Erhvervslivet vil bremse offentlig konkurrenceforvridning

MARKED: Erhvervsorganisationer kritiserer stat, kommuner og regioner for at tage opgaver ud af hænderne på virksomheder med for eksempel kommunale genbrugsbutikker.

Det skal være slut med kommuner, der driver genbrugsbutikker, åbner stressklinikker og hugger flis for sine borgere.

Det mener erhvervsorganisationerne DI og Dansk Erhverv, som nu for alvor fornemmer vind i sejlene i forhold til ambitionerne om at begrænse offentlig erhvervsvirksomhed.

I sidste uge deltog de to organisationer sammen med KL og Danske Regioner i et såkaldt dialogmøde om emnet med såvel erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V).

Hos Dansk Erhverv står ønsket om en ny lov om offentlig erhvervsvirksomhed højt på ønskesedlen.

”Det er vores bud på en del af løsningen af et problem, som vi har konstateret inden for rigtig mange forskellige brancher,” siger Jakob Scharff, markedschef i Dansk Erhverv.

KL genkender ikke problem
Hos KL har man svært ved at genkende, at der er særlige problemer med offentlige initiativer, der fordriver private virksomheder. I hvert fald ikke i kommunerne.

"Der kan være nogle situationer, hvor kommuner vægter skatteborgernes penge højere end virksomheders indtjening. Men grundlæggende har vi ingen interesse i at skade vores erhvervsliv, tværtimod," siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg.

Regeringen lover strammere regler
Umiddelbart synes der at være god samklang mellem regeringen og erhvervslivets organisationer.

I forlængelse af sidste uges møde med de forskellige aktører på området, understregede blandt andre økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, at han ikke mener, at det er hverken effektivt eller ansvarligt, hvis offentlige myndigheder går private virksomheder i bedene.

”Derfor skal vi indføre nye regler, som ikke efterlader nogen som helst tvivl om, at grænserne for offentlig erhvervsvirksomhed er strammet markant op,” sagde Simon Emil Ammitzbøll i den forbindelse.

Regeringen forventer at være parat med sit udspil inden sommerferien.

Læs hele artiklen på Altinget: kommunal (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Holstein: En af de svageste regeringer i årtier Holstein: En af de svageste regeringer i årtier Næste artikel Kvindelige chefer på fremmarch i Udenrigsministeriet Kvindelige chefer på fremmarch i Udenrigsministeriet