EU-model splitter toppen af dansk idræt: "Jeg er lodret uenig med dem"

DIF ser ny sportsmodel fra EU som en styrkelse af idrætsdemokratiet, mens DGI frygter monopol og topstyring. To eksperter er også skeptiske over for modellen, som ministerrådet vedtog i december.

EU-forslag om en såkaldt European Sport Model har skabt uenighed i toppen af dansk idræt.

DIF-formand Hans Natorp mener, at modellen kan styrke "idrættens demokratiske opbygning". Omvendt frygter DGI-formand Charlotte Bach Thomassen, at den bliver for "ensidigt hierarkisk orienteret". 

Debatten om den europæisk sportsmodel har pågået i årevis, men i december 2021 kom der skred i sagen, da EU's ministerråd vedtog en resolution om den europæiske sportsmodel.

Det helt store stridspunkt er, at resolutionen lægger op til, at idrætten skal have en såkaldt "pyramidal struktur" med "et forbund per sport".

De signaler vækker ikke ligefrem begejstring i DGI.

"Vi er bekymrede, hvis den europæiske tilgang bliver ensidig og hierarkisk orienteret, og hvor enkelte organisationer i civilsamfundet får monopol i et ellers mangfoldigt civilsamfund," siger formand Charlotte Bach Thomassen.

Hun får opbakning fra sin internationale partnerorganisation ISCA.

"Den her debat handler om, hvorvidt en sport skal ejes af en enkelt organisation, eller om vi skal hylde det frie foreningsliv i Europa," siger organisationens danske direktør, Jacob Schouenborg.

Kritiserer monopoliseret pyramide
Han mener, at tankegodset i EU-resolutionen er kraftigt inspireret af idealerne i den olympiske bevægelse. Men det er langt fra virkeligheden i medlemslandene, lyder det.

"Dem, som prøver at gennemtvinge en pyramidemodel med monopol på idrætsorganisering, burde se sig lidt omkring i Europa. Vi organiserer mere end 100 organisationer alene i Europa. Og de engagerer borgere i idræt og bevægelse på hverdagsbasis. Og stort set alle sammen er uden for den her olympiske bevægelse," siger Jacob Schouenborg og fortsætter.

"Hvis vi skal løse problemet med bevægelse, så går det ikke at udelukke alle dem, der ikke passer ind i en gammeldags opfattelse af sporten som en monopoliseret pyramide."

Charlotte Bach Thomassen understreger, at hun ikke er bekymret for, at EU-modellen får konsekvenser for den danske organisering af idrætten. Men hun frygter, den kan spænde ben for en styrkelse af civilsamfundet i andre dele af EU.

"Vi har en unik foreningsmodel i Danmark. Vi kan inspirere og bidrage til samfundsudviklingen i andre lande for eksempelvis i Østeuropa, hvor man slet ikke har en tradition for mangfoldighed i civilsamfundet."

"Og det gør vi ikke med one size fits all. Der har vi brug for det brede, mangfoldige civilsamfund," fortsætter hun.

Hvad frygter I modellen kan få af konsekvenser?

"Min bekymring er, at en hierakisk model bliver den anerkendte model i Europa. Og den man trækker frem i forskellige argumentationer og forskellige drøftelser som det evigt saliggørende," siger Charlotte Bach Thomassen.

DIF: Sikrer at udøverne ejer sporten
Hans Natorp fra DIF kender godt til DGI's og ISCA's udlægning af resolutionen. Men han kommer frem til en helt anden konklusion.

"Jeg er lodret uenig med dem. European Sport Model er netop med til at sikre den demokratiske struktur i hele Europa," siger han.

Resolutionen fremhæver behovet for den frie foreningsdannelse. Og Hans Natorp mener, at resolutionen netop kan styrke demokratiet i europæisk idræt.

"European Sport Model er med til at sikre, at det i sidste ende er udøverne og deres organisationer, der ejer sporten," siger han.

Via nationale forbund, som igen er medlem af internationale forbund, har udøvere ud i yderste led en demokratisk kanal ind til idrætsmagtens centrum. Og den cementeres af European Sport Model, mener Hans Natorp.

"European Sport Model er med til at fastholde idrættens demokratiske opbygning helt ude fra det brede foreningsliv og ind i de organer, hvor idrættens rammer og vilkår besluttes," siger han.

De demokratiske strukturer sikrer, at eksempelvis danske klubber kan få adgang til europæiske fodbold på øverste niveau, mener Hans Natorp.

"Og dansk Champions League-deltagelse er med til at føre rigtig meget tilbage til dansk idræt og breddearbejdet ude i klubberne," siger han.

Resolutionen sikrer samtidig, at idrætten fortsat ejes af idrættens organisationer i Europa, lyder det. 

