Førstedamen i forventningernes fedtefad

WASHINGTON DC - USA's feminister og debattører er gerådet i slagsmål om den amerikanske førstedame, Michelle Obama. Især på venstrefløjen havde mange forventet, at hun i sin mands anden regeringsperiode ville springe ud som "sig selv" - en modig, veltalende, veluddannet og politisk interesseret kvinde med en slagfærdig humor, der kunne påvirke den politiske dagsorden på tunge områder. Men de er blevet skuffede, og nu er en debat om førstedamens rolle i det 21. århundrede blusset op for lys lue.

Det er i hvert fald sådan, mange ligestillingsorienterede kvinder forestillede sig, at hun er under den polerede fernis, der er næsten umulig at slippe ud af i den institutionelt besværlige rolle. På den ene side har man magt, på den anden side er man ikke er valgt at forvalte den. På den ene side er man en offentlig frontfigur, der forventes at bakke op om præsidenten 100 procent, men på den anden side må man ikke ses som et menneske med en personlig dagsorden. Det klassiske eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man forsøger, er nu som før Hillary Clintons fejlede sundhedsreform, fra dengang hun beboede The East Wing i Det Hvide Hus.

Endelig er der et krav om, at førstedamen også netop er en "dame" i ordets klassiske forstand: en velklædt familieorienteret skikkelse, som den amerikanske modeindustri kan kappes om at designe især kjoler og jakker til, og som er mor og har sin egen opskrift på småkager.

Den perfekte rollemodel - fra fortiden
Problemet, som det diskuteres nu, er, at Michelle Obama har levet perfekt op til rollen, som den altid har været forstået. Hendes stædige fastholden om, at hun først og sidst er "Mom in Chief" for døtrene Sasha og Malia - ikke bare i 2008 men også i 2012 - og hendes vedvarende interesse for sundhed og særligt grøn mad og motion har ikke ændret sig og ser ikke ud til at gøre det.

Hun har skrevet flere bøger om mad og sundhed og den urtehave, som hun blev verdensberømt for at etablere i Det Hvide Hus. Og hun har fortsat sin kampagne, "Let's Move", der sigter på at få de mange overvægtige, amerikanske skolebørn til at motionere noget mere.

Men i visse miljøer i hendes eget bagland var der altså et håb om, at hun ville transformere rollen. At hun en gang for alle ville gøre op med den gammeldags opfattelse af præsidentens mage, som mange både i det afroamerikanske miljø, i ligestillingsmiljøet og på den demokratiske venstrefløj finder problematisk og ude af trit med kvindernes rolle i det moderne Amerika. 

Der har været forestillinger om Michelle Obama som aktiv i en våbenlovsreform og i kampen for at forbedre vilkårene for USA's krigsveteraner, hvor mange kæmper med følgerne af udstationeringer i krigszoner. FLOTUS - First Lady of the United States - har holdt flere taler om begge emner. Det er imidlertid blevet ved talerne. 

Michelle Obama er et "feministisk mareridt"
Den simrende skuffelse kogte over i sidste uge, da Michelle Cottle, som er Washington-korrespondent for netmediet Daily Beast, skrev et gæsteindlæg for Politico i form af et hårdtslående angreb på førstedamen.

Indlægget bar overskriften "Lean Out" (et ordspil på det nyfeministiske manifest og bestseller, 'Lean In,' der er skrevet af direktør ved Facebook Sheryl Sandberg, og hvis hovedpointe er, at kvinder må gribe ud efter magten og altid insistere på at sidde med ved forhandlingsbordene). 

I artiklen lod Cottle forstå, at Michelle Obama var intet mindre end "et feministisk mareridt." 

"Hun var så lovende, da hendes mand blev valgt i 2008. Her havde vi, tænkte mange feminister, en stærk, Ivy-League uddannet topadvokat, en kvinde, der ville gå ud over den traditionelle rolle som tilbedende hustru og i stedet give bud på løsningen af vanskelige spørgsmål som fattigdom, børn født uden for ægteskab og kvinders reproduktive rettigheder. Men desværre har Michelle valgt at holde sig ude af skudlinjen. Hun spiller helt overvejende rollen som supermor for sine to døtre og nøjes med at tackle de samme sikre emner, som hendes forgængere har gjort. 'Havearbejde,' 'omsorg for sårede soldater,' 'højtlæsning for børn?'  Jo, Michelle kan sandelig let forveksles med en First Lady fra 1950'erne," lød det fra Cottle. 

