FH lader Lizette Risgaard fortsætte i bankbestyrelse mindst ni måneder endnu

Mens den forhenværende FH-boss er fortid i flere andre bestyrelser, får hun indtil videre lov til at fortsætte i Arbejdernes Landsbank på vegne af FH. ”Besynderligt” og ”en form for beskyttelse af Lizette Risgaard,” lyder det fra eksperter.

Lizette Risgaard skal fortsat repræsentere Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i bestyrelsen for Arbejdernes Landsbank som minimum frem til næste forår.

Det sker, selvom Lizette Risgaard for en måned siden trak sig som formand for FH oven på afsløringer i Berlingske og Ekstra Bladet af grænseoverskridende adfærd overfor unge mænd i fagbevægelsen.

Siden har hun mistet sine poster i blandt andet pensionsgiganten ATP, pengetanken LD Fonde og medieselskabet A-pressen.

Adspurgt af Altinget hvor længe det er planen, at Lizette Risgaard fortsætter som FH’s repræsentant i bestyrelsen for arbejderbanken, svarer FH i en skriftlig kommentar:

”Det er en overvejelse, vi må gøre os, når det bliver aktuelt. Bestyrelsesmedlemmer i Arbejdernes Landsbank vælges på den årlige generalforsamling, og indtil da fortsætter den valgte bestyrelse.”

Med andre ord vil FH lade Lizette Risgaard fortsætte i bestyrelsen for Arbejdernes Landsbank som minimum frem til næste generalforsamling, som er i foråret 2024, og hovedorganisationen har endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med posten derefter.

Kan afsættes når som helst

Ifølge juraprofessor Jesper Lau Hansen fra Københavns Universitet kan et bestyrelsesmedlem imidlertid godt afsættes, også i tiden mellem de ordinære generalforsamlinger. Det følger af selskabsloven.

”Den pågældende lovbestemmelse anfører, at dette kan ske ’til enhver tid’, det vil sige uanset at bestyrelsesmedlemmet måtte være valgt for et år, og det år ikke er gået endnu,” skriver han i en mail til Altinget.

Juraprofessoren forklarer, at det i givet fald vil kræve en ekstraordinær generalforsamling i selskabet. En sådan vil være ”besværlig og dyr, men altså mulig,” påpeger Jesper Lau Hansen. Det har FH ingen kommentarer til.

Da Per Christensen sidste år trak sig som formand for 3F efter BTs afsløring af hans dobbeltliv, stoppede han samtidigt som bestyrelsesformand i Arbejdernes Landsbank.

En blød exit

Ledelsesekspert Flemming Poulfelt, der er professor emeritus på handelshøjskolen CBS, peger på, at sagen om grænseoverskridende adfærd allerede har kostet Lizette Risgaard både formandsposten i FH og flere andre fremtrædende poster.

Ikke desto mindre ligger der fra FH’s side også et signal i, at den fratrådte formand får lov til at fortsætte i arbejderbankens bestyrelse, vurderer han.

”Det sender et signal om, at FH vil give Lizette Risgaard en blød exit, hvor man ikke tager alt ud af hænderne på hende. På den måde er det en form for beskyttelse af Lizette Risgaard,” siger Flemming Poulfelt.

Forekommer ”besynderligt”

Lektor og arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet siger, at han ikke ved, hvad der ligger bag beslutningen fra FH’s side, og at der kan være gode grunde til at lade Risgaard fortsætte, hvis bankbestyrelsen for eksempel skal afslutte arbejdet med en større opgave. Men:

”Udefra set forekommer det umiddelbart besynderligt, at Lizette Risgaard kan fortsætte med at repræsentere FH i Arbejdernes Landsbank, når nu hun har fået afviklet flere andre eksterne tillidshverv,” siger Laust Høgedahl.

FH har ikke svaret på Altingets spørgsmål om, hvordan det kan være, at Risgaard fortsætter i banken, når nu hun er fortid som repræsentant for FH i flere andre bestyrelser.

Laust Høgedahl vurderer samtidigt, at det næppe kan være alle medlemsforbundene under FH, der er tilfredse med, at Lizette Risgaard beholder bestyrelsesposten.

Fagbosser klapper i

I det hektiske forløb op til at Lizette Risgaard trak sig som formand, var det HK-formand Anja C. Jensen, der var den første til offentligt at trække støtten.

Anja C. Jensen har dog ingen kommentarer til, at Lizette Risgaard indtil videre kan fortsætte i bestyrelsen for Arbejdernes Landsbank, meddeler presseafdelingen i HK.

Heller ikke FOA-formand Mona Striib vil bedømme beslutningen.

”Der er ikke flere vurderinger eller svar fra min side, før vi den 28. juni har advokatundersøgelsen på bordet,” siger hun med henvisning til den undersøgelse, som advokater fra Kromann Reumert er i gang med.

Dansk Metals formand, Claus Jensen, er formand for bestyrelsen i Arbejdernes Landsbank. Han henviser blot til FH.

”Det er FH, der tager den beslutning i og med, at det er dem, der har aktierne,” siger Claus Jensen.

FH ejer syv procent af aktierne i Arbejdernes Landsbank.

Lizette Risgaard er ikke vendt tilbage på flere henvendelser fra Altinget.

Efter offentliggørelsen af artiklen har FOA præciseret, at advokatundersøgelsen fra Kromann Reumert tidligst bliver klar den 28. juni, og at det ikke nødvendigvis bliver præcis den dato.

Forrige artikel Partier kræver svar fra Ellemann i våbensag: Partier kræver svar fra Ellemann i våbensag: "Forklaringen skal komme fra hestens egen mund" Næste artikel Professor: Ellemann kan have vildledt Folketinget Professor: Ellemann kan have vildledt Folketinget "væsentligt" i sag om våben for milliarder