Flertal bag togfondens timeplan vakler

TIMEPLAN: Dansk Folkeparti vil have togfondens andens fase genovervejet inden et kommende valg. Forudsætningerne har ændret sig markant, lyder det fra partitoppen.

Flertallet bag fremtidens timeplan for de danske jernbaner vakler.

Dansk Folkeparti har længe været skeptisk over, hvor realistisk det er at fastholde ambitionerne i togfondens anden fase, der skal reducere rejsetiden i tog til en time på tværs af de større byer i Danmark.

Nu kræver partiet de politiske drøftelser om status for togfondens anden fase fremrykket fra 2019 til i stedet at skulle afklares inden årets udgang.

”Der er sket så mange ting på den her front, at vi synes, det er rimeligt, at man allerede i år får gjort status på, hvordan økonomien ser ud i fase to,” siger Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti.

Fase to lægger op til investeringer for knap 14 milliarder kroner i blandt andet en ny bro over Vejle Fjord og en ny banestrækning i Østjylland.

Opbakning til ordfører
Med sin melding bakker Peter Skaarup på hele partiets vegne op om et debatindlæg, som Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, i sidste uge skrev på Altinget.

Her slog ordføreren blandt andet til lyd for at fremrykke de statusforhandlinger, som partierne bag togfondsforliget var enige om at gennemføre i 2019.

Han pegede på, at et flertal i Folketinget har givet DSB mandat til at indkøbe eltog med en topfart på 200 kilometer i timen, frem for de 230 kilometer i timen, som timeplanen forudsætter.

Det gør det ifølge Kim Christiansen urealistisk at indfri løftet om en timeplan.

S holder fast i køreplanen
Fremrykningen af statusforhandlingerne skal ifølge Peter Skaarup også ses i lyset af, at et folketingsvalg nærmer sig, og at det vil være hensigtsmæssigt at tage diskussionen forinden.

Det har Socialdemokratiet dog ikke umiddelbart tænkt sig.

”Lige nu er vi optaget af at få gennemført togfondens fase et. Og så er det fint at tage drøftelsen om togfondens fase to i 2019, som vi har aftalt i forligskredsen,” siger partiets transportordfører, Rasmus Prehn.

Hvis Dansk Folkeparti skulle henvende sig direkte til de øvrige forligspartier om det at fremrykke de drøftelser, så vil man ”forholde sig til det”.

Rygterne om timeplanens død er overdrevne
Ud over Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er også SF, Radikale og Enhedslisten med i forliget bag togfonden.

Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, ser ikke de store problemer i at tage diskussionen om togfondens fase to allerede i indeværende år.

Men han anerkender ikke præmissen om, at timeplanen er afgået ved døden, fordi det er aftalt, at DSB kan indkøbe tog med en topfart på 200 kilometer i timen.

Læs hele artiklen på Altinget: transport (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Cepos støtter SF: Finansministeriet bør lægge regnemodeller og antagelser frem   Cepos støtter SF: Finansministeriet bør lægge regnemodeller og antagelser frem   Næste artikel Formand for det udflyttede Børneråd: “Jeg vil ikke efterlade et dødsbo” Formand for det udflyttede Børneråd: “Jeg vil ikke efterlade et dødsbo”