"Hovedformålet med European Sport Model er at værne imod, at kommercielle parter overtager ejerskabet af turneringer og idrætsbegivenheder," siger Hans Natorp.

Professor: Model er i bedste fald ligegyldig
SDU-professor Bjarne Ibsen har fulgt debatten om European Sport Model i årevis. Han er en af landets førende idrætseksperter og er ikke just på samme frekvens som DIF-formanden. Bjarne Ibsen er således alt andet end imponeret over den tekst, der i december blev ophøjet til resolution i Ministerrådet.

“Det her er i bedste fald ligegyldigt. Og i værste fald er det et udtryk for, at man slet ikke tager seriøst at se på, hvad der kendetegner den europæiske idrætsmodel,” siger han. 

Ligesom ISCA mener Bjarne Ibsen, at resolutionen i høj grad køber ind på tankegodset i den olympiske bevægelse uden at skele til de faktuelle idrætsforhold i Europa.

“Det er et ideologisk skønmaleri, som er meget langt væk fra, hvordan virkeligheden ser ud,” siger Bjarne Ibsen.

Han forstår ikke, EU-resolutionen ukritisk køber præmissen om, at idrætten skal organiseres i pyramidestruktur.

"Den er baseret på en forestilling om, at elite og bredde hænger sammen. Det er gamle, gamle myter," siger Bjarne Ibsen.

Samtidig er modellen er et angreb på civilsamfundets autonomi, hvis man tager resolutionen bogstaveligt, lyder det.

“Hele anbefalingen af, at hver idrætsgren skal styres af et forbund er jo imod hele princippet om foreningsfriheden. Det skriger til himlen, at man bliver ved med at skrive sådan. For det er jo ikke realiteten i en række europæiske lande og slet ikke i Danmark,” siger Bjarne Ibsen. 

Der er lavet en række studier på området. Og selvom enkelte opgørelser i en vis udstrækning støtter, at der i visse situationer kan være en form for samspil mellem elite og bredde, så er det generelle billede ikke som EU-resolutionen prædiker.

"Helt overvejende må man sige, at det er i vid udstrækning bredden der betaler til eliten,” siger Bjarne Ibsen.

Play the game: Real Madrid finansierer ikke bredden
Heller ikke i Play the Game abonnerer man på det tankegods, resolutionen hviler på.

“European Sport Model bygger på den antagelse, at elite og breddeidræt hænger uløseligt  sammen, og at den professionelle topidræt er solidarisk med det lokale foreningsliv. Men der er intet, der tyder på, at det er sandt,” siger Jens Sejer Andersen, der er international chef i Play the Game.

“Vi taler om meget lukkede økonomiske kredsløb, så man skal være forsigtig med, hvad man konkluderer. Men det kan ikke på nogen måde dokumenteres, at Real Madrid er med til at finansiere spansk breddefodbold,” fortsætter han.   

Jens Sejer Andersen peger samtidig på, at konkurrenceidrættens forbundsstrukturer ikke har formået at opsuge den interesse, der er for idræt og fysisk aktivitet i den europæiske befolkning.

“Det har vi blandt andet set med fitness-centrene, der virkelig er vokset frem de sidste 25 år. Og som er et langt mere vedkommende tilbud til store befolkningsgrupper. Også de unge,” siger han. 

Jens Sejer Andersen tvivler dog på, at EU-resolutionen får nogen betydning herhjemme.

 “Jeg tror ikke, der er nogen fare for, at European Sport Model får nogen som helst indflydelse i Danmark, fordi dansk idræt allerede er så velkonsolideret i en anden struktur,” siger han.

SDU-professor Bjarne Ibsen går endnu længere. Han tvivler på, at resolutionen nogensinde bliver til andet end hensigtserklæringer.

"Det er sådan en særlig skriveøvelse, man laver, for at vise sin gode vilje. Det får ingen betydning," siger han.

Hans Natorp håber, at Bjarne Ibsen tager fejl. For DIF-formanden fastholder, at modellen er relevant og viser, at EU er klar til stå op mod de kommercielle aktørers indtog i professionel sport.

Sidste års debat om European Super League viser, hvorfor alle bør støtte op om resolutionen, lyder det.

"Den bliver et værn mod private ligaer, hvor overskuddet går til private aktionærer frem for idrætten selv. Den kamp er vi glade for, at EU’s medlemslande tager op og anerkender," siger Hans Natorp.  

Forrige artikel S-overborgmester om planer for udflytning af uddannelser: Risikerer at svække den nære velfærd S-overborgmester om planer for udflytning af uddannelser: Risikerer at svække den nære velfærd Næste artikel Statsministeren indkalder til pressemøde om coronasituationen Statsministeren indkalder til pressemøde om coronasituationen