Erhvervsminister varsler flere eksportfremstød til Tyskland: ”Så kan jeg få pudset det tyske af”

Simon Kollerup har i efteråret turneret rundt på eksportfremstød i Sydeuropa, men erhvervsministeren deltog ikke på det store officielle besøg i Berlin i november. Men nu varsler han om planer for yderligere besøg i Tyskland, hvor han selv vil deltage. Særligt Bayern-området er interessant, lyder det.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) bebuder, at Danmark fremover vil lave flere eksportfremstød til Tyskland. 

"Det er en meget høj prioritet for mig at tage på eksportfremstød til Tyskland. Med den nye tyske regering, og den strategi den har lagt, er der bare meget store muligheder for dansk erhvervsliv i forhold til digitalisering og den grønne dagsorden," siger han og fortsætter:

"Så jeg kan love, at det ikke bliver sidste gang, at vi skal på tur til Tyskland. Og det bliver helt sikkert også relevant for mig selv. Så kan jeg komme ned og få pudset det tyske af."

Dermed lægger Simon Kollerup op til at levere på det ønske, som Dansk Erhvervs topchef, Brian Mikkelsen, har luftet i Altinget, hvor han opfordrer til at lave eksportfremstød i München eller Frankfurt.

Erhvervsministeren fortæller dog, at det endnu ikke er planlagt, hvornår næste erhvervsfremstød til Tyskland finder sted, men at det er noget, der løbende bliver arbejdet med.

Erhvervsfremstød i Tyskland uden tysktalende erhvervsminister

Meldingen fra Simon Kollerup kommer i kølvandet på et stort erhvervsfremstød i Berlin i november, hvor han ikke selv deltog.

På erhvervsfremstødet i efteråret var Kongehuset repræsenteret med Dronning Margrethe og Kronprins Frederik. Og regeringen havde sendt udenrigsminister Jeppe Kofod (S), fødevareminister Rasmus Prehn (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Men altså ikke erhvervsministeren.

"Efterårsfremstødet til Berlin er et udtryk for, at regeringen har en koordineret tilgang til erhvervs- og eksportfremstød, og fokus for Berlin var meget målrettet de områder, som sundhedsministeren og fødevareministeren arbejder med - og udenrigsministeren som en overbindingsfigur," siger Simon Kollerup, som dog fortæller, at han har besøgt den nu tidligere tyske erhvervsminister, Peter Altmaier, i Berlin i løbet af regeringsperioden.

Sydtysk potentiale

Og som Brian Mikkelsen efterspørger, er det ikke sikkert, at det næste danske erhvervsfremstød til Tyskland skal gå til Berlin.

Dansk Metal har i en analyse, som Altinget har beskrevet, sat fokus på, at den danske eksport til Tyskland ofte strander i Nordtyskland – og at der derfor er et kæmpe eksportpotentiale til Sydtyskland, som udover at være et stort marked i sig selv også er underleverandør til andre kæmpe markeder.

Simon Kollerup forventer, at den nye tyske regerings strategi på grønne teknologier og digitale løsninger vil lægge et samlet pres på alle tyske delstater, og at de grønne og digitale markeder derfor vil bevæge sig længere ned i Tyskland.

"Og der skal vi selvfølgelig være klar fra dansk side. Også på nogle af de delstatsmarkeder, hvor vi måske ikke i dag har lige så stor entré, som vi har på det nordtyske marked," siger erhvervsministeren og fortsætter:

"Det er selvfølgelig positivt, at vi har gode erfaringer med det tyske marked. Vi er der. Og vi er kendt for vores kvalitet og for at levere varen. Det i sig selv gør det nemmere at tage det næste skridt sydpå."

Vil det ikke være oplagt at lave et eksportfremstød i eksempelvis München så?

"Vi overvejer meget nøje, hvor eksportfremstødene kunne give mening henne. München - hele Bayern-området - er bestemt et af de områder, som har stor interesse. Men vi lader lige den endelige plan være på værkstedet, indtil vi er klar til at lancere den. Men det er ikke en helt dum overvejelse."

{{toplink}}

Forrige artikel 23. låge i Altingets fotojulekalender: Den store stemmeoptælling 23. låge i Altingets fotojulekalender: Den store stemmeoptælling Næste artikel Hvad grubler Minkkommissionen mest over i juleferien? Her er nogle bud Hvad grubler Minkkommissionen mest over i juleferien? Her er nogle bud