Euro-krisen 2009-13 i historisk perspektiv

Niels Blomgren-Hansen
Professor emeritus, Økonomisk Institut, CBS.

For 10 år siden, i begyndelsen af 2011, blev jeg af Altinget bedt om en vurdering af den da kriseramte euros fremtid. Jeg svarede, at det da er fascinerende hjernegymnastik at kloge sig på fremtiden, men at det er halsløs gerning. Al erfaring viser, at den økonomiske og politiske udvikling domineres af voldsomme brud, som ingen havde forudset. Det gjaldt også den da aktuelle euro-krise. En vurdering af euroens fremtid og mere generelt de europæiske politikeres og institutioners håndtering af den økonomiske og politiske krise, som euroens usikre status var en konsekvens af, måtte overlades til historikerne.

Nu 10 år efter, i begyndelsen af 2021, kan vi konstatere, at euroen overlevede krisen og i dag er stærkere end tilbage i 2011. Ingen sætter længere spørgsmålstegn ved euroen. Det er i dag den helt dominerende opfattelse, at det er lige så selvfølgeligt og rationelt at have en fælles europæisk monetær måleenhed som at have et fælles system for mål og vægt. Der er som bekendt fortsat enkelte EU-lande, der fastholder deres egne 'funny money', men de økonomiske argumenter herfor er forstummet i den seriøse debat.

Dommedagsprofetier holdt ikke
Set i bakspejlet er det alligevel ganske interessant at se på de argumenter, dommedagsprofeterne byggede deres spådom om euroens nødvendige og snarlige sammenbrud på.

Helt centralt var den gennem de foregående 20 år monotont gentagne påstand om, at den fælles pengepolitik og deraf følgende ens renteniveau var en spændetrøje for lande i forskellig konjunkturfase - 'one size doesn't fit all', hed det. Ved en større krise ville omkostningerne ved en fælles rente blive for store, og de mest trængte lande ville kaste åget af sig - euroen ville bryde sammen. Argumentet afspejlede den økonomiske virkelighed tilbage i 1960'erne og de økonomiske lærebøgers doktriner i flere decennier herefter.

I dag virker argumentationen nærmest surrealistisk. Selv de mest nostalgiske økonomer har erkendt, at i en verden med praktisk taget perfekt kapitalmobilitet - dvs. de sidste 40 år - er renten den samme uanset konjunktur og pengepolitisk regime, når bortses fra renteforskelle ('spreads'), der afspejler forventet værdifald og de finansielle markeders vurdering af risikoen ved de omhandlede aktiver.

Disse 'spreads' viste sig også inden for euro-området stærkt destabiliserende, stigende voldsomt og uventet til højder, der var nærmest paralyserende i de lande, der var hårdest ramt, og som mere end noget andet havde brug for en lav rente for at bringe økonomien på fode igen.

Det blev måske den vigtigste lære af krisen, at pengepolitik hverken på nationalt eller supranationalt plan er et egnet konjunkturpolitisk instrument, og at der ikke er noget alternativ til en bæredygtig, forventningsstabiliserende finanspolitik.

Debat ikke uden effekt
En anden udbredt opfattelse (misforståelse) var, at euroen ville bryde sammen, hvis det skulle vise sig, at de mest gældsplagede euro-lande ikke kunne refinansiere deres gæld og følgelig måtte deklarere gældsforlængelse ('statsbankerot' kaldtes det dramatisk i medierne). For at undgå dette måtte enten de økonomisk stærkere lande i euro-området overtage en del af de svagere landes gæld (en 'bail-out'), eller debitorerne (pensionskasser mv.) måtte acceptere at afskrive en del af deres fordringer (en 'haircut'). De finansielle markeder havde dog åbenbart ikke megen tillid til spådommen om euroens sammenbrud. Der var ingen flugt til dollar som et 'safe heaven'. Tværtimod, euroens værdi steg. Men debatten var ikke uden effekt. Rentespændet mellem de stærke og de truede økonomier, der var reduceret markant i midten af 2010 efter indgåelse af en aftale om store lån/garantier til de gældsplagede lande mod lovning om kraftige indgreb til styrkelse af de offentlige finanser, steg til nye, faretruende højder.

