det vist sig, at Vejdirektoratet har underbudgetteret projekterne voldsomt. Derfor er 13 af 16 projekter sat i bero på grund af pengemangel.

Transportministerens særlige rådgiver bekræfter, at netop de 16 projekter er specielt aktuelle, såfremt man ønsker at fremrykke investeringer inden for transport- og infrastruktur.

Han bekræfter, at Transportministeriet har overblik over, hvor mange penge projekterne er overskredet med. Han ønsker ikke at komme med et konkret beløb for overskridelsen, men siger dog, at det er mange penge.

Ud over de 16 vejanlægsprojekter er der syv projekter, som der i 2009 vil ligge VVM-undersøgelser på. Disse projekter vil dermed ligge klar til vedtagelse for politikerne. En fremrykning kan eventuelt også komme til at omfatte disse projekter.

Forrige artikel Ordførere er parate med krav til landbruget Ordførere er parate med krav til landbruget Næste artikel Camilla Hersom skal afløse Niels Helveg Camilla Hersom skal afløse Niels Helveg