Faldende trivsel blandt unge under corona: Nu præsenterer regeringens ungdomspanel sine anbefalinger

Regeringens ungdomspanel er blevet enige om en lang række ønsker til politikerne, som skal styrke trivslen i ungdomslivet efter corona. Se alle panelets anbefalinger her.

Fritidsjob til alle unge, flere studiepladser, og flere penge til blandt andet uddannelsesinstitutionerne, foreningslivet, kulturtilbud, børne- og ungdomspsykiatrien og hjemløseindsatser.
 
Det er blandt ønskerne til regeringen fra det hurtigtarbejdende ungdomspanel, som børne- og uddannelsesminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i marts nedsatte, for at få de unges anbefalinger til tiltag, der kan styrke trivslen i ungdomslivet efter corona - som ifølge en undersøgelse fra Tryg er ramt hårdest af alle aldersgrupper.

Panelet, som består af 15 repræsentanter fra forskellige ungdomsorganisationer, er efter en række virtuelle møder blevet enige om 15 overordnede anbefalinger, som onsdag aften bliver overrakt til statsminister Mette Frederiksen (S) og børne- og uddannelsesminister Pernille Rosenkrantz-Theil ved et arrangement på Krogerup Højskole.

Se alle anbefalingerne nederst i artiklen.

Ét af panelets medlemmer er 17-årige Esther Vyff Petersen, der er formand for Danske Skoleelever. Hun fremhæver elevinddragelsen i folkeskolerne, som det mest afgørende punkt blandt de mange anbefalinger.

"Det har altid været vigtigt, men det er altså endnu mere relevant nu. Mens skolerne har været nedlukket, er elevstemmen blevet nedprioriteret, og lærerne har føltes meget, meget langt væk. Med skolebrillerne på mener vi, at det er det allervigtigste," lyder det fra Esther Vyff Petersen.

En ønskeliste fra ungdommen
Flere af ønskerne er direkte relateret til coronanedlukningen. Det gælder blandt andet anbefalingen om, at: "de gode erfaringer med for eksempel online-undervisning, undervisning i det fri og mindre hold fremadrettes indtænkes og integreres på tværs af uddannelsessektoren," og at det skal være nemt at "vende tilbage til uddannelsesforløb, man har forladt under nedlukningerne."

Nogle anbefalinger er blevet mere relevante på grund af corona, og så er der andre, "som egentlig bare generelt er en god idé, som skal være med til at sikre det gode ungdomsliv," fortæller Esther Vyff Petersen.

”Vi har skabt nogle anbefalinger, som afspejler rigtig mange forskellige organisationer og grupper af unge. Det gælder både dem, der går i folkeskolens 8. klasse, og dem, der er uden for uddannelsessystemet,” siger hun og tilføjer:

"Det er ikke ungdomspanelets opgave at fortælle hvilket sted i loven, der skal laves om, eller hvem, der skal have to millioner. Det er en måde at vise på, hvad ungdommens syn er på tingene, og hvad vores umiddelbare løsninger er til det." 

Var der nogen punkter, som I var uenige om i ungdomspanelet?

"Selvfølgelig havde vi masser af diskussioner frem og tilbage, og det er klart, at vi har forskellige interesser. Men når man som organisation har fremhævet mærkesagerne for sine medlemmer, så har der været stor forståelse for, at det selvfølgelig har skullet med, hvis man har repræsenteret en stor gruppe unge, som synes, at det har været rigtig vigtigt at få med på vores ønskeliste."

Så det er i virkeligheden en ønskeliste fra ungdommen?

"Det kan man godt kalde det. Og vi går stærkt ud fra, at det er en ønskeliste, der i høj grad bliver taget alvorligt. For det er jo hele ungdommen – stort set – der er repræsenteret i det her ungdomspanel."

Hvad skal der til for, at du synes, at det har været en succes?

"Når der for eksempel står, at vi skal lære af de gode erfaringer, så håber jeg da, at man bliver inviteret til møde, hvor man kan give sine gode erfaringer, snakke om hvordan fremtidens skole kan se ud, og sørge for at få for eksempel elevernes input med til det," svarer Esther Vyff Petersen og tilføjer:

"Jeg har ikke en tjekliste med punkter, som alle sammen skal realiseres, men det er klart noget, som jeg vil hænge en regering op på. De har selv nedsat et ungdomspanel, så skal de også gøre brug af det, som vi foreslår," svarer Esther Vyff Petersen.

Fra regeringens side er der tak til panelet, men endnu ingen løfter om hvad, der vil blive arbejdet videre med.

”Nogle gange skal man give plads til at drømme stort for at finde de gode og kreative løsninger. Den mulighed har Ungdomspanelet grebet. Jeg vil gerne takke medlemmerne for en række interessante anbefalinger til, hvor vi skal sætte ind for at kickstarte ungdomslivet på den anden side af corona,” udtaler børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Se alle ungdomspanelets anbefalinger her:

Forrige artikel Vestager taber skattesag mod Amazon Vestager taber skattesag mod Amazon Næste artikel Ministerium får skarp kritik for at have vendt det blinde øje til mulig svindel med landbrugsstøtte Ministerium får skarp kritik for at have vendt det blinde øje til mulig svindel med landbrugsstøtte