Fagforbund foreslår konkret model: Disse grupper skal have ret til tidlig pension

UDSPIL: Som første fagforbund fremlægger FOA nu en model for, hvem der skal have adgang til differentieret pension. Beskæftigelsesministeren ser gode takter, men også udfordringer, i forslaget.

Er du slagteriarbejder, frisør eller hjemmehjælper, skal du have mulighed for at gå på folkepension tre år tidligere end den officielle pensionsalder.

Det mener FOA, der som det første fagforbund nu præsenterer en model for differentieret pension.

"Man bliver lidt træt af at høre på, at det er helt umuligt at finde en model. Selvfølgelig er det ikke det. Derfor har vi nu valgt at gå på banen med et forslag til, hvordan det kunne se ud," siger forbundsformand Mona Striib.

Mest belastede brancher skal tilgodeses
Siden Socialdemokratiet lancerede deres forslag om en ret til tidlig pension for nedslidte i februar, er bølgerne gået højt om, hvem der skal have retten – og hvem der ikke skal.

FOA foreslår nu, at de 10 mest belastede brancher tilgodeses. Rettesnoren skal være Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs indeks over de brancher, som har den højeste belastning inden for fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Det vil blandt andet give rengøringsfolk, landbrugsarbejdere og kokke ret til tidlig pension, mens for eksempel pædagoger og butikspersonale må vente til den officielle pensionsalder.

Mona Striib understreger, at den foreslåede model heller ikke vil komme alle FOA's medlemmer til gode.

"Det nytter jo heller ikke noget, at man går og stikker folk blår i øjnene, så de tror, at det skal omfatte alle, der har været 40 år på arbejdsmarkedet," siger hun.

Uenighed i FH
Anvendes FOA's skabelon, vil over en million danskere – svarende til 38 procent af lønmodtagerne – være berettiget til tidlig pension. 

Ifølge FOA's egne opgørelser vil modellen højest omfatte 9.000 personer om året, og formentlig færre, da en del vil fortsætte med at arbejde, og en del vil være på andre offentlige ydelser.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), hvor FOA udgør det tredjestørste medlemsforbund, har ikke ønsket at kommentere forslaget.

Ifølge Mona Striib har der i FH-toppen ikke været stemning for, at fagbevægelsen i fællesskab skulle spille ud med forslag til en model for differentieret pension.

"Det har der ikke været appetit på, at vi skulle gøre lige nu. Men vi kan bare se, at retorikken bliver mere og mere skrap på, hvornår det nu er Arnes tur, og at flere på Christiansborg omtaler det som en dødssejler. Derfor mener vi, at det ville klæde os at komme på banen med et konkret forslag," siger hun.

 

Hummelgaard tager forslag med i værkstedet
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ser gode takter i forslaget fra FOA, men også udfordringer.

"Det er spændende tanker, som FOA giver udtryk for, og det er da noget, som vi tager med ned i vores værksted, hvor vi lige nu sidder og arbejder på modellen," siger han.

På udfordringssiden peger ministeren blandt andet på, at de bagvedliggende branchedata i NFA-opgørelsen ikke er særligt gode, fordi virksomheder selv vælger, hvilken kategori de vil tilhøre, og at rangeringen af de hårdest belastede brancher kan ændre sig fra år til år.

"Derudover omfatter en kategori alle medarbejdere i en virksomhed, det vil sige lige fra direktøren til pedellen. Og lige præcis det er jo ikke meningen med vores udspil," siger han.

 

FOA præsenterer sit forslag, når forbundet holder kongres fra onsdag.

I den fulde artikel på Altinget Arbejdsmarked kan du se, hvad 3F siger til FOA's forslag, og hvad ministeren siger om status for at finde regeringens bud på en model for tidlig pension.

Forrige artikel Ny EU-klimaboss forventer at forhøje klimamålet Ny EU-klimaboss forventer at forhøje klimamålet Næste artikel Brexit-forberedelser: Sådan vil regeringen hjælpe danske virksomheder Brexit-forberedelser: Sådan vil regeringen hjælpe danske virksomheder