EU's brexit-forhandler er Belgiens tidligere statsminister

Den belgiske politiker Guy Verhofstadt, der både er landets tidligere statminister og i dag er medlem af Europa-Parlamentet, skal føre ordet på EU's vegne i de kommende brexit-forhandlinger.

EU-Parlamentet har sat navn på manden, der skal lægge arm med briterne i de kommende forhandlinger om vilkårene for Storbritanniens udtrædelse af EU.

Han hedder Guy Verhofstadt og er tidligere statsminister i Belgien, beretter flere Bruxelles-journalister på Twitter.

I dag sidder Guy Verhofstadt i Europa-Parlamentet som formand for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Han er at regne for en ivrig føderalist og har tidligere udtalt, at brexit-forhandlingerne rummer nye muligheder for EU, og at svaret på de voksende nationalistiske bevægelser er at skabe en union, der arbejder aktivt for EU's borgere.

Han nåede at danne tre regeringer som statsminister i Belgien og var statsminister i to perioder over årtusindeskiftet samt for en kort periode i 2007, hvor han stod i spidsen for en midlertidig regering. Da han først satte sig på statsministerposten som formand for det flamske liberale parti, blev han den første liberale statsminister, landet havde haft i mere end et halvt århundrede.

EU's nyudnævnte brexit-forhandler er 63 år gammel og uddannet jurist. 

 

Forrige artikel Ulveman og Børsting henter S-rådgiver Næste artikel Tidligere EU-boss bliver ny dansk UNESCO-formand