"EU-domstolen stiller danske domstole over for store udfordringer ..."

Af Hjalte Rasmussen
Dr.jur. Københavns Univesitet

Altinget bad mig om at ’sætte tal’ på nogle af forskellene mellem EU-domstolen og domstolene i Danmark. Ulighederne er flere, end de fleste aner. Der skal en lang artikel, eller bedre: en lille bog til at opregne og forklare dem én for én. Husk for eksempel, at EU-domstolen (herefter EUD) blot er top-domstolen i EU-systemet. Under den er der en såkaldt "Retten", og under den en "Specialret".

Det følgende er derfor blot et skønsomt udvalg af enkelte forskelle, som sjældent er i mediernes brændpunkt).

Faktisk er EU-domstolen grundlæggende et helt andet dømmende fænomen og organisationstype end danske domstole. For overskuelighedens skyld anvender jeg danske Højesteret (herefter DH) som det nærmeste sammenligningsgrundlag. Den rækkefølge, hvori jeg fremlægger forskellene, er ikke prioriteret efter deres retlige eller politiske betydning.

Et veritabelt babelstårn
For det første er DH en ensproget institution. Dommerne taler indbyrdes og kommunikerer med de plæderende advokater og alle andre på dansk.

Det er EUD ikke. Den er en multilingual organisation med et sprogregime som et veritabelt babelstårn. I vigtige sager forhandler dommerne med hinanden på fransk – så skam eller lille indflydelse få de, som ikke taler det flydende. Dommere, generaladvokater, plæderende advokater og alle andre i nærkontakt med institutionen fremfører deres synspunkter på 22 eller 23 forskellige sprog, som simultantolkes ind og ud af hinanden.

Vi kan forestille os en advokat, som på tjekkisk forsøger at overbevise Den Store Afdelings tretten dommere om, at han har ret. Imidlertid, da der i reglen maksimalt vil sidde én dommer på Bænken, som forstår tjekkisk, flyder advokatens velgennemtænkte og velformulerede argumenter ind i øret på dommerne på alle mulige andre sprog. Nemlig de sprog, som den enkelte dommer er fortrolig med.

Det er ikke godt selv i de tilfælde, hvor der er tolkning direkte fra tjekkisk til den enkelte dommers foretrukne sprog. Al erfaring dokumenterer nemlig, at mange nuancer går tabt ved tolkning. Det kan ikke være anderledes, så gode tolkene end måtte være. Kvaliteten af kommunikationen mellem advokaterne og dommerne falder i øvrigt nogle grader, hvor for eksempel tolkning fra tjekkisk ind i dansk sker via spansk, fordi tjekkisk-dansk simultantolkning af tekniske årsager ikke er for hånden. Situationen bliver kun alvorligere af, at mange håndfulde af helt vigtige retlige begreber og fænomener på for eksempel fransk er uoversættelige til for eksempel finsk eller engelsk.

At en person siger ét, og den/dem, han taler til, hører en anden sandhed, er naturligvis aldrig ligegyldigt. Sprogforbistring er dog særlig alvorlig i advokaternes og dommernes verden, fordi de sidste skal afsige en dom, som formidler retfærdighed.

27 forskellige udsyn
For det andet har alle danske højesteretsdommere deres rod i én og samme dansk samfundsmæssig, værdimæssig og juridisk kultur og tradition.  

Det har de for tiden 27 EU-dommere ikke, idet deres personlige, politiske, retlige, retlig-filosofiske udsyn har rødder i alle tænkelige samfundsmæssige, værdimæssige og juridiske kulturer og traditioner. Det kan meget vel udløse en negativ indflydelse på domme og lignende, at de afsiges af dommerkollegier, hvoraf nogle medlemmer er udpeget af nordiske regeringer, nogle af sydeuropæiske medlemsstater, andre af post-kommunistiske EU-lande osv., osv.

Læg hertil de negative virkninger af sprogforbistringen. Man kommer uvilkårligt til at tænke på en hund, som kommer spankulerende på sine to bagben: Det går ikke godt, men det er utroligt, at det går overhovedet. Hvordan går det? Uden at løbe med en halv vind tør jeg sige, at mange EU-jurister og EU-politologer mener, at EUD løser sine opgaver til kryds og slange.

EUD er hemmeligheds-fikseret
En tredje, meget vigtig forskel handler om dissenser. De er tilladt i danske domstole, hvilket betyder mindst to ting. Den åbenbare er, at dommere, som ikke er enige med flertallet, kan sige deres mening i en afvigende tilkendegivelse. Det er selvsagt gunstigt nuancerende og debatskabende. Den anden ting er, at advokaterne ved at læse allerede afsagte domme kan danne sig et ikke brugbart indtryk af, hvilke af de i hans sag deltagende dommere, som på forhånd kan antages at stille sig sympatiske over for hans konklusion og argumenter; og hvilke vil være mere skeptiske. Han kan derfor i sin procedure forsøge snarere at henvende sig til skeptikerne. Transparens betyder mulighed for dialog. Og dialog åbner mulighed for udvikling. Transparens betyder også, at den enkelte dommer i forhold til omverdenen kommer til at stå til ansvar for sine meninger.

EUD er i alle henseender hemmeligheds-fikseret. Derfor er dissenser, og har altid været, totalt forbudte. Det betyder mange ting, men blandt andet, at det ikke er til at se på en offentliggjort dom, i hvis afsigelse deltog for eksempel tretten domme, om det var en antagelig langtidsholdbar 13:0 eller en muligvis kortlivet 7:6-dom. Under dissensforbud aner ingen, hvem som dømmer hvad og med hvilken foretrukken begrundelse. Alt bliver ét fedt. I EUD taler advokaterne derfor i blinde til dommerne.

Strider om demokratiske principper
I det 21. århundrede er det en arkaisk indretning. Den strider mod alle demokratisk-politiske principper om, at myndighedernes beslutningstagen skal ske i åbenhed, være mest mulig gennemskuelig og derved sikre dialog. De principper bekender vi europæere os ellers altid til - og hylder. Dissensforbuddet strider formentlig også imod Lissabontraktatens art. 11, stk. 2. Den regel forpligter nemlig alle EU's institutioner til at leve op til åbenhedsprincipperne. Det er værre.

Jeg kunne blive ved, men det tillader pladsen ikke.

Afslutningsvis: Mange læsere vil nu spørge, om der dog ikke er lyspunkter i hele denne elendighed? Det politisk korrekte svar, at det er der, så vidt jeg ved, ikke.

Det ikke så korrekte svar lyder, at det gør ikke så meget, at dommerne ikke altid forstår alt, hvad advokaterne og deres dommerkolleger siger. Forklaringen på denne lidt bizarre konklusion er, erkender stadig flere EU-jurister og EU-politologer, at i de milepælsflyttende, store og svære sager er dommerne mere optaget af at skabe en stadig snævrere juridisk og politisk Union end at yde dette eller hint, på traktatens tekster baserede, suverænitetsbeskyttende argument eller hensyn fuld retfærdighed.

Formålet helliger engang imellem midlet. Eller gør det?