EU’s folkeafstemninger: Politikerne høster, som de sår
ANALYSE: Det hollandske nej udstiller EU’s manglende befolkningstække og en politisk klasse, som ikke har lyst til at gøre noget ved det.
BRUXELLES: Det er med rungende tavshed, hollænderne er blevet mødt fra EU-hovedkvarterets side, efter de onsdag stemte nej til Unionens vidtgående associeringsaftale med Ukraine.
Ikke et pip har lydt fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der måske føler, at han har sagt så rigeligt, efter han i et avisinterview i januar fik påpeget, at et nej ville have ”kolossale konsekvenser” for Europa.
Næsten lige så kortfattet var formanden for EU-chefernes klub, Donald Tusk, der ”tager notits” af udfaldet og vil afvente den hollandske regerings egne konklusioner på, hvad der skal ske med ratificeringen af aftalen, der kun mangler den ene underskrift for at være gyldig.
Hvad gør vi nu?
De manglende reaktioner betyder ikke, at EU-systemet er ligeglade med udfaldet. Det betyder, at de ikke ved, hvad de skal svare.
For ud over at det hollandske nej kaster en allerede provisorisk ikrafttrådt og symbolsk vigtig aftale med Ukraine ud i et juridisk limbo, kommer det også på et tidspunkt, hvor tillidskrise efterhånden er blevet så slidt et ord, at det ikke længere giver mening at bruge det til at beskrive, hvordan europæerne har det med Unionen.
Folk ser sig omkring og ser lukkede grænser, en ustoppelig flygtningekrise, en svag økonomi og en pseudo-krig med russerne og briter, der gør sig klar til at stemme om deres medlemskab.
Det efterlader meget lidt offentlig kredit til at tackle et sådant udfald.
Pest eller kolera?
Dilemmaet er, at EU-toppen på den ene side ikke kan tillade sig at ignorere hollændernes nej, fordi det vil blive tilskrevet den sædvanlige magtarrogance fra en elite ude af trit med almindelige mennesker, som EU-skeptiske røster fra nord til syd har som yndlingskæphest.
På den anden side kan de heller ikke give indtryk af, at beslutninger truffet af de 28 lande i fællesskab bare kan forkastes ved en afstemning i et enkelt land. Det vil underminere hele pointen med et forpligtende overnationalt samarbejde og samtidig skabe en potentiel glidebaneeffekt, som vi allerede nu øjner konturerne af, efter ungarske Viktor Orbàn har besluttet at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt EU skal have lov til at omfordele flygtninge, allerede inden et sådant regelsæt er besluttet.
Og hvad har egentlig mest demokratisk legitimitet? De 29 folkevalgte parlamenter, der har støttet aftalen i EU og Ukraine, eller de langt under én procent af disse parlamenters underliggende befolkning, der stemte nej i Holland i onsdags?
Det er derfor, der i diverse nej-situationer – vores egne indbefattede – som oftest findes en lappeløsning, som ikke omgør kernen af det, der blev stemt nej til. Der findes en måde, der gør det muligt at komme videre alligevel, og som er spiselig for alle parter.
Hvornår er et nej et nej?
Folkeafstemninger er altid svære at tolke. Det ved vi om nogen i Danmark. Folk føler sig underinformerede og forvirrede, og man ved ikke altid helt, hvad det i virkeligheden er, de stemmer nej til, når de stemmer nej. Se bare på retsforbeholdet. Skulle nej’et til at deltage i EU’s retspolitik respekteres fuldt, var der ikke nogen grund til at ligge og forhandle parallelaftaler om Europol, som det sker lige nu.
Vejledende folkeafstemninger som den i Holland er endnu mere drilske, fordi folk ikke tager dem lige så seriøst.
Vejledende folkeafstemninger om obskure emner som en 2000 sider lang og to år gammel frihandels- og samarbejdsaftale med Ukraine, der er fremprovokeret af en underskriftsindsamling startet af en grovkornet satirehjemmeside, er nærmest umulige at tyde.
Ikke mindst, når kun 32,2 procent af vælgerne deltager, blandt andet fordi mange blev hjemme, fordi de slet ikke havde lyst til at legitimere afstemningen.
Den modvillige ja-siger
Den eneste konklusion, det er sikkert at drage, er, at nej-siden lykkedes meget bedre med at rekruttere vælgere end ja-siden. Det skyldes blandt ander, at den politiske midte, som var overvældende positiv over for Ukraine-aftalen, var så godt som fraværende i debatten.
Det var med vilje, fordi flere af partierne slet ikke synes, at det er en god idé med dette splinternye direkte demokrati-instrument, der giver mulighed for at sætte nye love til afstemning, hvis man kan finde 300.000, der vil støtte det.
Men det er også symptomatisk for den tendens, som vi så i Danmark ved folkeafstemningen om retsforbeholdet, og som er særligt fremherskende i debatten forud for afstemningen om britisk EU-medlemskab til juni.
Svært at finde entusiasmen
Politikerne ved, at EU ikke er nogen vindersag i store dele af befolkningen, og derfor har de svært ved at svinge sig op til at forsvare det samarbejde, som de på papiret er tilhængere af, hvilket gør, at nej-siden står uden det store modspil.
Det gælder i Danmark, hvor det efterhånden kun er Radikale Venstre, der tør løfte en EU-fane bare et par centimeter fra jorden.
Og det gælder i endnu højere grad for briterne, hvor premierminister David Cameron nu nødtvungent er hoppet på ja-vognen forud for den afstemning, han selv har skabt, om det EU-medlemskab, som han i al sin tid som premierminister har holdt ud i strakt arm, mens han holdt sig for næsen.
Så er det ikke noget under, at de høster, som de sår.
Udfordringen er nu at finde et passende svar til de hollandske vælgere. For det er lige så tydeligt, at det ikke er en mulighed bare at ignorere nej'et. Det vil bare skabe grobund for endnu større mistillid i befolkningen. Og hvis der er noget, EU ikke har brug for lige nu, så er det det.
Regeringen vil snuppe millioner fra storbyer
