Erhvervsprofil bliver forkvinde for Kvinderådet
På Kvinderådets generalforsamling blev Maria Jose Landeira Østergård valgt som ny forkvinde. I bestyrelsen skal hun sætte sine mange års erfaring fra internationale virksomhedsbestyrelser i spil.
Søndag samledes Kvinderådet for at vælge en ny bestyrelse. Fremover skal Maria Jose Landeira Østergård, der har mange års bestyrelseserfaring, være ny forkvinde.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Udover at være forkvinde for Kvinderådet er Maria Østergård leder i Topsøe A/S og har været bestyrelsesmedlem i flere internationale virksomheder. Derudover har hun været international præsident for kvinderettighedsorganisationen Zonta og er ph.d. i metallurgi fra Danmarks Tekniske Universitet.
Øverst på den nye forkvindes dagsorden står et opgør med lønforskellene på arbejdsmarkedet:
"Jeg kommer fra en verden, hvor fakta taler. Og når et problem er solidt dokumenteret, er det indstillingen, at det skal løses. Den tilgang vil jeg også gå til arbejdet med ligestilling med. Skævhederne mellem køn er jo dokumenteret. Lønforskellene er der. Det vil jeg som forkvinde ikke bruge min tid på at diskutere," siger hun ifølge pressemeddelelsen.
Derudover ønsker hun, at Danmark anlægger et særskilt fokus i på kvinders rettigheder i udenrigs- og udviklingspolitikken.
Udover Maria Østergård blev også Birgitte Conradsen fra BUPL, Anja Radeka fra Dansk Kvindesamfund, Sif Holst fra Danske Handicaporganisationer, Cecilie Sværke Sommerlund fra Socialdemokratiet, Rosemarie Wedell-Wedellsborg fra Sex og Samfund og Pia Lund Jeppesen fra HK også valgt til bestyrelsen.