Flertal har droppet finansiering til hårdt tiltrængt renovering af Kødbyen. Nu rådner lokalerne videre, mens skatteborgernes regning vokser

Regningen for renoveringen af Kødbyens nedslidte lokaler vokser i millionstørrelse hvert år, viser en rapport fra Rambøll. Renoveringsarbejdet er dog endnu engang blevet udskudt, da partierne på Københavns Rådhus ikke har sat midler af til renoveringen på årets budget.

Mens der blandt de røde partier på Københavns Rådhus er enighed om, at Kødbyen skal blive på kommunale hænder, er det straks sværere for politikerne at finde penge til at renovere de populære, men nedslidte lokaler, der huser en række restauranter og spillesteder.

I årets budgetaftale afsatte budgetpartierne ikke en eneste krone til Kødbyens renovering, der ifølge en rapport af Rambøll fra 2021 er løbet op over en milliard kroner. Kommunen mangler stadig at finde finansiering for 444 millioner kroner.

Derfor kritiserer Socialdemokratiet, der står uden for budgetaftalen, nu blandt andre Enhedslisten for at ville beholde Kødbyen uden at sætte penge af til vedligeholdelsen.

“Kødbyen er vores kreative oase. Men bygningerne trænger til en kærlig hånd. Derfor er jeg rigtig ærgerlig over, at budgetpartierne ikke har det med, for det havde Socialdemokratiet egentlig lagt op til,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Under budgetforhandlingerne lagde Socialdemokratiet op til at bruge flere millioner på renovering af Kødbyen. Forslaget blev pillet ud, men overborgmesteren understreger, at hun vil foreslå en renovering til næste års forhandlinger.

"Det er en vigtig prioritet for Socialdemokratiet. Men det bør det jo også være for Enhedslisten og SF, der stemte for at bevare Kødbyen på kommunale hænder. De skal jo være med til at finde pengene," siger hun.

Ifølge rapporten bør kommunen bruge et tocifret millionbeløb årligt på renoveringen, hvis ikke regningen skal stige yderligere. 

”Vedligeholdelsesefterslæbet vurderes at udvikle sig ekspotentielt, hvis det ikke håndteres løbende," lyder det i rapporten fra Rambøll. 

Enhedslisten er et af de partier, der vil beholde ejerskabet af de gamle slagtehaller. Samtidig så partiet bort fra anbefalingen om at bruge penge på renoveringen af byen.

“Vi havde simpelthen ikke penge nok,” siger medlem af Økonomiudvalget Karina Vestergård Madsen (EL).

Årelangt efterslæb

Rådhuset har været bekendt med Kødbyens forfald i årevis.

I 2021 afdækkede Berlingske, hvordan lejere i Kødbyen arbejder under defekte vinduer, fugtskader og halvhjertede installationer.

Enhedslisten vil dog ikke ud med, hvor lang tid der skal gå, før Kødbyen er renoveret. Det afhænger af, hvor store anlægsmåltal kommunen bliver tildelt i næste års økonomiaftale.

Aftalen forhandles på plads af den kommende regering og Kommunernes Landsforening og sætter rammen for, hvor meget kommunerne må bruge på eksempelvis vedligehold af bygninger.

“Det vigtigste er, at vi kommer i gang,” siger Karina Vestergård Madsen.

Ifølge Rambøll stiger regningen for renoveringen af Kødbyen voldsomt, hvis I ikke sætter de nødvendige midler af. Det gjorde I ikke i år. Synes du, det er rimeligt over for skattebetalerne, der står med regningen?

Nej. Men det er heller ikke rimeligt, at vi ikke har råd til at bygge eller renovere botilbud til borgere med handicap og psykiske lidelser. Der er så mange ting, der er vigtige. Og du kan bare ikke gøre det hele.”

Man kunne godt frygte, at I næste år igen vil sige, at der ikke er penge nok. Vil Enhedslisten prioritere at afsætte de nødvendige midler til Kødbyen i næste års budget?

“Jeg kan ikke sidde og love noget som helst i forhold til næste års budgetforhandlinger. Vi er nødt til at se på, hvilken ramme vi får fra staten.”

Du siger, det er vigtigt at komme i gang. Hvor dyr må regningen blive, før I kommer i gang?

“Jeg tror ikke, man skal sætte tal på, hvor dyr en renovering må blive. Jeg tror hellere man skal se på, hvor stor en værdi Kødbyen har. Kødbyen har en meget, meget stor værdi. Jeg tror, at mange københavnere mener, det er vigtigt, vi bevarer Kødbyen. Og derfor skal vi selvfølgelig bruge de penge, der skal til,” siger Karina Vestergård Madsen.

Fulgte ikke anbefaling

Rambøll udgav rapporten om behovet for genopretning af Kødbyen allerede inden der blev sat blæk på sidste års budget i 2021.

Her blev det anbefalet, at kommunens indtægter på 32 millioner fra lejerne i Kødbyen skulle bruges på renovering. Derudover skulle kommunen selv afsætte et tocifret millionbeløb til renoveringen, lød anbefalingen i rapporten.

Men aftalepartierne bag budgetaftalen afsatte blot de 32 millioner kroner fra lejeindtægterne.

Her var Socialdemokratiet med i aftalen.

I havde selv mulighed for at afsætte midlerne, som rapporten anbefalede. Men det gjorde I ikke. Hvorfor?

“Vi havde muligheden. Men en ting er, at vi har en rapport, der foreslår noget. Det skal jo omsættes til en egentlig plan i kommunen. Vi beslutter ikke bare at sætte et millionbeløb af,” siger gruppeformand Jonas Bjørn Jensen (S) og fortsætter:

“Den beslutning, vi tog i sidste års budget, var at følge Rambølls anbefalinger. Vi ville kvalificere Rambølls rapport til en egentlig plan og så hakke til den i dette års budget.”

Og planen for renoveringen af Kødbyen lå angiveligt klar ifølge Jonas Bjørn Jensen.

“Alt kørte på skinner. Men så ‘glemte’ budgetpartierne bare at sætte pengene af, hvis jeg skal være lidt polemisk,” siger han.

Årtier før “byens sjæl” er repareret

Til næste års budgetforhandlinger skal partierne altså tage stilling til, om der skal tages hånd om Kødbyen - og om renoveringen skal vare ti, 15, 20 eller 25 år.

På bordet ligger der forskellige modeller til, hvor mange penge kommunen årligt skal afsætte for at finde de 444 millioner kroner, der mangler til renoveringen.

Enhedslisten vil dog ikke svare konkret på, hvor hurtigt renoveringen skal overstås. Men det vil Socialdemokratiet.

“Vi har ikke lagt os fast på noget, men vi regner med, at det kan gøres indenfor ti til 15 år. Hvis man kommer meget længere ud, så er det min vurdering, at man risikerer, at nogle af skaderne bliver forværrede,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og afslutter:

Det her er byens sjæl, og vi bør finde penge til at renovere Kødbyen. Der er ikke et alternativ i for eksempel et salg, for så bliver lejepriserne nogle helt andre - og så har vi ikke mulighed for at have det pulserende hjerte for gastronomi og andre kreative erhverv.”

Forrige artikel EU vil konfiskere frosne russiske aktiver for at hjælpe Ukraine EU vil konfiskere frosne russiske aktiver for at hjælpe Ukraine Næste artikel Antallet af udsatte boligområder og parallelsamfund falder for femte år i træk: Se alle de nye lister her Antallet af udsatte boligområder og parallelsamfund falder for femte år i træk: Se alle de nye lister her