FLSmidth indstiller Ørsted-topchef til næstformandspost

Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted, er indstillet som næstformand i FLSmidths bestyrelse. Nuværende næstformand Tom Knutzen indstilles som formand, efter Vagn Sørensen træder tilbage efter 11 år.

Der blæser nye vinde i FLSmidths bestyrelse.

Cementkoncernen oplyser i en pressemeddelelse, at formand Vagn Sørensen træder tilbage efter 11 år på posten. Samtidig indstiller FLSmidth den nuværende næstformand, Tom Knutzen som formand, mens Mads Nipper indstilles som næstformand.

Mads Nipper er administrerende direktør i vindenergiselskabet Ørsted og leder for energiarbejdsgruppen i World Economic Forums klimalederalliance, Alliance of CEO Climate Leaders.

LinkedIn skriver Mads Nipper at han ser frem til at bidrage til den fremtidige rejse i en af Danmarks "industrielle ikoner." Samtidig offentliggør han, at han træder tilbage fra sin post som næstformand i Danish Crowns bestyrelse.

FLSmidth afholder ordinær generalforsamling 30. marts, hvor den nye formand og næstformand formelt bliver godkendt til posterne.

 

Forrige artikel Debattør dropper klummer: Gamet er benhårdt Næste artikel Skatteministeren ansætter ny særlig rådgiver Skatteministeren ansætter ny særlig rådgiver