Fagforbund: Nye S-SF-skatter letter presset på os

EKSTRASKATTER: Både FOA og FTF glæder sig over de ekstra skattestigninger, som S og SF har fremlagt i finanslovsforslaget, fordi de kan lette presset på behovet for en trepartsaftale.

Presset på arbejdsmarkedet parter er lettet en smule, efter at Socialdemokraterne og SF fremlagde deres fælles forslag til næste års finanslov mandag i denne uge.

Det siger fagforbundene FTF og FOA i dag til Altinget | Skat.

Finanslovsforslaget indeholdt nemlig permanente skattestigninger på næsten 7 mia. kr. ud over, hvad de to partier tidligere har varslet i skatteudspillet "Fair Forandring" fra 2009 og "Fair Løsning" fra foråret i år. Og den ekstra konsolidering af økonomien kan gøre det mindre nødvendigt for arbejdsmarkedets parter at finde de 15 mia. kr. i en trepartsaftale via f.eks. en forøgelse af arbejdstiden på 12 minutter om dagen, sådan som S og SF forlangte det i "Fair Løsning":

"Det er klart, at sådan som oplægget nu er lagt frem, så bliver det lettere for arbejdsmarkedets parter. Det er i forvejen en svær øvelse at finde 15 mia. kr., så jeg synes, det er skønt, hvis opgaven for arbejdsmarkedets parter nu bliver lettere. Så det er jeg tilfreds med," siger formanden for FTF Bente Sorgenfrey, der mener, det kan blive vanskeligt at lave en trepartsaftale, hvor lønmodtagerne arbejder mere, end de gør i dag.

Samme melding kommer fra FOA's formand Dennis Kristensen:

"Jeg er lidt forvirret over, om de 7 mia. kr. i forvejen var indeholdt i Fair Løsning - men hvis det er sådan, at der nu er 7 mia. kr. ekstra, så mener jeg også, at det er med til at lette presset på en trepartsaftale. Og det er glimrende, hvis det krav, der er til en trepartsaftale, dermed kan anses for at være mindre," siger han.

Hæver skatter med yderligere 6,6 mia. kr.
Forvirring eller ej, så er det imidlertid en kendsgerning, at Socialdemokraternes og SF's forslag til finanslov vil give staten et varigt merprovenu på 6,6 mia. kr. om året fra 2013 og frem. Det skyldes, at de to partier overraskende har overtaget de skattestigninger, som regeringen og Dansk Folkeparti vedtog i den såkaldte "genopretningsplan" fra foråret, som blandt andet låser den årlige regulering af skattelovgivningens beløbsgrænser i tre år. Det betyder en udhuling af bl.a. personfradraget, som vil give en permanent større skattebetaling fra alle danskere.

De 6,6 mia. kr. fra fastfrysningen af beløbsgrænserne har Socialdemokraterne og SF lagt oven i de skattestigninger, de allerede har foreslået i skatteudspillet "Fair Forandring" sidste år, der dermed vil hæve skatterne med i alt op mod 30 mia. kr.

S-SF holder fast i 15 mia. kr.
Socialdemokraterne og SF har imidlertid endnu ikke besluttet, hvad de ekstra 6,6 mia. kr. skal bruges til. De to partiers skatteordfører understreger dog, at de ikke har nogen intentioner om at arbejde mindre hårdt på arbejdsmarkedsreformer:

"Det er rigtigt, at de ekstra penge letter økonomien, og at man har nogle penge, man godt kunne bruge til at lade være med at lave arbejdsmarkedsreformer. Men det er stadig vores mål at lave dem, og vi er stadig overbeviste om, at når vi får snakket med arbejdsmarkedets parter, så finder vi nogle veje til dem," siger Nick Hækkerup (S).

SF's Jesper Petersen åbner sågar op for, at de ekstra 7 mia. måske endda vil kunne gives tilbage i skattelettelser på et tidspunkt, og derfor skal fagbevægelsen ikke se alt for sultent på dem endnu:

"Arbejdsmarkedets parter kan ikke bestemme, hvad vi skal bruge pengene til. Det kan være, de skal bruges til forbedringer af sygehusene eller forholdene i ældreplejen, det kan være, de skal bruges til skattelettelser til fagforbundenes medlemmer - det er ikke afgjort endnu. Vi holder fast i, at dansk økonomi har brug for arbejdsmarkedsreformer for 15 mia. kr., og vi har ikke slækket på det krav," siger Jesper Petersen.

LO bakker S-SF op
LO's formand Harald Børsting bakker de to partiers skatteordførere op. Han siger i dag i en mail til Altinget | Skat, at han fortsat står ved målsætningerne fra "Fair Løsning" om målet for en trepartsaftale, og at "det ændrer oppositionens finanslovsudspil ikke på".

Men erhvervslivets organisationer er imidlertid mindre sikre. Både brancheorganisationen Dansk Erhverv og landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer frygter således, at de ekstra skattestigninger i S og SF's finanslovsudspil kan betyde, at det bliver sværere at få gennemført arbejdsmarkedsreformerne:

"Muligheden for, at reformerne bliver til noget, er selvfølgelig blevet mindre, nu hvor de har fundet 6,6 mia. kr. Vi kan godt være bange for, at pengene simpelthen tager noget af iveren for at gennemføre arbejdsmarkedsreformer. Men selv om arbejdsmarkedsreformer ikke ved et trylleslag kan løse alle problemer, så er der altså behov for dem. De bliver uomgængelige," siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Jesper Højte Stenbæk, mens erhvervspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer Lone Saaby tilføjer:

"Man kan godt have en berettiget frygt for, at det tager presset af arbejdsmarkedsreformer. Men vi fjerner ikke fokus fra, at det er helt nødvendigt. Vi er nødt til at holde presset."

Forrige artikel Eksperter: Ny planlov hjælper ikke Udkantsdanmark Eksperter: Ny planlov hjælper ikke Udkantsdanmark Næste artikel Flertal støtter forskelsbehandling Flertal støtter forskelsbehandling