Erhvervsminister bag panel mod snyd med hjælpepakker

Et virksomhedspanel skal rådgive Erhvervsministeriet om kontrollen med de økonomiske hjælpepakker, der er blevet givet til virksomheder under coronakrisen. 

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har nedsat et virksomhedspanel, der skal rådgive Erhvervsministeriet om svindel med corona-hjælpepakkerne.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag. 

Konkret skal panelet hjælpe Erhvervsstyrelsen med at opnå en dybere indsigt i, hvordan fusk og svindel med kompensationsordningerne kan opdages. Oprettelsen sker som en del af den brede politiske aftale om hurtigere udbetaling og styrket kontrol fra 20. maj.

"Hjælpepakkerne er til for at hjælpe ordentlige og ansvarlige virksomheder så godt som muligt igennem coronakrisen, og regeringen vil ikke tolerere svindel," lyder det fra Simon Kollerup pressemeddelelsen, hvor han fortsætter:

"Men vi kommer ikke uden om, at de store beløb i hjælpepakkerne har fristet svindlerne, og derfor er der også brug for at skrue på alle de håndtag, vi har, når det gælder kontrol."

Panelet består af følgende medlemmer: 

  • Claus Tanggard Jacobsen, Ernest &Young
  • Stig Dolleris, A Hereford Beefstouw
  • Betina Hvolbøl Thomsen, Lufthavnen
  • Lasse Sørensen, Sovino Brands
  • Charlotte Bennekov, Fadølsforsyningen Nordsjælland og Bennekovs
  • Lisa Dalgaard, GoodiePack

Alle udvalgte virksomheder er selv i målgruppen for kompensationsordningerne, oplyser Erhvervsministeriet.

Forrige artikel Direktør i Statens Administration fratræder Næste artikel Mads Duedahl V-spidskandidat i Region Nordjylland