Exitcirklen: Mens politikerne nøler, bliver børn stadig brugt som våben til forældrefremmedgørelse

"Sorgen og skammen over at miste et barn og blive erklæret uegnet som mor er den største straf et menneske kan udsættes for. Jeg er levende død," siger en mor fra Exitcirklens terapigruppe i København.

Det er hjerteskærende ord, og denne mor er ikke den eneste, der er fanget i en ulykkelig situation. Hvert år mister forældre i Danmark nemlig retten til og muligheden for at se deres børn. Ikke fordi de er dårlige forældre, eller fordi de har gjort noget forkert, men fordi de er ofre for forældrefremmedgørelse.

Det vil sige en form for psykisk vold, hvor den ene forælder vælger at fremmedgøre, isolere og afskære den anden forælder fra barnet.

Forældrefremmedgørelse er psykisk vold, fordi den forælder, der udøver den, nedgør, krænker, ydmyger, truer, manipulerer og i værste tilfælde udsletter den anden forælder over for barnet. Dette kan for eksempel ske ved at manipulere eller true barnet til at tro, at den anden forælder er farlig, uværdig, ubrugelig og uegnet til at være i barnets liv og hverdag.

Selv om psykisk vold blev kriminaliseret i 2019, mangler danske politikere stadig at etablere en kobling mellem psykisk vold og forældrefremmedgørelse. Det har alvorlige konsekvenser for de forældre, der mister deres børn, og de børn, der mister deres forældre.

Barnet bliver et våben

Fremmedgørelsesprocessen starter ofte med psykisk vold i form af systematisk bagtaleri og miskreditering af den anden forælder. Ofte er det med barnet som hovedvidne, fordi målet ikke alene er at straffe og afskære den anden forælder, men også at intimidere og skræmme barnet så voldsomt, at det ikke kan magte at have begge forældre i sit liv. 

Således bliver barnet udøverens stærkeste våben og en afgørende brik i udøvers psykiske magtspil. For hvis barnet nægter at have samvær med den fremmedgjorte forælder, er der ofte meget lidt at stille op.

Det skyldes især, at vi står i en politisk virkelighed, hvor dansk lov ikke anerkender forældrefremmedgørelse som psykisk vold og et selvstændigt begreb. Vi har nemlig ikke udviklet et sprog for forældrefremmedgørelse som en psykisk voldsform eller behandlet fænomenet politisk gennem en kriminalisering. Det gør det svært for ofrene at forstå eller trænge igennem med det, de oplever.

Men det at være offer for og vidne til psykisk vold i form af forældrefremmedgørelse kan ikke desto mindre have alvorlige konsekvenser i form af stress, angst, depression, PTSD-symptomer og selvskadende adfærd. Mange børn og unge udvikler en kommunikation og adfærd, hvor de underkaster sig som en slags beskyttelsesstrategi over for den psykiske voldsudøver. 

Med andre ord bliver en total afvisning af den fremmedgjorte forælder ofte barnets eneste måde at overleve på.

Retssystemet skal ændre praksis

I Exitcirklens har vi landsdækkende terapigrupper, der hjælper cirka 450 voldsofre årligt. Her oplever vi, at cirka tre ud af ti deltagere per gruppe har mistet deres børn til forældrefremmedgørelse – eller er på tærsklen til det.

Grupperne består af både unge og voksne kvinder og mænd. Nogle er selv forældre til et barn fanget i "en krig" mellem mor og far, mens andre selv har oplevet forældrefremmedgørelsen som børn, mistet deres ene forælder og nu som voksne døjer med de massive følgekonsekvenser.

Her har vi selv bevidnet, hvordan årelange sagsbehandlingstider har været blandt de afgørende årsager til, at der hvert år er forældre, der mister retten til at se deres børn i danske retssale. Og netop derfor er det afgørende at sætte forældrefremmedgørelse på den politiske dagsorden, når vi taler om børns rettigheder.

{{toplink}}

Det er nødvendigt at ændre praksisområdet i det familieretlige system, og som sagt anerkender vi ikke forældrefremmedgørelse som en psykisk voldsform i Danmark. 

For eksempel bragte TV 2 sidste år dokumentarserien 'Med børnene som våben', hvor Familieretshusets vicedirektør, Jacob Buch, fuldstændig afviser fænomenet med ordene: "Vi ser ikke børn, der er forældrefremmedgjort. Vi ser børn, der er fanget i forældrenes konflikter og er ved at gå i stykker."

Men her er det nødvendigt, at systemet anerkender, at der godt kan være tale om begge dele. Og derfor bør vi spørge os selv, hvordan vi kan hjælpe ofrene ofrene for forældrefremmedgørelse.

Værktøjerne ligger klar

Der er først og fremmest behov for en reformation af definitionerne og kulturen i det familieretlige system, så de fremadrettet bygger på ordene i Menneskerettighedskonventionen, der siger, "at det kun er hvis forælderen er fundet særlig uegnet, at det kan være bedst for barnet at bryde kontakten".

Accepterer vi konventionen, bliver præmissen også, at myndighederne skal gøre deres ypperste for at genetablere en brudt kontakt mellem forælder og barn. Vi ved, at tid er en afgørende faktor i sager med forældrefremmedgørelse, og set fra et tilknytningsperspektiv og et udviklingspsykologisk perspektiv er sådanne brud ofte skadelige og til dels uoprettelige for barnet og selve relationen.

Jo mere tid barnet holdes adskilt fra den fremmegjorte forælder, jo sværere bliver det altså at genoptage kontakten. Derfor indebærer dette at sikre en hurtigere sagsbehandling og ikke mindst samvær, mens sagen behandles. Og når vi nu ved dette, hvorfor så ikke fastsætte vilkår for overvåget samvær i undersøgelsesperioden?

I det hele taget er det vigtigste, at vi får etableret en ekstern og uvildig af belysning af forældrefremmedgørelse med det sigte at få fænomenet anerkendt som en psykisk voldform og anerkende, at det kan forekomme i skilsmissesager. Her bør det altid behandles som en mulig hypotese i sager, hvor der fremsættes anklager om uegnet forældreadfærd, eller hvor et barn fravælger kontakten til sin ene forælder. 

Der findes allerede objektive og valide værktøjer til at identificere fænomenet i sager, hvor børn afviser en forælder, heriblandt fem-faktormodellen fra den anerkendte psykolog og forfatter Amy Baker. Det eneste, vi mangler, er faktisk politisk vilje til at tage ansvar og ændre det mangelfulde grundlag, det familieretlige system arbejder ud fra i dag. 

debat@altinget.dk