Hun undrer sig over, at Michelle Obama selv i sin mands anden regeringsperiode, hvor der ikke er grund til at bekymre sig om genvalg, fortsat undgår at udtale sig om noget, der "ville skræmme den hvide, mandsdominerede magtelite." 

Cottle sluttede sin to sider lange salve med konklusionen: 

"Hvor er det dog uendelig trist ... En dag vil nogen knuse det fastlåste, konventionelle billede af en førstedame. Det bliver bare ikke Michelle Obama."

Skrid, hvide feminister
Der gik ikke mange timer, før modoffensiven satte ind på nettet:

"Hvilket aggressivt og uberettiget angreb," lød det f.eks. fra den afroamerikanske kommentator, Noreen Malone på NewRepublic.com i et indlæg med overskriften "I hvide feminister skal bare lade Michelle Obama være." 

"Michelle Obama har ført an i en række vigtige kampagner, herunder en imod fedme, som regnes for at være Amerikas største sundhedsmæssige krise. I kulisserne spillede hun en vigtig rolle som "præsidentens liberale (venstredrejede, red.) samvittighed", og hun var uundværlig, da præsidenten endelig underskrev sin sundhedsreform. Hvis der ikke er en seriøs magtudøvelse i forbindelse med et alvorligt emneområde, så ved jeg ikke, hvad er." 

Det er da fint at være mor
Andre undrede sig over, at Michelle Obama overhovedet skulle forsvare sit ønske om at være en god mor, når man tager i betragtning, hvor kolossal en omvæltning det var for parrets to små piger, da deres far blev valgt som præsident i 2008.

"Hvis hun også fokuserer på at være "Mom in Chief, så godt for hende" indvendte Kat Stoeffel i NYMag.com. 

"Det at være fri til netop at vælge moderskabet over arbejdet er noget, mange sorte kvinder drømmer om - i modsætning til velhavende hvide kvinder. De ser ikke moderskabet som et indre fængsel, hvorfra feministerne befriede dem." 

Stoeffel minder i den forbindelse om, at dette valg slet ikke findes for det store flertal af sorte kvinder, der fortsat gennemsnitligt er langt fattigere end USA's hvide kvinder. Og det i dag så velkendte dilemma mellem karriere og moderskab eksisterede slet ikke for "deres mødre og bedstemødre, som intet andet valg havde end at arbejde uden for hjemmet  og opdrage andre folks børn. I den forstand er Michelles stærke Mom-in-Chief-rolle intet mindre end revolutionær." 

Falsk præmis om racelighed
Diskussionen har raset i dagevis og er langt fra slut. Det er ikke muligt med en konklusion, for deltagerne i debatten er radikalt uenige. Men visse debattører mener imidlertid, at diskussionen er falsk, fordi de nu som før ikke tror på den underliggende præmis: at raceligheden i USA er nået til et punkt, hvor Michelle Obama rent faktisk har haft valgfrihed, når det gælder valget af rolle:

"Lad os ikke foregive, at vores samfund ville acceptere installeringen af en højtråbende, veltrænet sort kvinde på 1,82 i Det Hvide Hus," lød det fra den unge Kate Dries, som arbejder på det hårdtslående og meget læste kvinde/mode/feministiske/sladder-website, Jezebel.com, der ejes af Gawker. 

"Hillary Clintons direkte og meget politiske tilgang til rollen gjorde hende til den mest kontroversielle First Lady i USA's historie." 

"Forestil dig så lige, hvordan landet vil reagere på noget af det samme fra en sort First Lady. ... selv i dag, når Michelle tilbyder gode råd om kost, grøn mad eller body-toning, reagerer truede hvide mænd med at fremsætte fornærmende og hånlige bemærkninger om hendes krop og fremmaner de klassiske Angry Black Woman-stereotyper," lød det fra Dries, der konkluderer. 

"Michelle har utvivlsomt stærke synspunkter, som hun gerne vil udtrykke. Men som en sort kvinde, kan hun ikke gøre det."

  Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

annegrethe@altinget.dk