Finansministeriet indstiller kontorchef som årets talent

Finansministeriet har indstillet den 35-årige kontorchef Anders Morris Hjelholt til prisen som årets erhvervstalent i en aviskonkurrence.

Den 35-årige Anders Morris Hjelholt har gjort kometkarriere i Finansministeriet de seneste fire år, og han har altså sneget sig ind på listen over unge danske talenter fra erhvervslivet.

"Anders Morris Hjelholt er på mange måder både en sjælden fugl og en fisk i vandet i Slotsholmens maskinrum," lyder det i indstillingen til Berlingske Talent 100 fra Finansministeriet, der kalder talentet for "Finansministeriets problemknuser".

Efter et år som kontorchef i Finansministeriets sjette kontor har Anders Morris Hjelholt fået ansvaret for budgetteringen til at styrke skattevæsenet, ligesom han har ansvar for flerårsaftaler for politi, anklagemyndighed samt Kriminalforsorgen.

Anders Morris Hjelholt har en fortid som både særlig rådgiver for S-ministrene Nicolai Wammen og Dan Jørgensen og som konsulent for administrerende direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen.

Avisen sætter med Talent 100-kåringen fokus på unge, der har evnen og viljen til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv.

Forrige artikel Christian Sagild forlader Danske Bank og kritiserer regelsæt Næste artikel Dødsfald: Fhv. DTU-rektor Peter Lawætz (80)