Trussel fra uventet kant
Den største trussel mod euroen kom imidlertid fra en uventet kant, nemlig EU-føderalisterne. De ønskede som tilforn en stærk europæisk regering og argumenterede (som EU-modstanderne havde gjort det i årtierne forinden) for, at EU-samarbejdet og i særlig grad euroen var uholdbar uden en fælles økonomisk politik og et fælles økonomisk ansvar. Stabilitets- og vækstpagten var ikke tilstrækkelig (og blev i øvrigt i vidt omfang negligeret under krisen). Bannerførere for de føderalistiske synspunkter var ingen ringere end den tyske kansler Merkel og den franske præsident Sarkozy, der (uden at konsultere de øvrige statsledere) i februar 2011 stillede forslag om en meget vidtgående 'konkurrencepagt'. Pagten omfattede krav om, at medlemslandene indførte lånebegrænsninger i deres forfatninger og accepterede fælles skatte-, social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik - kort sagt alt, hvad befolkningerne og politikerne i de europæiske nationalstater opfattede som parlamentarisk hjerteblod.

Selv om det efter den vanskelige vedtagelse af Lisabon-traktaten var indlysende, at Merkels og Sarkozys vidtgående tanker og ditto krav om forfatnings- og traktatændringer ikke havde nogen gang på jorden, blev reaktionen uventet voldsom. De øvrige landes ledere vendte sig mod, hvad de opfattede som tysk-fransk magtbrynde. Der gik en bølge af EU- og euro-modstand over Europa, og den var ikke begrænset til de voksende højrepopulistiske og nationalistiske grupperinger, men fandt støtte langt ind i traditionelt EU-positive liberale og socialdemokratiske partier.

Katalysator for nyt samarbejde
Heldigvis gik det ikke så galt, som det en overgang så ud til. Der stod for meget på spil for alle parter. Truslen om et egentligt sammenbrud blev (som i tidligere EU-kriser) katalysator for en fornyet erkendelse af, at der ikke er noget alternativ til et forpligtende, pragmatisk samarbejde baseret på subsidiaritetsprincippet, solidaritet, ansvarlighed og respekt for nationalstaten inden for de rammer, som var udviklet over de forudgående mere end 50 år. Efter en del politisk og social uro indså befolkningerne i de gældsplagede lande, at de mere velstående lande ikke var villige til at betale gælden for dem, og at alternativerne til reformer og en troværdig finanspolitik stramning var værre - økonomisk og politisk. Og de stærkere lande indså, at det også var i deres interesse at give de gældsplagede lande de nødvendige garantier og lån til at nedbringe rentespændet til kun ca. 1 pct. I praksis betød det at de stærke lande over et par år fuldt ud refinansierede statsgælden i de dårligt stillede lande til en tilsvarende lav rente.

Krisen ovre i 2015
Resultatet af den handlekraft, ansvarlighed og solidaritet, som de europæiske politikere og institutioner udviste i årene 2011-13, var forbløffende. De gældsplagede landes rentebyrde faldt markant, og de primære underskud (dvs. før rentebetalinger) vendte til (beskedne) overskud. Gælden var fortsat høj, men det bekymrede ikke længere de finansielle markeder. Tilliden var genskabt, og allerede i 2015 kunne de stærkere lande afvikle deres låne- og garantiforpligtelser. Den realøkonomiske effekt var ikke mindre forbløffende. Reformerne og den tiltagende finansielle stabilisering i de tidligere gældsplagede lande udløste en ny optimisme og dynamik. Efter et par år med faldende produktion og stigende ledighed oplevede de påny kraftig vækst. Det styrkede yderligere de offentlige finanser, og i de senere år er gælden i procent af nationalproduktet faldet markant.

Euroen overraskede
Den kraftige styrkelse af euroen og det økonomiske opsving i de dengang stærkt gældsplagede lande var lige så uforudset som krisen. Den almindelige opfattelse i 2011 blandt økonomer og politologer var, at euroen i bedste fald ville overleve i stærkt ramponeret tilstand, at EU-samarbejdet ville lide under stigende spændinger mellem nord og syd, og at de europæiske økonomier var på vej ind i en længere periode med lav vækst og høj arbejdsløshed. Jeg må indrømme, at også jeg var pessimistisk, og hvis nogen i 2011 havde forudsagt, at vi i 2021 ville stå med en styrket euro og et revitaliseret EU, ville jeg nok have trukket overbærende og bedrevidende på smilebåndet. Men - med en vending af Thomas Mann - alting går i sidste ende anderledes, end vi forventer.