Erik Holstein: En finanslov for kernevælgerne

FINANSLOV: Regeringens finanslov er skræddersyet til regeringspartiernes kernevælgere, mener Altinget.dks kommentator, Erik Holstein, der ikke er i tvivl om, at finansloven skal aftales med Enhedslisten.

Finansminister Bjarne Corydon (S) fremlagde tirsdag formiddag regeringens forslag til en finanslov for 2014. 

Økonomien er stram, men der er dog blevet plads til at tilgodese regeringspartiernes kernevælgere, mener Altinget.dks politiske kommentator, Erik Holstein:

”Med finansloven håber regeringen at lappe på det anstrengte forhold til kernevælgerne. Der er en række grønne tiltag, lidt flere penge til uddannelsesområdet – og symbolsk vigtige områder som flere midler til bekæmpelse af bander og en indsats mod social dumpning. Mens det grønne område mest appellerer til vælgere fra R og SF, er kriminalitetsbekæmpelse og social dumpning vigtige temaer for de vælgere, Socialdemokraterne slås med V og DF om,” siger han.

Regeringen lægger op til at lempe finanspolitikken med et par milliarder.

”Det er klogt, at regeringen selv går et stykke ad den vej – i stedet for at skulle trækkes til truget af Enhedslisten. Det er dog samtidig her, man kan forudse et af de hårdeste opgør i finanslovsforhandlingerne. For EL ønsker en langt større lempelse, og umiddelbart er regeringen utilbøjelig til at give mere,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Lempelsen af finanspolitikken er så beskeden, at det ikke er noget, der for alvor generer Radikale, som ellers ikke er begejstret for den slags. Men Vestager har blødt en smule op på det sidste, det vigtigste for hende er, at hovedlinjen i den stramme økonomiske politik fastholdes. Og det gør den.”

Aftale med Enhedslisten 
Erik Holstein er ikke i tvivl om, at årets finanslov vil blive aftalt med Enhedslisten. Det skyldes ikke mindst forårets aftale om dagpenge.

”I modsætning til sidste år, hvor der var en reel risiko for, at finanslovsforhandlingerne kunne ende med valg på grund af dagpengene, er det i år 99 procent sikkert, at det ender med et forlig med Enhedslisten. Lige nu tordner Enhedslisten rituelt mod forslaget, og der vil komme dramaer undervejs, men det vil være virkelig dårligt håndværk, hvis den ikke kører hjem. Reelt har hverken regeringen eller EL noget alternativ,” siger han og fortsætter:

”Det er uden betydning, at meningsmålinger viser, at de fleste af regeringspartiernes vælgere principielt ønsker et finanslovsforlig til højre. Når det kommer til stykket, er det indholdet, der tæller for vælgerne.” 

 

Forrige artikel Her er regeringens finanslovsforslag Her er regeringens finanslovsforslag Næste artikel Det mener partierne om finansloven